Wednesday, February 26, 2014

Min første hjemmefødselsberetning...

Tidligere i dag søgte jeg på hjemmefødselsberetninger på nettet, og pludselig faldt jeg over min egen beretning, som jeg skrev for snart elleve år siden, lige efter Alma var blevet født. Jeg har ikke gemt den på min computer, så det var ret specielt at læse den igen og egentlig også overraskende, at den stadig ligger derude i cyperspace! Ja, man skal helt sikkert tænke over, hvad man deler, for det forsvinder altså ikke igen.

Beretningen skrev jeg, da jeg var 23 år. I dag er jeg 34, og det hele føles en smule fjernt. Fra at Alma var en lille sød baby med det fineste mørke hår, er hun nu en stor pige, som er helt sin egen. Til tider den mest anstrengende præ-teenager, men også et fantastisk menneske og en virkelig stor og sød pige!

Her får I beretningen, og det bliver helt sikkert første og sidste gang 'McDonalds' bliver nævnt her i øko-helse-land. Se så kom der afsløringer på bordet! I havde sikkert aldrig troet, at jeg ville spise den slags! Ha ha! Her kommer den meget lange beretning:

Da Alma blev født hjemme


Jeg havde længe haft tanken om, at jeg godt kunne tænke mig at føde mit første barn hjemme. Jeg er af den type der mener, at hospitaler er for syge mennesker, og det var absolut ikke et sted, jeg kunne tænke mig, at mit barn skulle opleve den første vigtige tid af sit liv.

Min storebrors kæreste havde et par måneder inden min termin født en dejlig datter på Hvidovre, og de havde ikke haft en speciel behagelig oplevelse der. Min bror kunne ikke overnatte på hospitalet og måtte forlade sin nyfødte datter og sin kæreste hver aften.

Fødslen havde været præget af skiftende jordemødre og travlhed, og under deres 5-dages ophold havde hverken hun eller deres lille nye datter fået sovet ret meget, fordi der var en lille fyr, der havde holdt alle på hendes firemandsstue vågne ved at skrige højlydt hele natten!

Denne historie bekræftede mig i, at det bestemt ikke var sådan et sted, mit barn skulle komme til verden. Jeg ville have ro og fred til at lære mit barn at kende, og hvor kan man det bedre end i sit eget hjem?

Desværre stod vi i flytterod, og derfor blev mine lyserøde planer om hjemmefødsel skubbet lidt i baggrunden. Vi flyttede til en ny lejlighed i midten af april, og jeg som var i ret god form, flyttede rundt på sofaer og reoler til min kærestes irritation. Jeg ville bare have styr på vores hjem, så det var klar til vores barns ankomst.

Min kæreste var vidst lidt bange for, om jeg nu skulle overanstrenge mig, men jeg var helt i hopla, og mine udfoldelser havde ingen indvirkning på babyen i min mave, som blev derinde til 6 dage over termin!

Vi var begyndt til noget fødselsforberedelse, som mest af alt mindede om en skræmmekampagne. Jordemoderen der underviste fortalte gang på gang, hvor forfærdeligt det var at føde, og hvor ondt det gjorde. Jeg tænkte, at hun da mindst måtte have født 10 børn, men ak nej, hun havde ingen børn!

Min kæreste var lige ved at besvime over alt det, jeg skulle igennem, og han blev noget overrasket over at se mig sidde afslappet og spise af mit æble. "Er du ikke bange?", spurgte han. "Hun har jo ikke prøvet at føde", var mit svar.

Den dag hun viste os alle de smertestillende foranstaltninger, tog jeg for alvor min beslutning om, at jeg ville føde hjemme, og jeg meddelte min kæreste det. Han var rimelig nem at få med på idéen. Et par statistikker om sikkerheden ved hjemmefødsel og et foredrag om, hvor meget større betydning og indflydelse han ville få, hvis det var hjemme, og det var det!

Vi fik ret hurtigt styr på vores nye hjem, og jeg følte mig mere hjemme end nogensinde før. Måske fordi jeg vidste, at her skulle mit barn fødes og bo en del af dets liv.

Jeg begyndte at læse, alt hvad jeg kunne om fødsler og trænede vejrtrækning, så jeg blev helt svimmel, men jeg ville være godt forberedt.

Endelig kom så dagen, hvor det skulle ske. Den 10. maj. Ja, det havde scanningen i uge 20 vist, og så måtte det vel være rigtigt. Men sådan skulle det ikke være. Det blev den 16. maj, før der skete noget.

Dagen før (torsdag den 15. maj) var jeg hos jordemoderen, og hun kunne se, at fødslen absolut ikke var nært forestående. Jeg blev henvist til svangreambulatoriet, hvor jeg skulle møde om mandagen og snakke om en eventuel igangsættelse. Jeg blev helt ulykkelig og gik tudende ud til bilen. Jeg sagde til min kæreste, at nu kunne det hele bare være lige meget, og nu kunne jeg jo ikke føde derhjemme.

For at komme i bedre humør smuttede vi forbi McDonalds og købte den største menu, plus nuggets og is. Sjovt nok var det ikke et sted, jeg ville have sat mine ben før min graviditet og heller ikke siden, men under graviditeten havde jeg en ustyrlig lyst til burgere. Bagefter smuttede vi en tur til en babyforretning og købte en lift til bebsen. Det var det eneste vi manglede, og nu var vi for alvor klar til barnets ankomst.

Om aftenen var der film i fjernsynet, men jeg var træt, så jeg gik ind i seng. Min kæreste blev foran fjernsynet, og jeg lå lidt for mig selv og funderede. Jeg sagde til babyen, at nu måtte den altså gerne komme ud til os, for vi glædede os så meget til at se den, og alt var klart. Seng, tøj, bleer, barnevogn og nu også liften. Det hjalp, for tidlig næste morgen den 16. maj fik jeg pludselig følelsen af, at noget var på vej. Jeg stod ud af sengen, og en hel flod strømmede ned over mine ben og fødder.

Jeg fik en fantastisk følelse i kroppen, som slet ikke kan beskrives med ord. På en gang glæde og frygt. Glæde over, at mit barn snart ville komme ud til mig, og frygt for det forestående, som på en gang var så uvidst og på en gang enormt spændende.

Jeg vækkede min kæreste og sagde med usikkerhed i stemmen, at vores barn nok ville komme i dag, og min kæreste blev helt utrolig glad. Han hoppede ud af sengen og fandt stopur frem, men der var ikke meget at tage tid på. Vi ringede til Helsingør Sygehus, og de ville sende en jordemoder ud ved 8-tiden.

Der kom en jordemor ud til os, og jeg kunne lide hende med det samme. Hun nussede mig blidt på kinden og smilede, og jeg vidste, at hun ville være den perfekte til at hjælpe vores barn til verden. Da hun sagde, at jeg nok først ville føde sent om aftenen eller den næste morgen, faldt min sympati for hende en smule. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok.

Jordemoderen bad os om at slappe af, så meget vi kunne, og samle kræfter til den store finale. Hun tog af sted igen, og min kæreste og jeg prøvede at slappe af. Det var lettere sagt end gjort!

Vi kunne bare ikke lade være at ligge og snakke om, hvad der skulle ske. Tanken om, at det var sidste gang, vi bare var os to, var helt fantastisk. Snart skulle vores kærlighed deles med et nyt lille menneske. Snart skulle vi se, om den lille derinde lignede os, eller bare var helt sin egen. Det var utroligt. Al den venten, og nu var vi nået til klimakset. Som en god bog var dette slutningen og begyndelsen på noget nyt og uvidst.

Vi lå og holdt om hinanden og talte minutterne mellem veerne, som ikke var særlig kraftige. Vi stod op og hyggede os over morgenmaden. Veerne var stadig svage, og vi nød bare tiden. Kyssede, sang og dansede.

Vi ringede til min mor, som også skulle være med under fødslen. Hun kom ved 13-tiden, og vi hyggede og spiste frokost. Vores underbo og hendes to børn, som ivrigt fulgte med i det hele, kom op til mig med en æblegren i blomst, så jeg havde noget smukt at se på. En dejlig tanke.

Ved 16-tiden følte jeg pludselig en enorm ændring. Bølger slog ind over min krop med en styrke, der næsten slog mig over bord. Nu skulle det vise sig, om al min forberedelse kunne nytte, og jeg trak vejret, det bedste jeg havde lært.

Min kæreste ringede efter jordemoderen, som kom med det samme. Hun undersøgte mig, og jeg var 4 cm åben. Det var lidt af en skuffelse, og mit humør var på nulpunktet. Jeg skældte ud på min mor. Spurgte om det virkelig skulle tage så lang tid og gøre så forbandet ondt. Det gad jeg faktisk slet ikke være med til. Det var da virkelig tarveligt af hende, at hun havde sagt, at det kunne jeg sagtens klare.

Jeg vidste inderst inde, at jeg godt kunne klare mere, men jeg var bare godt træt af at vente. Jeg havde også bare spurgt tyve gange, om jeg ikke måtte komme op i fødekarret, men jordemoderen sagde hele tiden, at det var alt for tidligt.

Omsider sagde jordemoderen, at jeg kunne gå op i karret, og jeg så frem til at sidde og slappe totalt af. Det var dog ikke lige det, der skulle ske. Vandet fik mig godt nok til at slappe fuldstændig af, og det havde den effekt, at der virkelig kom gang i veerne, som kun blev afbrudt af få sekunders hviletid.

Jeg svævede rundt i karret og havde en forbandet lyst til at presse løs. Jordemoderen sagde: "Ikke endnu", og jeg så på hende med mord i blikket og tænkte: "Hva' fa'en, og så sidder hun bare der og slapper af - hun må da gøre noget!".

Efterfølgende har jeg læst i min journal, at jordemoderen havde skrevet: "Lisbeth klarer veerne flot og styrer selv vejrtrækningen". Og jeg som havde forventet lidt mere af jordemoderen. HA! Jeg tænkte ikke så klart. Hvad skulle hun have gjort? Hun kunne jo ikke føde for mig. Da jeg snakkede med hende efter fødslen, sagde hun, at jeg havde klaret det ualmindeligt flot af en førstegangsfødende, og hun havde slet ikke opfattet, at jeg havde været godt tosset.

Tiden i karret var meget intensiv. Veerne kom konstant, og jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere åben. Det var fantastisk at opleve den kraft, der overgik mig. Jeg, som ikke er særlig sportsligt anlagt, havde aldrig troet, at jeg var i besiddelse af en sådan kraft.

Jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning, men det var umuligt både at tænke på det og også at skulle holde mig oven vande. Min kæreste forsøgte at holde fast i mig, så jeg undgik druknedøden. På et tidspunkt sagde han, at han altså lige måtte slippe mig, for hans fod sov. Jeg hvæsede: "Du giver ikke slip. Tag dig sammen. Jeg er sgu da ligeglad. Om så hele din krop sover, kan det ikke sammenlignes med det her!". Han kom gudskelov på andre tanker. Nok ikke en god ide at begynde at diskutere med en fødende kvinde.

Efter at have svævet rundt i vandet en time, fuldstændig opslugt af veerne, undersøgte jordemoderen mig igen, og jeg var 9 cm åben. Jeg havde lyst til at komme op af karret og føde mit barn på land, så min mor og kæreste støttede mig, og jeg lagde mig på en briks, vi havde sat op i stuen.

Jeg følte en kæmpe pressetrang og fik omsider lov til at presse. Jeg pressede men kunne ikke helt finde metoden og følte en stor frustration. Min mor og jordemoderen prøvede at forklare meget diplomatisk, hvordan det skulle gøres, men jeg kunne slet ikke finde koncentrationen og høre efter. "Jeg kan godt", tænkte jeg og pressede på livet løs.

Jeg troede, at jeg skulle eksplodere, da min kæreste råbte: "Den har sort hår!". Fornyet energi skyllede ind over mig, og jeg pressede igen. "Pres pres", råbte min kæreste. Jordemoderen fandt et spejl frem, så jeg selv kunne følge med. Der blev jeg først for alvor deprimeret. Kun en lille hårtop var at se, og jeg som troede, det snart var overstået.

"Et pres til", sagde jordemoderen. Jeg pressede. Hoved, skuldre og så var hun der. Min kæreste tog imod hende, men det er noget, der er gået mig fuldstændig forbi. Jeg var helt langt væk i alt det, min krop havde været igennem de sidste timer, så først bagefter, da jeg talte fødselsforløbet igennem med jordemoderen og blev det fortalt, kunne jeg svagt erindre det.
Min kæreste lagde hende på min mave, og den dejligste lyd af barnegråd fyldte stuen, så selv underboerne, som fulgte med ude fra opgangen, kunne høre det. Og min kærestes øjne fyldtes af tårer. Jeg var fuldstændig overvældet. Kærlighed og omsorg vældede op i mig, og så græd jeg også. Hun var stadig en del af mig, men ikke så længe endnu. Jeg nød minutterne, hvor jeg stadig gav hende liv, og da hun var klar, klippede hendes far navlestrengen. Vi var ikke længere forbundet - kun i hjertet.

Vi vidste endnu ikke, at det var en lille pige. Vi havde gennem hele graviditeten været fuldstændig sikre på, at det var en dreng, der lå derinde, men da det lille vidunder var der, var det som om, det var fuldstændig ligegyldigt. Der gik faktisk 10 minutter, før jordemoderen spurgte, om vi ikke ville se, om det var en prins eller en prinsesse.

Min kæreste løftede hende op, og vi så, at det var en lille pige. Tanker om lyserøde kjoler, perler og prinsesser fik mig til at le indvendigt. Jo, hun er helt rigtig for mig. Det er det rigtige barn, der er blevet sendt til mig!

Min mave, som var sunket helt sammen, dannede en blød hule rundt om hende. Hun møvede sig op og begyndte at sutte ivrigt. Da vi havde ligget sådan en tid, og jeg havde fået et par sting - ikke noget at tale om - gik vi ind i soveværelset, hvor min kæreste og jeg beundrede vores lille pige.

"Hvad hedder hun?", spurgte jordemoderen. Alma Sophia. Det navn havde vi tænkt på længe. Alma fordi min kæreste og jeg havde læst "Åndernes hus" gennem min graviditet. Hovedpersonen hedder Alba, men vi havde begge forvekslet det med Alma. Sjovt nok. Og så betyder alma sjæl på spansk, og det syntes vi var så sødt. Sophia betyder visdom på latin, så vores datter er en lille vis sjæl. Jeg kunne se på min mor, at det slet ikke var det navn, hun havde forventet, men med tiden vidste jeg, at hun ville blive glad for det. Og rigtig nok, i dag synes vi alle, at hun bare ikke kan være andet end en Alma!

Jordemoderen undersøgte hende, og hun var helt perfekt. Hun havde fået en lille blodsprængning i det ene øje oven på alle strabadserne, men ellers kunne man ikke se, at hun lige havde været igennem det hårdeste arbejde, man kan tænke sig.

Hun blev målt og vejet. 54 cm og en kampvægt på 3,8 kg. Fødslen havde, fra vandet gik, til Alma blev født klokken 18.50, taget lidt over 10 timer, men jordemoderen mente, at selve fødslen kun havde taget knap 3 timer, fordi veerne først kom rigtig i gang klokken 16. Presseperioden, som jeg synes var det mest befriende i forløbet, fordi jeg da selv kunne gøre en stor indsats, havde varet omkring en halv time.

Senere på aftenen fik vi besøg af den stolte morfar, min bror og min kærestes forældre. De syntes alle, at Alma var det smukkeste barn, de havde set. De beundrede hende i ro og mag, men jeg var alligevel lettet, da der var stille i huset, og vi 3 var alene sammen for første gang. Vi lå i sengen og snakkede, jeg ammede, og senere kom min far for en kort bemærkning med lidt mad til os. Vi fik spist, og så sov vi med vores skønne datter imellem os. 

18 comments:

  1. Sikke en rørende og fin beretning! Jeg er også gravid, og har længe overvejet hjemmefødsel. Jeg er selv født hjemme, og for mig er fødsler noget ganske naturligt, og en oplevelse jeg glæder mig helt vildt til. Hospitaler forbinder jeg også en masse dårlig med nok mest pga. mine oplevelser med sen abort, og jeg tvivler på at jeg vil kunne finde ro der. Jeg bor dog i lille og meget lydt lejlighed på 4. sal - det er lidt en bekymring. Men dejligt at læse at det ikke var en hindring for Jer! Knus Anna (du kender mig som nuddi på Insta :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for kommentaren, Anna! Ja, jeg kender dig bestemt... Elsker dine billeder på Instagram -nogle af de aller fineste der er;o) Hjemmefødsel har bestemt været det rigtige for os og vi boede også i en meget lyt lejlighed, da jeg fødte Alma. Jeg tænkte slet ikke over det, da det hele var i gang... Hørte aldrig noget fra naboerne, så jeg tænker, at de ikke har bemærket det;) Nu er det jo også helt forskelligt hvor meget man larmer, og jeg er ikke den mest larmende type! Jeg har tit tænkt på dig, efter du hentede sengen, men Instagram og net er jo ikke lige de steder, hvor man spørger ind til de ting. Jeg håber virkelig, at du har det godt. Kan slet ikke forestille mig hvor hård en oplevelse, det må være. Hvornår har du termin?

      Delete
  2. Ih sikke en smuk beretning :) Lyder som en helt fantastisk oplevelse!

    ReplyDelete
  3. Hvor er det bare skøn læsning! Super dejligt du vil dele. Kom til at grine, der hvor du råber af din kæreste -fordi hans fod sov :) :) Hvad skulle hun egentligt have heddet, hvis det var blevet en dreng..?
    Dejlig smuk hjemmefødsel.
    Drømmer om det samme, hvis vi skal have flere børn.
    Kh Anette

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak;o) Sjovt nok kan jeg overhovedet ikke huske, at vi talte om drengenavne dengang. Kan faktisk kun huske, at vi var enige om Alma hvis det var en pige;o)

      Delete
  4. Så fik jeg da også en lille klump i halsen. Smuk beretning.

    ReplyDelete
  5. Smuk beretning:) Sidder med min sovende 4 mdr. Gamle søn på armen og tårnene trillende ned af kinderne! Ja, ja hormonerne raser, men der findes ikke noget smukkere end når et nyt barn kommer til verden!
    Jeg har født begge mine drenge på hospitalet og især den sidste fødsel var helt perfekt, med den sødeste jordemoder. Tak for at du deler din fødselsberetning, har arbejdet på min i to måneder nu, men tøver lidt med at trykke udgiv! Men den kommer snart;)
    Held og lykke med din næste fødsel

    ReplyDelete
    Replies
    1. Du har helt ret. Der er bare ikke noget større end en fødsel. Suk ja og hormoner... Kender det alt for godt lige i øjeblikket;o) Skynd dig at trykke udgiv;o)

      Delete
  6. Smuk beretning!
    Din fødsel minder mig lidt om min første fødsel - hvor vi sjovt nok havde aftalt at vores pige skulle hedde alma Sophia!!
    Det var kompromiset mellem de navne vi hver især holdt mest af (vi havde meget forskellig smag), men det endte med at hun fik de navne jeg havde valgt istedet.
    Men det er stadig et fint navn, og et kompromis vi ville have været glade for;)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor sjovt med navnet. Vi bruger jo kun Alma, så Sophia virker helt fjollet nu og som noget der egentlig er ret ligegyldigt... Min søn har også et mellemnavn, og det er heller slet ikke brugt, så det virker også lidt underligt...

      Delete
    2. Fik i øvrigt lige læst nogle af dine indlæg på din blog og grinede lidt for mig selv;o) Tak!

      Delete
  7. smuk smuk beretning lisbeth- tak for den. ..fik selv den smukkeste gave at være med til min venindes hjemmefødsel for præcist et halvt år siden igår. Blev via din beretning suget tilbage i en af de smukkeste oplevelser jeg nogen siden har oplevet...Sikke en fantastisk forunderlig gave og mirakel et sådan lille væsen og dets ankomst er..og sikke urkvinder vi kan være..

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det må være fantastisk at se en fødsel udefra. Det ville jeg gerne en dag:o) Det må helt sikkert være en kæmpe oplevelse!

      Delete
  8. Skulle ikke have læst din beretning! Har selv født hjemme 1 gang.. Var også meningen at mit første skulle fødes hjemme, alt var planlagt, men det kunne ikke lade sig gøre alligevel. Men føler nærmest selv jeg har født hjemme halvanden gang ;-) Vi skal ikke have flere børn... Men jeg ville elske at føde igen.. Skørt, jeg ved det.. Og din fortæller er så fin og smuk at jeg får et helt sug i maven og en lyst til at gøre det hele igen!

    ReplyDelete
  9. Hej Lisbeth.
    Ikke selv mor, men når jeg engang får børn kan jeg allerede mærke at hjemmefødsel er noget der skal overvejes, og det har du helt klar været med til at inspirerer til. Tak for endnu en smuk og personlig beretning.
    Som ung pige, der på mange måder kunne tænke mig, at mit første barn kom inden jeg hvertfald blev 25 år, ville jeg synes det var rigtig spændende, at hører lidt om jeres overvejelser om at få børn, i en alder hvor jeg mærker, at mange kan synes, det er for tidligt. Jeg kan føle et pres på at uddannelse og karriere skal være i hus, før jeg bør tænke på det. Noget som en del af mig godt kan blive lidt irriteret over.

    Og ved ikke om jeg har sagt det, men ellers får du hvertfald et forsinket tillykke med graviditeten.

    Mange kærlige tanker til dig og familien

    ReplyDelete
    Replies
    1. Sikke en dejlig kommentar! Tusinde tak;o) At blive mor som 23-årig vil jeg da lige gå og summe lidt over, og det vil jeg rigtig gerne skrive om. Tak for den inspiration. Heldigvis oplevede vi rigtig meget opbakning den gang. Vi er samme alder min mand og jeg, så vi var begge 23 år, da vi fik Alma.

      Skal lige vende det hele i mit hoved og så kommer der nok et indlæg;o)

      KH

      Delete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!