Monday, September 9, 2013

Grænser findes i rammer og forudsigelighed...

En af grundene til at jeg i sin tid valgte, at mine børn skulle gå i en steinerbørnehave, var fordi jeg der fandt rammer og forudsigelighed, som jeg ikke så i andre institutioner. Ro og rytme har vi i mange år arbejdet os væk fra. Vi har haft fokus på vores egne behov for karriere og selvudvikling og børnene har skullet følge trop, men jeg tror på alle måder, at vi skal tilbage til roen, rytmen og forudsigeligheden, hvis vi gerne vil udvikle vores børn til glade og harmoniske voksne.
Vi må skabe en nem og forudsigelig hverdag for vores børn, som de gør det i steinerbørnehaven, med en fast dagsrytme og et fast ugeprogram, som følger årets gang.

En tendens i tiden er meget egoistiske børn. Pædagoger i de fleste børnehaver kan nikke genkendende til, at mange børn i dag mangler ydmyghed, konstant vil foran i køen, har svært ved at være en del af et fællesskab og gerne vil være i centrum. Samtidig er mange børn utrolig sårbare, stressede og flere end nogensinde får diagnoser af forskellig art.

Tendenserne har jeg set, når jeg igennem min uddannelse til steinerpædagog, har været i praktik i børnehaver, som er fulde af dejlige børn, men også rummer nogle af de problematikker, med børn som fylder rigtig meget og har svært ved at finde sig til rette i en stor gruppe.

Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, at vi har stærke og selvstændige børn, der ved hvad de vil, men for mig er det problematisk, når børn har svært ved at fungere i sociale sammenhænge, har svært ved at dele med andre og har vanskeligt ved at finde sin rette plads.

Emnet 'børn og grænser' var oppe på det sidste forældremøde i min datters børnehave og det satte en interessant og meget tankevækkende diskussion i gang.
Pædagogerne startede med at skitsere nogle af de problematikker, som jeg netop har beskrevet. De fortalte at de i de senere år, har måttet skabe endnu fastere rammer og endnu mere forudsigelighed i hverdagen end tidligere for at skabe ro i en stadig uroligere børnegruppe.

Mange forældre var utilfredse med, at emnet blev taget op kollektivt. Flere mente, at var der et problem med børnene, måtte det tages op ved private møder med de pågældende børns forældre.
Jeg kunne ikke lade være at undres. Jeg mener netop, at det er meget positivt, at de svære emner bliver taget op kollektivt. Jeg mener, at vi bedst løfter i flok og ikke enkeltvis. Jeg tror, at vi kommer længst ved at hjælpe hinanden og specielt vi mødre, kunne have rigtig meget ud af at støtte hinanden og arbejde sammen.
Jeg synes det er interessant, at vi taler om problemer med egoistiske børn og manglende fællesskab og forældrene ønsker individuelle møder omkring deres barn.
Er der mon en sammenhæng?

Hvad er det egentlig vi byder vores børn?

De fleste forældre har travlt med arbejde og vores børn bruger mere tid i institutioner end nogensinde før. Systemet er ikke ret fleksibelt og kun ganske få, har mulighed for at være hjemme med deres børn længere end det første år af deres børns liv.

Det er som om vi forældre indimellem mangler lidt selvindsigt. I vores travle liv med arbejde, hobbyer osv. ryger meget af tiden med vores børn og i den korte tid, vi har sammen med vores børn, skal de have det bedst muligt.
Jeg tror, at vi som forældre, indimellem vælger de nemme løsninger for at undgå konflikter og besvær, men spørgsmålet er bare, om det gør vores børn til lykkeligere mennesker, at vi ikke stiller ret mange krav til dem og at de deltager mindre og mindre i det, jeg vil kalde familiens fællesskab? Jeg tvivler stærkt på det.

Mange børn er af den overbevisning, at deres forældre er sat i verden for at servicere dem.

Er der noget man gerne vil have, så råber man bare højt og så kommer mor eller far springende med det. Efterhånden bliver mor og far lidt trætte i ansigterne, men hvis de pludselig stiller krav om, at børnene selv skal lette sig fra sofaen, så bliver der skreget højt og slået i bordet. Det kræver et kæmpe overskud at tage kampene og de færreste forældre orker det oven på en lang arbejdsdag og med børn, som har været længe i børnehaven og er trætte og det er jo ganske forståeligt.
Når aftensmaden bliver lavet, sidder børnene foran fjernsynet og skal hverken hjælpe med borddækning, madlavning eller lignende. Det hele bliver serveret på et sølvfad.

Børn er i dag overflødige...

De er i mange tilfælde ikke længere en del af det fællesskab, som en familie er. De sidder passive i sofaen med I-pads og tv eller legetøj og der bliver ikke stillet krav om, at de skal deltage i daglige gøremål. Vi forældre ordner det hele, for det er meget nemmere, at overstå det hele lyn-hurtigt, for på den måde at undgå konflikter med vores børn.

Jeg tror den rolle som overflødig, har en utrolig kedelig effekt hos vores børn. Vi higer alle efter at passe ind et sted og det gælder også i familien. I virkeligheden er det her, det er vigtigst at have en plads og en rolle, for når vi har en plads og et ansvar og der bliver stillet nogle krav og forventninger til os i familiens rammer, så er det også langt nemmere at fungere, tage imod beskeder og forstå verden uden for familiens trygge favn. Ude i verden bliver der stillet en hel masse krav. I den tid vi lever i med finanskrise osv. er kravene endnu større end tidligere og valgmulighederne uendelige.

Hvordan får vi som forældre udviklet vores børn til at kunne håndtere alle disse krav og valgmuligheder!?

Jeg mener det starter hjemme. Jeg mener at det starter ved, at vi bliver bedre til at forvente noget af vores børn og stille krav til dem. At vi begynder at acceptere konflikterne, som opstår i kølvandet på krav og lærer vores børn at håndtere dem. Børn vokser, når de får opgaver og har et ansvar i familien. Det behøver ikke at være store ting, men bare det at hjælpe med madlavning, dække bord og tømme opvaskemaskinen, er opgaver, som man sagtens kan forvente af sine børn. Når de gerne vil gå til en fritidsaktivitet, synes jeg også, at man som forælder, har pligt til ikke at lade dem give op, når det bliver kedeligt eller svært. Ting bliver nu engang sjovere, når man bliver god til det og det tager tid at komme der til.

Når mine børn klager over, at de ikke gider det ene eller det andet, for selvfølgelig gør de det, så svarer jeg altid, at vi er en familie og at man i en familie hjælper hinanden!

Herhjemme har vi ikke altid været gode til at involvere vores børn i det daglige. Specielt med min søn, har det været udfordrende.
I de første fire år af hans liv, var jeg sikker på, at han var sat i verden for at lære mig at sætte grænser. Han havde en svær start på livet, med flere hospitalsindlæggelser og det var en kæmpe udfordring at få familielivet til at fungere med et barn, der konstant fejlede et eller andet. Han fik en masse særbehandling, fordi vi havde ondt af den stakkels dreng, som havde astma, øre-problemer osv. osv.
Der var intet overskud til andet end bare at lade den ene dag tage den anden og springe over, hvor gærdet var lavest...

Da han begyndte i børnehave, ændredes tingene. Jeg oplevede en stor forståelse, hos de pædagoger som tog sig af ham. Jeg blev bakket op i en masse ting og fik en helt ny indsigt, nemlig, at det ikke var hans opgave, at lære mig at sætte grænserne, men at opgaven var mig egen. Jeg havde meget svært ved at mærke mine egne grænser og det gjorde min dreng forvirret. Han kæmpede for at mærke, hvor han havde mig og jeg var konstant usikker og tvivlende og det smittede af på ham. Det var faktisk lidt af en åbenbaring for mig pludselig at finde ud af, at der lå et stort arbejde hos mig. Nemlig at finde mine egne grænser.

Men hvordan finder man egentlig sine egne grænser?

At finde sine grænser og mærke sine behov, er en livslang opgave.
Vi kommer alle med en rygsæk fuld af bagage. Alt det vi har lært eller ikke har lært gennem vores egen opvækst, tager vi, om vi vil det eller ej, med os og giver videre til vores børn. Nogle ting er gode og positive og andre er det ikke. Når man får et lille barn i armene, står de fleste forældre med en kæmpe usikkerhed, for hvad skal man egentlig gøre med sådan et lille væsen!? Mange af os, gør ting som i virkeligheden er ganske unaturlige. Vi lægger vores børn fra os, vi lader pædagoger tage over i rigtig mange timer om dagen, vi arbejder for meget, vi overdynger dem med legetøj. De får store smukke værelser, som er indrettet helt rigtigt, de får fine sko og tøj, mobiltelefoner, tablets osv. i stedet for det, de egentlig har brug for og som i virkeligheden er så enkelt: nærværende forældre, kærlighed, omsorg og en plads i fællesskabet. Det materielle er mindre vigtigt og er mere til ære for os forældre og det vi vil vise verden, end det er for vores børn.

Mange mødre lider af konstant dårlig samvittighed. Vi forsøger at gøre det hele så godt så muligt, både på arbejdet og hjemme, men det lykkes ikke helt.

Og hvorfor er det i mange tilfælde sådan? Vi skal starte hos os selv. I min egen åbenbaring omkring min søn, fandt jeg ud af at jeg slet ikke var god ved mig selv. I hans sygdomsforløb, havde al fokus været på ham. Jeg brugte alt for meget tid på, at forsøge at være en perfekt mor og gøre det hele rigtigt og i den stræben efter at være perfekt, var jeg i virkeligheden utrolig uperfekt. Jeg passede på min familie, men ikke på mig selv. Jeg var stresset og træt. Jeg sov ikke om natten. Jeg glemte at spise sundt og dyrke motion og alt kom til at handle om børnene. Jeg blev sur og trist og havde hele tiden ondt af mig selv. Jeg fandt mig selv i en offerrolle, indtil jeg fandt ud af, at jeg selv måtte tage styringen i mit liv og beslutte, hvordan jeg ville have, at vores familieliv skulle være.

... Og det hjalp!

Næsten fra den ene dag til den anden blev tingene sat i system. Vi arbejdede meget med at skabe en forudsigelig hverdag uden en masse valgmuligheder. Det gjorde det langt nemmere for vores børn, at vide hvad de kunne regne med og det gjorde det nemmere for mig, at have taget en beslutning om, hvordan jeg ville have tingene og holde fast ved det.
Vi introducerede små opgaver som passede til vores børns alder og forventede at de løste dem.

I dag er det en naturlighed, at de hjælper med madlavningen og at de tager ud af bordet efter aftensmaden. Det er en naturlighed for min søn, at han øver sig på sin violin, så snart han kommer hjem fra skole.
Det er nemt at vide, hvad man skal, når der er system i tingene og vi har meget få konflikter, fordi alle ved hvad de skal, alle har en plads og alle er vigtige for, at vores familie kan fungere. Det betyder ikke, at vi aldrig har konflikter og at mine børn ikke kan blive sure, hvis de bliver bedt om noget, de ikke vil, men generelt går det nemt og mine børn kan klare rigtig meget selv. De smører selv deres eftermiddagsmadder, de rydder op på værelset og jeg styrter ikke rundt og holder øje med dem, for jeg har tillid til og oplever, at de gør det rigtige.

Der var en gang en kvinde, som sagde til mig, at det krævede et stort overskud at leve som vi gør. At beslutte at ens børn skal hjælpe til og tage del i de daglige gøremål.
Egentlig er jeg ikke enig. Det kræver langt mere overskud ikke at have en fast struktur og ikke at bede sine børn om hjælp.

Alt bliver så uoverskueligt, når der ikke er lavet madplaner og når det ikke er besluttet hvem der tager vasketøjet.

For mig er det en kæmpe hjælp, at min 10-årige datter kan svinge støvsugeren og gøre rent på badeværelset og at børnene rydder op efter aftensmaden og hjælper til.
Mine børn er harmoniske og glade børn, som gerne vil hjælpe til og de er ikke specielt grænsesøgende, for grænserne er sat. De er sat helt dybt inde i min mand og mig. De er sat gennem en forudsigelig hverdag, planlægning og struktur. Vi er dog langt fra perfekte og der skal til tider finjusteres, men det er ikke længere en uoverskuelig opgave og kampe er der få af...

I køkkenet hænger et skama med hele ugens gøremål. Der er ikke op til diskussion, om det er Storm eller Alma, der skal tage ud af bordet, for det står på skemaet. Der er ingen diskussion om på hvilke dage, der skal ryddes op på værelset, for det er tirsdag og torsdag og livet bliver virkelig nemmere på den måde! Der bliver mere plads til de sjove og rare ting, når der er styr på det basale.

Børn har det jo sjovt nok præcis som os voksne, som gerne vil anerkendes, for det vi gør. På en arbejdsplads bliver vi voksne også usikre og stressede, hvis vi ikke ved, hvad vi skal og bare flyver som et blad for vinden. Vores børn vil så gerne mærke os og vide hvor grænserne går. Vi forældre skal turde tage lederrollen i familien og kærligt vise vores børn vejen med vores egne handlinger, rammer, ro og forudsigelighed...

52 comments:

  1. Et godt skud visdom at starte dagen på.
    Tak.

    ReplyDelete
  2. Nogle rigtig interessante og vigtige tanker. Jeg tror du har ret i meget af det du siger. Jeg arbejder selv i børnehave, så kan sagtens nikke genkendende til nogle af de problematikker du nævner, og det kan virkelig være en udfordring

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det kan det... Pt. arbejder jeg selv i en børnehave. Det er et spændende område...

      Delete
  3. Tak for det, får helt lyst at printe ud og hænge op for at minde mig selv om det.... Gider du tage et FOTO af jeres ugeplan, for jeg har forsøgt med forskellige taler og lignende men synes det bliver noget træls med magnet tavler og andet der går i stå igen...

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det gør jeg en dag. Den er dog på ingen måder fancy;o) Bare et printet ark med ugedage og vores navne ud for opgaverne...
      Tak for kommentaren;o)

      Delete
  4. tusind tak for et meget fint indlæg. Der er mange ting jeg virkelig burde lære.... Jeg vil læse det her indlæg et par gange og prøve lære af det.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor er du sød Louise- Man lærer jo hele vejen gennem livet og det er dejligt!

      Delete
  5. Endnu et guld indlæg fra dig, du sætter ord på rigtig mange gode ting. Og kunne ikke være mere enig, har også sat et bogmærke i dette indlæg for det kan sagtens læses igen og igen. Også tror jeg, at jeg generelt skal øve mig i at sætte grænser fremover.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor er det dejligt at høre... Tak fordi du orkede at læse mit lange indlæg og rart at det satte tanker i gang;o)

      Delete
  6. Tak så meget kære Lisbeth for et velskrevet og livsklogt indlæg. Det er så dejligt med relevante tanker, refleksioner og debatter om børn og deres hverdag - i det hele taget bare om ting med mening!!!!!!!!!!

    Vi bestræber os selv på en hverdag med forudsigelighed og faste rutiner. Selv om det i perioder er hårdt arbejde at få vores ældste 5-årige søn til at spille klaver 20 minutter dagligt så mener vi som forældre at det er vigtigt at lære at det betaler sig at gøre sig umage, at der sjældent findes nemme løsninger og at vedholdenhed er en dyd.

    Mine børn er stadig ikke så store, men det har været en fast pligt siden de kunne gå at tage deres eget service og bestil uf fra bordet, de sætter sko og jakke pænt på plads og vi skal til at facilitere at min søn kan deltae i lidt flere huslige gøremål nu hvor han bliver 6 år. Jeg synes det er en stor gave at give sine børn at andre kan elske dem og det bliver også nemmere ved at opøve hjælpsomhed og empati.

    Og så er jeg meget meget enig i at der efterhånden tages alt for få diskussioner om fællesskab, grænser osv. i både institutions- og skoleregi. Det er nemlig blevet kotume at det kun er "børn med særlige udfordringer" og deres forældre der tages snakke med i stedet for at brede ud til alle og gøre os alle ansvarlige for fællesskabet - det tror jeg vi alle kan lære noget af.

    kh. Katrine

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg er så enig med dig Katrine;o) Tak for din dejlige kommentar.

      Delete
  7. Hvad gør i så hvis Storm er syg på en tirsdag hvor han skal rydde op og dække bord? eller hvis alma skal til fødselsdag? rent praktisk vil jeg rigtig gerne vide det. fordi vi prøvede det og der gik helt kage i det hele fordi børnene så skulle til fodboldkamp og fødselsdag, og spise hos en fra klassen osv :)
    vh.Gry

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hejhjemme er det sådan at hvis man er syg er man fritaget - som vi voksne også er i så høj grad det nu kan være muligt ;-) Hvad alt andet angår holder vi fast i både øvning, lektier og divers epligter selv om der er fodbold eller fødselsdag på programmet - det tager sjældent hele dagen - men der er så mindre tid til leg

      Delete
    2. Jeg oplever ikke at der opstår problemer. På de dage gør vi det i fællesskab og værelsesoprydning venter til næste dag... Alma holder sit værelse virkelig ordentligt, så hun behøver ikke oprydning tirsdag og torsdag;o)

      Delete
  8. Jeg kan ikke være mere enig. Super indlæg.

    ReplyDelete
  9. Fuldstændig enig. Super godt indlæg!

    ReplyDelete
  10. Jeg er også bare helt enig. Det er så vigtigt at børn har en rolle i familien og ikke er til overs. Og det er vi netop ikke ret gode til mere. Børn er blevet centrum, men samtidig har vi ikke rigtig plads til dem.
    Min søn er netop kommet sådan rigtig ind i trods alderen og jeg går lige i disse dage og tænker over hvad jeg selv skal gøre - netop at have styr på mine grænser, ikke give så mange valgmuligheder og have en fast hverdag. Derfor passer dit fine indlæg lige ind hos mig netop nu og hjælper mig med at huske hvad det er der er vigtigt. Tusind tak for det!
    Hilsen Anna

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det glæder mig rigtig meget;o) Tak for kommentaren!

      Delete
  11. Hvor har du dog ret - kloge ord til eftertanke OG efterlevelse. Vores store pige går i Rudolf børnehave og da har vi samme oplevelser hvor fokus bla. er rettet mod fællesskab og nærhed, som vi sjældent har oplevet i samme grad i andre institutioner.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor er det dejligt at høre;o) Tusinde tak for kommentaren!

      Delete
  12. Takk for et tankevekkende og klokt innlegg!:)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for kommentaren;o) Dejligt at du fik noget ud af at læse det!

      Delete
  13. Tak for et rigtigt vigtigt og godt indlæg! Er fuldstændig enig :) og håber at flere forældre gør, som I gør.

    ReplyDelete
  14. Rigtig godt og vigtigt indlæg. Jeg er meget enig og gør også selv meget ud af at vores børn skal kunne en masse ting selv. Jeg lider selv af stress og depression og har ind imellem brug for at trække mig og være lidt alene. Det gør det lidt nemmere at børnene selv kan smøre sig en mad, tage morgenmad, lægge tøj frem til næste dag, huske at kigge på skemaet og selv huske feks gymnastiktøj eller bibliobøger. Jeg er ved at lære vores piger på 10 år at vaske tøj efter de i de sidste 4 år selv har sorteret vasketøjet i de dertil indrettede vasketøjskurve i vores bryggers. Mange ting er forudsigelige her i huset, også det at man spørger om lov til at tage mad, tænde fjernsyn eller gå udenfor og lege. Der er styr på hvor alle er, men samtidig frihed under ansvar. Der er regler og frihed vævet sammen i en hverdag der passer til vores familie. Jeg vil gerne nå endnu længere og få børnene til at deltage mere i madlavning og rengøring, men har nok lidt svært ved at slippe kontrollen. Det er ikke børnenes manglende vilje der stopper det og det priser jeg mig lykkelig for. Hurra for dejlige, empatiske børn der kan finde ud af at være i et fællesskab. Og hurra for dit dejlige indlæg!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Kan sagtens genkende det med kontrol- noget jeg selv øver mig i. Det handler jo virkelig om, at have tillid til at ens børn godt kan;o) Dejligt at de er gode aktive hjælpere hos jer;o) Tak for kommentaren!

      Delete
  15. Vigtigt indlæg i den verden der udfordrer vores børn. Vi ser selv en familie på 5 ( børn på 10, 7 og 3 år) og to voksne med to fuldtidskarrierer og en del rejser og møder væk i løbet af ugen.
    Børnene går ikke i Steiner men i helt "almindelig" god børnehave og folkeskole og i et kvarter med mange der har AuPair. Børnene fra familierne med aupair eller bedsteforældre tæt på (for det har vi heller ikke) oplever jeg som dovne og rastløse... De keder sig hurtigt og gider ikke en opgave de ikke bliver belønnet for. Vi har samme holdning som dig her i huset: at vi hjælper hinanden fordi vi er 5 i familien og der er brug for alles indsats. Det er ikke forbundet men lommepenge eller lignende men "bare noget man gør"
    Vi har forsøgt med skemaer som du beskriver tidligere, men oplevede at der kom for mange ting i vejen. Nu har vi et skema med 12 opgaver (et lamineret A4 ark). Opgaver som dække bord, rydde af, tømme opvaskemaskine og så to spørgsmålstegn der bruges som buffer.
    Børnene skal have 8 krydser i løbet af en uge - og det kan virkelig motivere dem, og har man en off dag eller en dag med mange andre pligter (sport mv) så laver man bare mere dagen efter (præcis som de voksne). Spørgsmålstegnene bruger vi voksne til ad hoc opgaver. Altså støvsuge bil, slå græs mv..) Det virker super godt i vores familie og er hermed videre givet.
    Tak for en dejlig blog. Smuk og sanselig.
    Hilsen Ida

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for kommentaren Ida! Vores børn har præcis samme alder;o) Fint at I har fundet en løsning, som motiverer ungerne.
      KH Lisbeth

      Delete
  16. Helle sandbySeptember 10, 2013

    Fantastisk indlæg - jeg er på alle måder enig, og hos os (familie med 3 børn) lever vi i høj grad efter samme regler. Som de siger i Far til 4 "Her i familien holder vi sammen" - og det betyder, at man hjælper hinanden og at alle er vigtigte ift at få vores familie til at være et dejligt sted at være. For alle. Ikke som 3 prinser/prinsesser og 2 opvartere, men for os 5 som familie. Mit eneste svage punkt er legeaftaler - primært for de "små" på 5 og 9 - jeg synes, det er så svært kun at lade dem lege fx. en fast dag, når de står der med en god ven i hånden i børnehaven/SFO'en, og bare gerne vil have ham/hende med hjem. Hvordan gør I med det?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, legeaftaler... altid en udfordring;o) Vi har ikke faste regler omkring det. De leger med andre, når de har lyst og i området, hvor vi bor, er der rigtig mange børn, så specielt Storm, har altid legekammerater. De er vant til, at han lige skal øve violin før han kan lege og de hjælper gerne med oprydning osv. Så det går ok;o) Tak for kommentaren...

      Delete
  17. Kjempebra innlegg om kjempeviktige tema! Leser bloggen din med stor glede, her finner jeg stadig kloke ord om de viktige tingene i livet! :-) Beste hilsen Kathrin

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tusinde tak! Hvor er det rart at høre;o)
      KH Lisbeth

      Delete
  18. Mine ord er: Du er da for fantastisk.

    Meget, meget gerne flere af sådanne gode indlæg.

    Mvh
    Piximaxi

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak! Hvor er det dejligt at høre;o)

      Delete
  19. Super godt indlæg - hvor er det bare rigtigt det du skriver. ALLE forældre kunne have stor glæde af at læse det.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Dejligt... Rigtig mange har læst det, så det er jo dejligt!!
      Tak for kommentaren!!

      Kh Lisbeth

      Delete
  20. Tusind tak! Et vigtigt indlæg til os i hverdagslivet. Mvh Johanna

    ReplyDelete
  21. Jeg er meget meget enig i at børn skal være med i familiens arbejdsfællesskab, og oplever de vokser SÅ meget i det. Fint at høre dine tanker om det, til ekstra inspiration og til at fastholde og udvikle det jeg godt ved virker allerbedst. Til det med institutionsliv: pas på med at møde et helt hold forældre med diffus misbilligelse af deres børn. Det kommer hurtigt til at opleves som et snigangreb, som er umuligt at forholde sig til, fordi det er ukonkret og handler om "tendenser". Jeg har lige oplevet på egen krop hvordan forældresamarbejdet i det steinermiljø mit barn er i, er gået helt galt fordi et mæde indledtes med præcis samme form for diffuse misbilligelse af en masse forskellige træk ved børnegruppen. Diffus misbilligelse kombineret med en opsang til forældrene om at få ændret på en hel masse ting ( stadig ret ukonkret). Alle forældre sad med en rigtig dårlig følelse bagefter af at det måske var netop deres barn der var helt skævt. Og det havde den effekt at der blandt størstedelen af forældrene opstod en stemning af mytteri. Steinerpædagogikken har så megt fint at byde på. Men kommunikationen mellem institutionerne og forældrene er akilleshælen. Forældrene skal rette ind og lade være med at stille spørgsmål, de skal anerkende og bakke op om alt hvad institutionerne gør, men desværre opleves det ofte ikke som noget der går den anden vej. Steinerfolket forbeholder sig ret til at "revse" forældrene for ting der foregår ude i de små hjem (mad, påklædning, valg af medicin og legetøj). Når der er samarbejdsproblemer internt på en institution personalet imellem, eller imellem en pædagog/lærer og forældregruppen, så lægges der låg på med det samme, branddørene glider i og der lukkes for kommunikation. Og der er ikke mere at tale om. Det signaleres istedet, at hvis man ikke kan bakke op uden nogen form for forbehold, - så må man gerne fise af medbringende sine børn. Og jo, jeg har skam en del erfaring med steinermiljøet, hvor jeg har haft mine børn igennem tiden. Fordi pædagogikken er så god for dem. Pædagogikken og æstetikken, rytmen osv. Men jeg er ved at opgive dette lukkede univers, hvor en stor del af kontakten består af hentydninger til hvordan de gerne vil have at vi forældre gør en masse ting anderledes, misbilligelse hvis forældrene ikke retter ind, og total lukkethed hvis der stilles spørgsmål til DERES arbejds- og ansvarområde og måden at forvalte det på. Mvh Anne

    ReplyDelete
    Replies
    1. Mange tak for din kommentar, Anne!
      Jeg er enig med dig et langt stykke hen ad vejen... Nu har jeg aldrig helt oplevet det du taler om fuldstændig- I de Steinerinstitutioner, jeg har været i, har jeg ikke oplevet at pædagogerne 'revser' forældrene, det har jeg til gengæld oplevet i min tid som pædagogmedhjælper i helt almindelige institutioner- Når det så er sagt, så er der helt sikkert sider af Steinerpædagogikken, som jeg er mindre betaget af- Måske handler det ikke så meget om pædagogikken, men mere menneskene, som varetager den. Mange er af den holdning, at de ved bedst og det er anstrengende... Vi havde nogle meget kedelige oplevelser i børnenes steinerskole, som de ikke går på længere. Jeg er glad for at de nu går i en helt almindelig folkeskole...:o) Vi oplevede nogle af de ting, du omtaler- netop stor opbakning til den lærer, der var problemet og mistillid til os og vores barn- ØV!
      Når jeg taler om tendenser, så handler det også om, at det er et debatindlæg- det er svært at skabe debat uden, at generalisere en lille smule. Jeg følte umiddelbart, at pædagogerne i min datters børnehave fremførte emnet på en ganske sober måde og der var ikke noget der lignede mytteri-stemning efterfølgende...
      ...Og jeg holder ved, at der er nogle problematikker, som vi må tage op og blive opmærksomme på og det handler ikke om misbilligelse, men er mere et udtryk for bekymring. Jeg er ulykkelig over, at vi er nået til et sted, hvor min søn og andre børn i klassen, får høreværn på, fordi læreren ikke kan skabe ro.
      Og så er jeg helt enig med dig i at steinerpædagogikken til tider kan virke lukket- noget jeg er stor modstander af. Det jeg holder af ved steinerpædagogikken er rytmen og forudsigeligheden...

      Delete
  22. Tak for et rørende indlæg.
    Jeg sidder her og jubler. Det er godt skrevet og du formår at sætte ord på nogle centrale sammenhænge. Klogt. Vigtigt.
    Og ikke nok med det; det lyder jo også til at du rent faktisk formår at føre tankerne ud i livet - i Jeres fælles familieliv - og det er en kunst. Tror det er her folk ofte snubler... Måske fordi de ikke tør at prioritere helt så skarpt (og klogt) som du. Jeg er dybt inspireret af dine indlæg. Tak for dem.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak! Hvor er det dog dejligt at høre Louise!

      KH Lisbeth

      Delete
  23. Tak for et spændende indlæg. Jeg holder meget af at læse din blog, som virkelig adskiller sig fra mængden.
    MVH Hanna

    ReplyDelete
  24. Fantastisk indlæg - jeg er så enig med dig og jeg kunne have skrevet mange af de samme ting selv..

    Jeg er uddannet pædagog og indtil jeg valgte at passe min datter hjemme, var jeg ansat i en vuggestue.

    Jeg har mødt så mange forældre der uden tvivl vil deres børn deres bestemt, men i deres iver for opnå det, gør de det modsatte..
    Jeg oplever at mange forældre har svært ved at forstå hvorfor deres større børn og teenager ikke tager ansvar og ikke kan holde styr på deres ting, hjælpe til, osv. Men problemet lægge jo i at de glemmer at give dem ansvar og give dem tilliden til at tro på at de godt kan.

    Vigga har fra hun var under et år hjulpet med alt hun havde lyst til og det var alt som vi gjorde. Det vil sige at hun nu som snart 2 årige, kan hjælpe med at tømme opvasker, dække bord, ordne vasketøj, tørre bord og stol af, gøre rent, er ret selvhjulpen i forhold til påklædning, smider skrald ud osv. og hun nyder i fulde drag at hjælpe til. Hun kan også gå op og ned fra 4 sal selv og er tydeligt stolt af det. Jeg er tydligevis også stolt af hende - ikke fordi hun kan, men fordi hun gerne vil og fordi jeg tror på at vi er godt igang med at lærer hende nogle vædier om fælleskab vi synes er vigtige.

    Det er rammende det du skriver med børn og grænser - og det skræmmer mig lidt at denne generation af forældre kæmper sådan med grænser i forhold til deres børn. Og jeg melder mig selv hurtigt ind under fanerne. Jeg tror kun at jeg har et lille forspring fordi jeg før jeg blev forældre var pædagog der mødte utrolige mange børn der i den grad manglede grænser og har set hvad det gør ved et lille menneske. og hvad det gør ved forældre og familier.
    Min tidligere kollega forklarede en dag et forældrepar vi havde til møde hvorfor det var vigtigt for børn med grænser, rammer og forudselighed: De skulle forstille sig at deres barn stod inde i et rum og hver gang barnet prøvede at støtte sig mod en væg flyttede den sig. Det synes jeg var så sigende..

    Tak for dit indlæg - jeg nyder at læse din blog

    Hilsen Ea - Regnbuebarnet Viggas Mama

    ReplyDelete
  25. Jeg kunne kysse dig for dette fine og meget vedkommende indlæg, Lisbeth!
    Jeg er rørende enig og jeg rystes på ugentlig basis over hvor få grænser der bliver sat og hvor meget mange forældre hopper og springer for deres børn uden at tænke på og tage ansvar for hvilke unge mennesker det er de kommer til at slippe løs ud i samfundet om 10-15 år.
    Hvor socialt handicappet de bliver og hvor svært de egentlig får det, når de altid har været vant til at hele verden drejer sig om dem og når de altid har fået alle deres behov opfyldt og kun har haft grænser de selv har sat - eller manglen på samme.

    Når jeg snakker om struktur og husregler i forhold til børn, så plejer jeg at give tandbørstning som eksempel. Arbejdsopgaver i hjemmet, husregler og rammer skal være så stramme at det ikke længere bliver til en diskussion, når de skal praktiseres. Der skal være helt klare retningslinier og man skal være meget helt klar som forældre.
    Ligesom tandbørstning jo heller aldrig er til debat. På det punkt er alle forældre helt stålfaste, da konsekvensen jo ligger lige for, så der bøjer vi jo aldrig af.
    Og det er den stålfaste attitude vi skal overføre på alle andre grænser og regler, for mangler der struktur og rammer i et barns hverdag og liv kan konsekvensen bliver meget værre end huller i tænderne.

    ReplyDelete
  26. Og min pointe var at det er de færreste børn over 2 år der brokker sig over at skulle have børstet tænder, og hvis man (med det hårde erbejde det er) kan få alle andre regler til at blive en ligeså stor naturlighed som tandbørstningen, så har man gjort noget rigtig godt både for sig og for sine børn.

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!