Saturday, December 27, 2014

Juledage, ro og kærlig julemad...

Jeg håber I har nydt juleaften og juledagene! Vi havde en virkelig hyggelig juleaften, bare min mand og jeg og vores fire børn. Det var rigtig dejligt at være hjemme, hvor børnene kunne blive lagt i deres egne senge. De klarede det rigtig godt. Sjovt nok har det været Alma på 11 år, som havde sværest ved at vente på julegaverne. Storm og Martha klarede det så godt! Vi bruger altid lang tid på gaverne. Tager én pakke ad gangen, så alle kan se, hvad vi hver især får. Det er så dejligt at se, at børnene også finder en kæmpe glæde ved at give gaver til os og hinanden. Bror sov fra det hele, og de 'store' børn kom i seng klokken 22.00, så min mand og jeg, fik et par timer uden børn! Det var en perfekt juleaften.
Marthas første pakke var en væv, og den var hun så optaget af, at resten af gaverne var næsten ligegyldige. Hun fik også det smukke dukkehus, som hun har leget med uafbrudt siden juleaften. Storm fik rollespils-sværd, kappe, trylledrik og hue, og han haft tøjet på siden!
I dag er min mand, Martha og Storm til julefrokost. Alma er hos en veninde, og Bror og jeg er alene hjemme. Bror sover stadig en del i løbet af dagen, og jeg nyder at have lidt tid for mig selv oven på juledagene.

I går var vi til julefrokost hos min mands familie. Min svigermor havde lavet forskellige salater, og jeg havde selv medbragt nøddepostej, guacamole og en lækker salat med julesalat, granatæble, figen, mandler, persille og sennepsdressing. I 8 måneder har jeg spist vegetarisk og i de sidste 4 måneder uden mælkeprodukter. Jeg skal nok en dag skrive lidt om, hvorfor jeg har valgt at leve på den måde. For mig er det ikke en hysterisk diæt, men en etisk beslutning, som jeg har det rigtig godt med, og som min krop også trives fantastisk med! Jeg oplever heldigvis, at folk omkring mig fuldstændig respekterer mit valg.
Til julefrokosten så min tallerken sådan ud. Juleaften fik jeg dog både rødkål og brune kartofler sammen med pocherede æbler osv. Min mand havde lavet den lækreste nøddepostej, som jeg vist må dele opskriften på en dag ved lejlighed!

Til sidst vil jeg lige minde om Storms indsamling til Røde Kors, og jeg vil takke dem der har støttet. Du finder den her!


10 comments:

  1. Det lyder som en skøn jul med plads til alle.
    Din tallerken ser rigtigt indbydende ud. Jeg bliver aldrig vegetar, - jeg elsker simpelthen kød, - men vil meget gerne have mange flere grønsager ind i min kost. Så opskriften på nøddepostej må du gerne dele :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det gør jeg en dag;o) Glædelig bagjul til dig;)

      Delete
  2. Lyder som en dejlig juleaften! :-)
    Her var det Elvira på 6 år der havde svært ved at håndtere gave-delen, i år havde vi valgt lidt færre, men større gaver, fordi vi oplevede sidste år, at de nærmest ikke kunne rumme alle de gaver. Men det var åbenbart også svært for hende i år... :-)

    Nu er det ikke overhovedet for at blande mig i din kost :-) Men har du undersøgt vigtigheden af animalsk protein, især for kvinder? Der lader til at være større sandsynlighed for knogleskørhed, når man helt udelukker smør, yogurt, ost, og selvfølgelig kød... ;-) Hvis du er helt cool med det, så lader jeg det ligge, ellers må du sige til, så har jeg masser af info om det...

    KH Maria

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, det kan jo altid diskuteres... Man kan få alt hvad man har brug for på en plantebaseret kost... Det er der også undersøgelser der viser. Min mor har spist plantebaseret i 35 år, og hun er det sundeste menneske, jeg kender... Ikke at jeg kan basere min viden på det, men der er dæleme mange usunde kødspisere;o) Jeg har det rigtig fint med at spise på den måde;o)

      Delete
    2. I øvrigt... Ja, børn er bare så forskellige... Jeg kan huske at Storm i 6-7-årsalderen havde så svært ved at rumme at vente på gaver... Nu er han blevet 9 år og er totalt afslappet omkring det. Tror det hjælper lidt med alderen og så afhænger det selvfølgelig også af hvor følsomt barnet er...

      Delete
  3. Helt ok, det er jo det allervigtigste... ;-) Altså, at du har det godt med det!
    Ja, Elvira er meget følsom, men ja, jeg håber også, at hun vokser lidt ud af det....
    KH

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, hun skal nok blive bedre til det med gaver;-) det med følsomheden må man jo acceptere... Storm er sådan en der tænker over de helt store ting og virkelig grubler over, hvad han kan gøre ved verdens uretfærdighed:-) jeg har det faktisk sådan, at det er en stor gave! Han er så empatisk og tænker så meget på andre. Selvom det er hårdt for ham, at være så følsom, er jeg sikker på, at han får gode ting ud af det...

      Delete
    2. Ja, det er helt sikkert en gave, men jeg glæder mig til at hun bliver lidt større, så jeg bedre kan hjælpe hende med redskaber til at lukke op og ned for følsomheden...

      Delete
  4. Uha ja - gode vegetar opskrifter tages imod med kyshånd. God jul.
    KH Christina

    ReplyDelete
  5. Gode vegetaropskrifter bliver også taget godt imod herfra :) Hvad mon Alma fik i gave? :) Kh. Lærke

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!