Tuesday, March 17, 2015

Om kunstige behov og om hvordan man kan stimulere sin baby uden plastik...

Lige efter Brors fødsel så jeg en fantastisk fransk dokumentar på DR2. Jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den prikkede til nogle af de ting, jeg synes er vores udfordringer i forhold til vores børn i den vestlige kultur. Dokumentaren hed 'Babyer' og er instrueret af franskmanden Thomas Balmès. I dokumentaren følger han 4 spædbørn fra henholdsvis Japan, San Francisco, Namibia og Mongoliet. Babyerne bliver fulgt fra første åndedrag og til de første skridt. Den er uden ord, bare smukke billeder, som taler fuldstændig for sig selv.
Dokumentaren er fantastisk, fordi man får et indblik i fire helt forskellige tilgange til barnets første leveår.
Dokumentaren viser så godt, hvordan vi i vesten har fået skabt en masse materielle behov, som i forhold til barnets udvikling er ligegyldige.

Fælles for USA og Japan er kontrollen og stimuleringen. Babyerne bliver hevet rundt til rytmik og diverse aktiviteter, som skal udvikle dem. De bliver trænet, læst for, sunget med osv. Selve fødslen er (i USA) også fuldstændig kontrolleret og overvåget.
Det er en naturlig del af udviklingen i de rigere samfund, men jeg synes, at vi i vesten glemmer, at børn faktisk godt kan udvikle sig ved, at forældrene bare er nærværende og omkring dem, uden konstant at aktivere. Når vi er så kontrollerede, mister vi noget af naturligheden, og vores børn bliver dårligere og dårligere til at underholde sig selv uden diverse stimuli.

Naturligvis skal vi ikke bo i små hytter som i Namibia, og naturligvis har vi en masse fordele, som de færreste vil være foruden, men jeg synes alligevel, at vi kan lade os inspirere. For er det egentlig i babys interesse at ligge under et farvestrålende aktivitetscenter i plastik i en alder af 6 uger? Jeg mener at pengene kan spares, og at baby vil trives og udvikle sig fuldstændig som han/ hun skal uden disse kunstigt fremstillede behov. Jeg mener, at vi bør give vores børn mulighed for at lære sig selv at kende og give dem mulighed for at mærke sig selv, før vi overdynger dem med farvestrålende plastik. Det er fuldstændig naturligt, at barnet når en alder, hvor det griber ud efter ting. Det er gerne i den fase, at store firmaer vil overbevise os om, at vi skal købe føromtalte farvestrålende plastik-apperater. I stedet kunne man lægge baby på et tæppe, og lade barnet finde egne fødder og fingre, før det finder det farvestrålende plastik. Vi kan gå med vores barn i slynge tæt hos os, lade det kigge og undersøge verden omkring sig, mens det mærker mors eller fars hjerte banke.

Det er de aller færreste forældre, der synes, at plastiklegetøj og aktivitetscentre med blinklys og musik er smukt at se på, men alligevel giver vi det til vores børn, for de har åbenbart ingen kvalitetssans? ...Men de elsker det jo, siger vi, uden at tænke over, at store firmaer med aller største sandsynlighed har brugt mange ressourcer på at finde ud af præcis hvilke farver og mønstre, der fastholder vores børn bedst muligt. På den måde er der nemlig rigtig gode chancer for, at vi vælger præcis deres legetøj, næste gang vi handler.
Mine småbørn har ikke plastiklegetøj, og de har ikke ligget under et aktivitetscenter. De har udviklet sig fuldstændig normalt, og de er hverken understimulerede eller ved at dø af kedsomhed. De har fået lov til at røre ved ting, som er rare at røre ved, og som ikke er lavet af kold plastik.

Her er mine idéer til måder, man kan stimulere sin baby på uden at overstimulere:

-Hold om og bær din baby så meget som overhovedet muligt. Anskaf dig en slynge inden din baby er født og væn baby til at være i den fra starten. Baby kan på den måde være med i de daglige gøremål, og lære sine omgivelser at kende under rolige forhold.

-Bær altid din baby med ansigtet mod dig. På den måde kan dit barn altid se dig og har bedre mulighed for at lukke af overfor for meget stimuli. (Det samme gælder, hvis du bruger en klapvogn - vælg altid en vogn, hvor babys ansigt er vendt mod dig!).

-Lad din baby ligge på et tæppe og lad baby finde fingre, fødder og tæer (før det finder legetøj i pangfarver).

-Stimuler det visuelle med blide og sarte farver, der ikke 'larmer'.

-Vælg kvalitet og naturmaterialer (på den måde undgår du også al den kedelige kemi der er i plastik og andre kunstige materialer).

-Tal med din baby.

-Syng for din baby.

-Sørg for at din baby kan bevæge sig frit og har behageligt tøj på.

-Læg ting foran barnet, så det kan kigge og række ud, når det ligger på maven. Forsøg altid at opfordre barnet til aktiviteter, som både foregår på mave og ryg (Aktivitetscentrer pacificerer barnet og opfordrer udelukkende til, at baby ligger på ryggen - baby har i øvrigt ingen mulighed for at trække sig væk, eller søge ind i sig selv).

-Drop skråstolen. Det er endnu en ting der pacificerer barnet og den er i øvrigt et mareridt ergonomisk.

-Lad dit barn stifte bekendskab med mange forskellige NATURLIGE materialer: Træ, uld, bomuld (Rangler i træ, uldbolde, bløde tøjdyr etc.)

Undgå alt der er designet til at pacificere babyer:
Skråstole, aktivitetscentre, baby-tv, hoppegynger, gåvogne etc.

For at vende tilbage til dokumentaren om de fire babyer, så er jeg virkelig betaget af hvordan babyerne efterligner deres omsorgspersoner. Efterligning er jo et af de emner, jeg så ofte har talt om her på bloggen, og hvor vigtigt det er, at vi voksne er forbilleder for vores børn. Det viser også, hvor lidt børnene i virkeligheden har brug for vores indblanding. De små børn i Namibia, der sidder og slår med sten, som deres mødre gør det og øver sig i at bære ting på hovedet, mens deres mødre sidder omkring dem og arbejder.! Vores børn kan godt selv. Vores børn behøver nærvær - ikke aktivering. Vores børn har ikke behov for farvestrålende plastik. Det er et behov, vi voksne har skabt!
En vidunderlig ting ved filmen er, at den viser det mest essentielle ved det at få et barn, uanset hvor i verden det fødes. Den viser at størst af alt er kærligheden.

 En sød læser har sendt mig et link til hele filmen. Den kan ses her! Og traileren kan ses nedenfor:


22 comments:

  1. Jaaaa jeg er glad og enig. Tak for de fine forslag og tak for at sætte ord på. Jeg synes det mest skræmmende ved dokumentaren (når ser bort fra den pangfarvede plastic) er et billede på hvor meget vi overvåger vores børn i vesten. Ved børnene i Japan og USA er de konstant i forældrenes søgelys hvorimod den lille dreng fra Mongoliet lever survival of the fettest blandt dyrene og det afrikanske barn lander på en midter plads, hvor fællesskab og væren til og dermed sammen går op i en højere enhed. Jeg gik til alt for mange ting med min søn, netop måske af frygt for at vi ikke skulle kede os alene og lidt en "hop på vognen" påvirkning af det er sådan man gør, men han sagde fra. Det er bare først nu jeg ordentlig kunne se det. Heldigvis foregik det også i en slynge på maven en del af tiden.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Og ja, det med at være lidt bange for at kede sig. Jeg tror at mange har det sådan. Specielt med det første barn. Vi er jo også vante til udearbejdende mødre og er ikke vant til den hjemmegående rolle. Nu har jeg fire børn, så jeg synes der er rigeligt at se til. Har faktisk i denne omgang droppet alt også mødregruppen. Det bliver hurtigt for meget!

      Delete
  2. Jeg kom i tanke om endnu en ting, som underbygger din teori om, at babyer ikke behøves alt mulig stimuli i form af aktivitetscentre etc Jeg synes det er slående hvor ens de fire børns udvikling er motorisk på trods af så forskellig opvækst.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, du har helt ret! Det med overvågningen er en kedelig tendens. Også det der blev talt om i det talkshow for lidt tid siden... Det er ekstremt i USA, men heldigvis lidt bedre her hjemme...
      Jeg blev specielt inspireret af tilgangen til babyen i Afrika. I Mongoliet var det lige lidt for ekstremt, men hvor var det en fantastisk dokumentar!! Tak for kommentar Ida;o)

      Delete
  3. Jeg har ikke helt små børn mere, men synes alligevel, at det er interessant at læse, hvad du skriver. Den film ser helt fantastisk ud!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Den er virkelig værd at se! Så fin en film! Tak for din kommentar!!

      Delete
  4. Tusind tak for linket <3 Og hvor er det sjovt, den dokumentar blev også sendt da jeg var højgravid i dec 2012 - super udsendelse!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Den er fantastisk. Jeg sad og så den med min lille bebs i armene.... Var fuldstændig grebet af den;o)

      Delete
  5. Åh den film husker jeg godt. Den fascinerede mig også utrolig meget.

    Jeg er så enig med dig Lisbeth - det med at holde det så naturligt som muligt og lade børn undersøge, udforske og udvikle sig uden vi voksnes konstante indblanden

    ReplyDelete
  6. Åh den film husker jeg godt. Den fascinerede mig også utrolig meget.

    Jeg er så enig med dig Lisbeth - det med at holde det så naturligt som muligt og lade børn undersøge, udforske og udvikle sig uden vi voksnes konstante indblanden - på den dårlige måde.

    Vi har dog både skråstol og en skrækkelig gåvogn. Skråstolen er alene af sikkerhedsmæssige årsager. Når man som jeg er meget alene med børnene og aftensmaden stadig skulle laves. Så var det en tryghed for mig at have Liv i den så ingen hund eller andet kunne gøre noget der ville være bekymrende.

    Jeg er nok af den overbevisning at ekstremer er for meget i alle sammenhænge. Det være sig både i den ene og den anden retning. Hvis vi lever under en sten og ikke klæder vores børn på til eksempelvis internet verdenen, ja så har vi som forældre ikke gjort vores arbejde godt nok.
    Jeg tænker det handler om at vi bliver nød til at lærer vores børn at navigere i 2015. Og ligesom med alt andet, så er det godt at have byggematerialet iorden - lærer de basale ting først og pøse på hen ad vejen.


    Håber det giver mening - og nu vil jeg sætte mig til at se denne smukke film ❤️

    ReplyDelete
    Replies
    1. For mig handler det bare om balance. Vi lever i Danmark, så naturligvis bliver det aldrig så simpelt, som i Namibia. Bevistheden er bare så vigtig... Og vores børn skal netop geares til verden uden for. Men vi skal bare gøre det på en måde, hvor børnene også får lov til selv at finde deres vej...

      Delete
  7. Nu har jeg også set filmen - tak for link! Den er godt nok fin og interessant og flot filmet fra børnenes synsvinkel.
    Mine lægenerver gippede, da den mongolske dreng kravlede rundt i en flok køer, og når de små hoveder i Namibia drak lystigt fra en mudret vandpyt. Men sådan er vi jo heldigvis forskellige. Meget, meget flot film.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ha ha;o) Ja, det kan jeg godt forstå. Det er godt nok også noget HELT andet en her hjemme, når man ser den mongolske dreng, som er meget alene... Nu er det næsten et år siden jeg har set den, så jeg husker det ikke helt;o) Jord er da super for immunforsvaret;o)

      Delete
    2. Jo, afrikansk jord er sikkert sundt, men der er godt nok nemt alle mulige ubehagelige parasitter i....... Mærkværdigvis overlever de fleste afrikanere fint!

      Delete
  8. Jeg har ikke selv børn(men bliver helt skruk, hver gang jeg læser på din blog), men synes børn og deres udvikling er så interessant, og som jeg selv lever mere og mere naturligt, så finder jeg det helt naturligt, at mine kommende børn også skal det. Det her er noget, jeg har tænkt meget over, og tænkt jeg nok vil skulle have noget farvestrållende plastik, for de kan blive ordentligt stimuleret. Så tak for en vinkel i den anden retning. Viser vidst bare hvor gode firmaer er til at overbevise os om, hvad vi har brug for. Og glæder mig til at se videoen, når jeg en dag får tid.

    Mange forårshilsner
    Rikke

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tusinde tak Rikke! Jeg er glad for at du bliver inspireret, selvom du ikke har børn. Det er ikke så skidt, at være lidt forberedt mentalt;o) God aften!!!

      Delete
  9. Du har så ret i det du skriver. Som førstegangsmor er det utrolig let at blive fanget i strømmen. Du fik lige gang i lidt tanker. Tak for det. Og den dokumentar må jeg se! Den lyder fantastisk!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Dejligt at høre! Den er værd at se;o)

      Delete
  10. Den film må jeg vist hellere få set! Tak for en skøn blog med meget spændende læsning. Jeg er selv mor til to. En dreng på 2,5 år og en pige på 5 måneder. Vi har netop besluttet at jeg ikke skal tilbage på arbejdsmarkedet til efteråret når min barsel slutter. Det virker bare mest rigtigt for os lige i øjeblikket. Vi vælger dog at vores søn skal i deltidsbørnehave 5-6 timer om dagen. Har du erfaring med det? Jeg håber du vil skrive mere om livet som hjemmegående. Gerne rytmer og hvordan du strukturerer dagen. Vi bor i en lejlighed i Århus og har en kolonihave. Har du mulighed for at skrive om sparetips og hvordan i får det til at hænge sammen med kun én indkomst?
    Og til sidst så håber jeg også du vil skrive mere om opdragelse. Synes der er mange udfordringer med en 2,5 årig. Jeg kan rigtig godt lide din holdning til at vi skal sætte krav til vores børn og hvordan man giver dem godt selvværd. Jeg har bare svært ved at få det ned på min søns niveau... Det var lige lidt tanker og ønsker herfra. Endnu engang tak for lærerig læsning!
    Kh Ann

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for kommentaren! Martha går i børnehave ca. 25 timer om ugen. Det fungerer rigtig fint. For tiden holder hun gerne en fridag om ugen og er så i børnehave 5-6 timer de øvrige dage. Tak for inspirationen til indlæg. Jeg skal tænke lidt over det;o)

      Delete
  11. Tak for link til dokumentaren. Den har jeg ledt efter, uden held, siden jeg fik den anbefalet for et par måneder siden. Det var ventetiden værd. Sikke en smuk film!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Dejligt! Ja, den er så fin!!!

      Delete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!