Thursday, October 9, 2014

Selvstændighed begynder i det små!

Hver morgen, når Martha og jeg går til hendes børnehave, passerer vi mine store børns skole. Her observerer jeg samme scenarie dag efter dag. Børn i hastigt tempo på vej op ad stien til skolen efterfulgt af deres lidt mere trætte forældre. Det billede er der jo ikke noget mærkeligt i på en skolevej, men hvad der er rigtig mærkeligt er antallet af børn, der øjensynlig lider af alvorlige rygproblemer. Jeg tænker jo, at børn, der ikke selv kan bære deres skoletaske, må lide af et eller andet meget alvorligt. Eller tager jeg fejl?
Spøg til side! Jeg er naturligvis godt klar over, at det nok ikke er rygskader, der er tale om, men om forældre, der blot hjælper deres børn med at bære tasken, og det er der vel ikke noget galt i!? Eller er der?

Mine børn cykler selv i skole om morgenen. De bærer også selv deres tasker, og de husker selv deres madpakker, som de de fleste dage også selv har smurt.
Det er ikke fordi jeg er doven, eller ikke har lyst til at hjælpe mine børn, at jeg sjældent følger dem i skole og aldrig bærer deres taske. Det er fordi, jeg ved, at de selv kan, og fordi jeg ved, at selvstændighed begynder i det små. Jeg håber at mine børn udvikler sig til selvstændige voksne, og jeg hjælper dem naturligvis til at blive det. Det gør jeg ved ikke at gøre mig selv uundværlig og ved at have tillid til, at mine børn kan klare rigtig mange ting selv.
Min søns klasselærer meldte for kort tid siden ud, at alt for mange børn blev fulgt ind i klassen, fik båret tasken og blev hjulpet overtøjet af osv. Det er heller ikke et sjældent syn at se børn, som mest af alt minder om en sæk kartofler halvt liggende på garderobepladsen, mens far eller mor hiver overtøjet af dem og giver hjemmesko på for derefter at bringe barnets madkasse til køleskabet.
Jeg er ikke perfekt, og jeg 'glemmer' også indimellem at stille krav til mine børn. Det er når overskuddet mangler, når jeg har travlt, og når det tager Martha 20 minutter at knappe sin jakke op, men jeg forsøger altid at minde mig selv om, at det i sidste ende betaler sig, at lade mine børn gøre tingene selv. Som forældre er det en af vores fornemste opgaver, at hjælpe vores børn til at blive selvstændige mennesker, og det begynder med tilliden til, at de kan klare helt basale opgaver selv. Det er da ret interessant, at der fra mine børns skoles side gang på gang bliver opfordret til, at børnene selv cykler i skole. Parkeringspladsen ender de fleste morgener i trafikkaos, fordi så mange børn på samme tid skal afleveres i skole. Det er interessant, fordi det er en kommunal skole, og de fleste børn ikke har længere til skole end 2-3 kilometer. Min by er samtidig fantastisk på grund af de mange stisystemer, som gør det muligt, at finde ruter, som ikke kommer i nærheden af trafikerede veje.

Jeg synes, at vi forældre skal give vores børn muligheden for at vise os, at de godt selv kan! Det øger selvtilliden, når vores børn får chancen for at klare tingene selv.
Så hvis dit barn ikke selv vil bære skoletasken, laver cirkus over, at skulle hjælpe til med aftensmaden eller protesterer voldsomt over de aller mindste krav, så er der et spændende stykke arbejde at gå i gang med!

23 comments:

  1. Jeg kan kun give dig ret! Og jeg vil gerne tage det et niveau op, nemlig at vi forældre ikke kun nøjes med at bære tasken, men også kommer til at bære eller beskytte barnet mod besværligheder og ubehag i livet generelt.
    Og som lærer (som møder disse "curling-børn") må jeg sige, at de børn, som håndterer livet bedst, er de børn, som har selvstændighed og kan selv. Vi vil rigtig gerne beskytte vores børn mod at mærke livets mere svære og besværlige sider, men måske skulle vi lære dem at håndtere det i stedet?
    Hjemme hos os er obs på dette i hverdagen, for vi ønsker, at vores pige skal blive robust. Og samtidig er vi obs på at anerkende de følelser, hun har. For når livet er svært, skal hun hjælpes og støttes. Men vi skal ikke tage det svære fra hende. I bund og grund kan vi jo heller ikke. V kan bære hendes skoletaske, men vi kan ikke beskytte hende mod livets knubs. Men vi skal ingen af delene - derimod støtte hende. Det blev vist lidt rodet. Håber det giver mening?! :-)

    Kh
    Anna

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det giver simpelthen så meget mening! Du har virkelig ret!

      Delete
  2. Hvor er det dejligt, der stadig er nogle af din slags. Håber det kan smitte til nogle flere :-)

    ReplyDelete
  3. Min dreng er lige startet i skole og jeg har virkelig ofte tænkt på det med skoletaskerne! Det er en privatskole, så børnene kommer langvejs fra og kan ikke selv komme derhed (også fordi vores offentlige transport her omkring byen er helt til grin). Men altså, det med taskerne har jeg tit tænkt over.
    Ligeledes de børn i børnehaven der bliver båret ind i børnehaven hver morgen?! Det er mærkeligt at børnene kan gå flere kilometer hver dag i børnehaven (det er en skovbørnehave), men tilsyneladende ikke de 100 meter fra bilen til garderoben?? Mystisk! :)

    ReplyDelete
  4. Hørt! Men jeg ved du hvad, jeg har netop tænkt på, idet min dreng stadig er ret lille, kun lige fyldt et år for nogle måneder siden, at måske kan én af forklaringerne hentes ved at børn ofte gerne vil noget før de helt selv kan det. Og så hjælper man dem selvfølgelig. Som fx at få sko på. Man hjælper dem når de er helt små, men så skal man jo lige huske at omstille sig med barnet og opdage når det godt selv kan. Og sådan er det måske med en masse ting her i livet. Jeg skal i hvert fald øve mig i at forstå hvad det medfører jo ældre min dreng bliver og jo mere han så småt kan selv.

    ReplyDelete
  5. Hej Lisbeth

    Jeg læste dit indlæg tidligere i dag og har gået og summet over det siden. Jeg er helt enig med dig, men det var dejligt med en reminder. Min mand og jeg har lige truffet nogle nye beslutninger på grund af det. Så jeg vil lige vende tilbage og sige tak for inspirationen!

    Kh Lisbet

    ReplyDelete
  6. Dejligt indlæg Lisbeth :)
    Herhjemme får børnene også lov til at gøre en masse selv, og det er SÅ fedt når man ser de hele tiden vokser lidt og modnes. Og så elsker jeg at den store er så selvhjulpen, og også uden brok hjælper til med den lille. Det er både en praktisk hjælp, men det er også båndet mellem dem vi styrker.

    KH Maria

    ReplyDelete
  7. Such an interesting post I really agree with. In our home there's often a disagreement between my husband and I on this. I go out to work early and he works at home and sees the children off to school. It makes his life easier to do things for them I think! In the long term though I so agree with you, that won't pay off! As they get older now he's getting frustrated so I'm hoping he will give himself a break and help them be more independent. He is marvellous in that he walks them to school everyday too, it s a little far for them to go alone.

    I enjoy your beautiful blog so much. Thank you for sharing xx

    ReplyDelete
  8. Denne her post skulle offentliggøres i samtlige aviser, ugeblade, fagblade, Samvirke m.v. for det er stof til eftertanke for rigtig mange forældre, der i virkeligheden gør deres børn en bjørnetjeneste - som tilbagebetales senere med utilpassede krævende børn. Jeg vil tillade mig at lægge den på min facebookvæg.

    ReplyDelete
  9. HØRT!!! Fattede det simpelthen hellere ikke da mine tvillinger startede i skole, aaaalle deres klassekammerater skulle hjælpes i hovede og bagdel. Jeg fulgte dem gerne ind, men de skulle selv klare det med overtøj, skoletasken og sætte madpakken på plads. Og da de startede i 1.kl blev blev der sendt skrivelser ud om at NU ville lærerne ikke længe se forældrene i klassen om morgenen, servicerende deres børn, for de kunne godt selv. På det tidspunkt var mine to begyndt lige så stille at hjælpe med madpakkerne om aftenen. De synes det var så spændende. De cyklede også selv, min mand fulgtes med dem hen til et stort grimt og meget trafikeret lyskryds, hvor han sikrede de kom over.
    Nu er de lige blevet 12 og det er de mest selvstændige unger jeg kender. De sørger selv for madpakke, pakke skoletasken og faktisk også det at stå op om morgenen. Det er der stadig ingen af deres kammerater der formår og det er i den grad sørgeligt.
    Kh Susanne

    ReplyDelete
  10. Jeg er på mange måder enig, men synes også at karakteristikken af de 'curlende' forældre og deres børn bliver lidt for unuanceret. Hvis min treårige løber rundt i skoven dagen lang, er der så noget galt med at jeg bærer hende hjem fra skovbørnehavens bus, måske endda i en slynge der giver nærhed og tryghed? Og hvad med samsovning, er det også skidt for børnenes selvstændighed? Det er der jo mange der mener, men blandt denne blogs typiske læsere (inkl. undertegnede) er samsovning politisk korrekt. Hvorimod det er ukorrekt at bære barnets skoletaske...

    Jeg synes også at diverse pædagoger og læreres tale om curlingforældre nogle gange giver bagslag og måske er en smule for letkøbt. Jeg har selv oplevet, da mit barn blev mobbet i skolen, at møde den holdning at jeg nok beskyttede for meget og ikke havde gjort mit barn tilstrækkelig robust, når han ikke kunne klare de slag, han fik af de andre. Faktisk var mit barn opdraget til selvstændighed - bar selv skoletasken, transporterede sig selv osv. Men i takt med at mobningen tog til blev han mere ked af det og ængstelig - egentlig en naturlig reaktion, synes jeg - og det blev sværere for mig at opretholde de vante grænser for mit barn, der var i krise. Og det var også på mange måder naturligt. Men i skolens øjne var det min skyld, at mit barn ikke bare slog fra sig i skolegården og 'klarede' den hårde skolehverdag. For jeg var jo en af de der curlingforældre, som vi hører så meget om...

    Faktisk synes jeg, at det er svært med disse indlæg. Mange af de forældre, der kører deres børn til skole og som bærer deres tasker, vil ikke ændre dette uanset om de læser indlægget. Mens vi andre igen rammes af dårlig samvittighed over at hjælpe vores barn med lynlåsen om morgenen eller at ungerne ikke deltager nok i madlavningen.

    Desuden har mine børn (med undtagelse af mobbe-perioden) aldrig været utilpassede og krævende, heller ikke da jeg hver dag gav dem tøj på om morgenen, fordi det simpelthen var det letteste og hurtigste i en hverdag som enlig mor med fuldtidsjob.

    ReplyDelete
  11. og man skal så også huske ikke at dømme andre folk på den måde de opdrager børne på... ja man kan undres.. men i bund og grund er der måske en grund til forældrene gør som de gør... jeg syntes der er en rigtig trist tendes til at hævde det man selv gør som det rigtige og pege fingre af andre....og som udgangspunkt gør mine børn alt det de selv kan... dette er som udgangspunkt. og der findes så rækker af undtagelser... men det øjebliks billede en tilfældig forældre får den da vedkommende ser en undtagelse.. kan man jo som som her skive pegefingre indlæg af... for vi er jo eninge om det IKKE er misrøgt at bærer barnet taske... eller at kramme barnet hele vejen ind i børnehaven.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Kære Camilla og anonyme (kan ikke helt finde ud af om i er en og samme person;o)!
      Jeg mener ikke, at jeg er fordømmende. For at skabe debat, er man indimellem nødt til at bruge nogle billeder på en tendens. Der kan være masser af grunde til at forældre gør som de gør. Vi har travlt, vi har dårlig samvittighed osv. osv. Vi vil alle sammen det aller bedste for vores børn. Det kan fint være at de forældre, som bærer taskerne i virkeligheden er super gode til at stille krav i hjemmet- det aner jeg intet om, men et af emnerne til samtlige forældremøder i mine børns skole, handler om den generelle opdragelse i hjemmet og krav (eller mangel på samme). Det er bare en kæmpe udfordring at være forældre, og som jeg ofte skriver på min blog (også i dette indlæg), så er jeg absolut ikke perfekt. Jeg gør ting, som ikke er specielt hensigtsmæssige- men jeg gør mit bedste. Fuldstændig som alle andre...
      Jeg synes, at der er en stor forskel på at bære en lille barn i slynge og samsove i forhold til at hjælpe ens barn med ting, som det godt kan selv- det handler om at give ultimativ tryghed, så det kan gå ud i verden med en følelse af, at der altid er nogle der passer på en og er der for en uanset hvad...

      Delete
    2. Jeg er ikke også den anonyme. Men ja min holdning er meget som hendes. For som du er inde på ser du kun et øjeblik af børns hverdag. Og udefra dette konkludere du at alt for mange børn. . Altså pånær dig for du er opmærksom på det. Forhindre børn i at udvikle selvstændig. Være selvhjulpen og hjælpe til.. men denne respekt og hjælpen går jo 2 veje. Så når barnet er træt har brug for ekstra omsorg osv... så hjælper man det da.. og ja du ser en mor der være taske barn ligger madkasse på plads osv... jeg ligger forøvrigt min søns eftermiddag madkasse på plads hver dag.. det har intet med curling at gøre men forde køleskabet stå på min vej. Ikke hans vej. Jeg oplever kun problem med curling forældre når lære og pædagoger og beviste forældre skal klappe den selv på skuldrene eller når de skal plante aben ved problemer i skole og sfo. Også lige i medierne når de mangler stof.

      Delete
    3. Altså- jeg har måske ikke udtrykt mig helt klart i teksten, men det med taskerne er et billede på en tendens i tiden- et billede jeg sætter op for at skabe en debat. Jeg konkluderer ikke noget, og jeg siger ikke, at forældre forhindrer deres børn i at blive selvstændige. Jeg forsøger bare at prikke til en større bevidsthed. Jeg siger jo samtidig, at jeg ikke selv er perfekt. Naturligvis går hjælpen begge veje. Jeg hjælper ofte mine børn på vej- men det er det sidste stykke, de selv skal have lov at klare....

      Delete
  12. Jeg er selv en af disse børn der kunne alt husligt og tage vare på andre var moden pp nogle områderog selvhjulpen. . Det var ikke rart men jeg lærte meget om pligter og hvad man bør og skal gøre. .. jeg hade mad lavning tøj vask oprydning det var jo pligt på pligt. .. ikke rart fællesskab. . Selvom min mor trode det og gjorde det i bedste mening

    ReplyDelete
  13. Jeg er fuldstændig enig med dig.
    Jeg tænker selv at for hver ting, jeg gør for mine børn som de selv ville evne at gøre, ja så frarøver jeg dem noget.
    Jeg tror den form for forkælelse hænger sammen med en dårlig samvittighedhed over den tid mange forældre ikke prioritere sammen med deres børn... Bare en tanke.

    Kram herfra Camilla

    ReplyDelete
  14. Hvis du gør noget for dit barn, som det kan gøre selv, bremser du det i dets udvikling.

    ReplyDelete
  15. Hej Lisbeth,
    Jeg er enig i dine synspunkter på mange måder. Jeg synes også, at det er vigtigt at børnene klarer mange ting selv. Og jeg prøver at minde mig selv om det i hverdagen, men jeg må også indrømme, at sådan som vores hverdag hænger sammen (med to udearbejdende forældre - og ja, jeg ved godt, at det er en prioritering, som er en helt anden snak/historie), så vælger jeg ind i mellem den løsning, at gøre tingene selv... Og ja, jeg ved godt, at det er ris til egen r**, men jeg prøver i stedet at inddrage dem mere i weekendens aktiviteter.
    Men de kan nu godt selv bærer deres tasker... ;-) Men vi har f.eks. 15 km i bil til skolen, så de bliver kørt, og de bliver afleveret kl. 7, så ofte er de også rimelig trætte... De kommer dog fra en god børnehave, hvor de har været i skarp træning med at få tøjet af og på, så den del klarer de også selv... Men ja, jeg er lidt presset på tid om morgenen - ikke fordi jeg ikke står tidligt nok op, men fordi SFO'en åbner kl. 7 og jeg skal være 50-60 km længere væk (op ad en køfyldt motorvej) kl. 8... Så ja, det er ikke altid der, at jeg vælger at tage kampen... :-)
    Jeg ved godt, at din indlæg ikke er ment som et angreb, men som en filosoferen over samfundet, men jeg tænker bare, at der tit er en hel historie bag de ting vi "ser" omkring os...
    KH. Maria

    ReplyDelete
  16. - skal lige siges at jeg selv har været (og er?!) noget af en curling-mor for min ældste dreng, der havde en svær start på livet m sygdom mm.

    ReplyDelete
  17. Hm, start af kommentar kom ikke med: godt indlæg, vi vil jo alle gerne give vores unger selvværd og robusthed, så de ikke knækker, når de i teenagealderen (eller før) skal til at stå mere på egne ben og navigere i alle de forventninger, der er til dem. Det gælder om at starte i det små!

    ReplyDelete
  18. Dette er så sant! Takk for påminnelsen!

    ReplyDelete
  19. Kom i tanke om en anskuelse, som jeg synes hjælper i mange henseender. En anskuelse, som kommer fra en bog af sundhedsplejeske Helen Lyngsø, som handler om, at i stedet for at synes, at noget er synd for ens børn, så skift anskuelsen ud med, at det er svært. F.eks. når vi spiser morgenmad om morgenen og min 1 årige søn bliver ked af det og smider skeen med grød på gulvet. Hvis jeg tænker det er synd for ham vil jeg automatisk gøre det for ham. Når jeg tænker, det er svært for ham og han behøver min hjælp til at lære at gøre det selv. I det ligger der en helt anden anerkendelse og forståelse af, at det er svært at spise med ske og det kræver tid og tålmodighed. Det er selvfølgelig en vurderingssag og noget gange bliver han madet fordi han er træt og ikke kan overskue mere, men det handler stadig om, at det er svært for ham og i situationen vurderer jeg, at der ikke kommer noget godt ud af at forsøge. Det er så svært at arbejde med synd og skam, for det taler til hele følelsesregisteret mere end det handler om at se barnet og konteksten.

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!