Tuesday, January 22, 2013

Noget om at give slip på ting...

For nogle uger siden gav jeg min farmors skål væk.

Jeg ved ikke til hvem, for jeg stillede den bare uden for mit hus sammen med en kasse bøger og nogle andre ting, som jeg ikke havde brug for længere. Skålen var den første ting der forsvandt.
Grunden til at jeg har ventet så længe med at forære den væk, er fordi jeg på en måde var bange for, at lidt af hende ville forsvinde med den.

Det er egentlig så fjollet, for min farmor er så stor en del af mit liv, og den jeg er og minderne om hende, de vil aldrig forsvinde.
Selvom jeg ikke har en ting der kan minde mig om hende, så vil hun altid være i mit hjerte.

Jeg tænker stadig på hende og mindes de tider, hvor min bror og jeg sad i værelset bag hendes frisørsalon og spiste bolcher og lyttede til bånd - Hannah Bjarnhofs's monolog "Fødselsdagen" hørte vi om og om igen! Vi grinede og der var rart i min farmor og farfars lille hyggelige hus.

Jeg husker min farmors hosten, som kom fordi hun i over 30 år havde indåndet de giftige væsker, som damerne fik i håret for at komme til at se fine ud. Jeg tror at væskerne tog livet af hende til sidst og hun døde af kræft to måneder før, jeg fødte Storm.
I de sidste år var hun blind, men hun påstod alligevel altid, at hun kunne se Alma, og se hvor sød og smuk hun var, når hun sad på gulvet og legede i min farmors stue.
Hun var et fantastisk dejligt menneske, som jeg savner meget.

Skålen hun gav mig for mange år siden har bare aldrig rigtig passet ind. Den var for stor til at være i vores køkkenskab, og så blev der bare flyttet rundt og rundt på den, og den blev ikke rigtig brugt til noget. Nu er den givet videre, og jeg glæder mig over, at en anden måske vil sætte mere pris på den end jeg.

Det er egentlig underligt, så svært det kan være for os mennesker, at give slip på ting. Vi samler og samler og køber alt muligt, som vi er sikre på, at vi ikke kan undvære. Vi fylder vores ting op med følelser, og tror vi bliver bedre mennesker, hvis vi har de rigtige ting, det rigtige tøj, den rigtige bil osv.

Jeg kan huske, hvordan min far og farfar ryddede op i min oldemors ting, dengang hun døde. Hun blev 95 år og gennem et helt liv, havde hun samlet alverdens ting. Porcelænsfigurer, flere forskellige kaffestel, tøj og sko, som hun ikke havde brugt i årevis. Det tog dem flere dage at rydde op. Ting blev solgt, ting blev givet til genbrug og rigtig mange ting blev smidt ud.
Jeg var en lille pige og fik lov til at vælge to ting, jeg måtte tage med mig hjem, og jeg valgte en porcelænssvale og et lille vippespejl, og jeg havde det stående i min hemmelige hule bag vores stald.

Det med at samle startede måske dengang jeg valgte de fine ting i min oldemors hjem.  Mange sjove og fine ting har fundet vejen til vores hjem, og det betyder meget for mig at bo smukt. Det giver mig energi og ro til at være kreativ, og det er meget vigtigt for mig, at mit hjem afspejler den kreative familie vi er.

...Men ting har det også med at komme snigenede. Pludselig har tingene taget magten. Pludselig står der så mange bøger i reolen at der slet ikke er plads til noget andet. De ligger oven på hinanden i bunker, og bøger dem kan man jo ikke smide ud, for de er noget helt særligt, og måske læser jeg dem igen- en dag, når jeg får god tid.

Og så er der alle de små stofrester, jeg får, når jeg klipper ud til kjolerne og dukkerne, jeg syr. Det kan jeg ikke smide ud, for måske kommer jeg til at bruge det en dag. Måske en dag når jeg får god tid, kan jeg sy mig det patchworktæppe i "Grandmothers flower garden-mønster", som jeg så tit har tænkt på. Jeg gør det helt sikkert en dag, når jeg får god tid!

Sandheden er bare, at jeg sjældent har god tid, og når alt kommer til alt, er der en hel masse andre ting, jeg hellere vil bruge tiden på, end at sy et patchworktæppe af stof, som jeg for længst er blevet træt af at se på og som ikke har de farver, jeg godt kan lide.

Pludselig er der en masse ting i ens hjem som bare fylder op, uden at det har en særlig betydning. Pludselig er der en masse der tynger og ikke giver én den energi, som man har brug for. Der er næsten ikke plads til nyt og det gælder på alle livets områder. Kender du det?

Jeg øver mig i kun at have de ting omkring mig, som giver mig noget positivt. Jeg overvejer nøje, hvergang jeg påtænker at købe noget. Er det virkelig noget, jeg har brug for? Giver det mig andet end en kort og umiddelbar glæde? Er det noget, som blot er moderne for en stund, og som jeg senere vil blive træt af, fordi jeg ser det alle steder.

Jeg er blevet meget bedre til udelukkende at købe ting, som jeg har brug for.

...Og jeg er blevet bedre til at smide ud, give væk og vælge fra. Man kan tit svælge i minder, som jeg gjorde, da jeg gav min farmors skål væk, men minder forsvinder ikke med ting og ting definerer ikke hvem vi er... Måske ved første øjekast, men ikke når vi ser længere ind.

Nøjsomhed er så moderne i denne tid og jeg synes egentlig at det er fint. Det er rigtig dejligt, at flere mennesker tænker over hvor meget vi egentlig forbruger, og at det ikke er nødvendigt hele tiden at producere nye ting og svine jorden til. At vi kan genbruge og dele med hinanden, synes jeg er en smuk ting.

Jeg forsøger dog ikke at være med på en modedille, men jeg forsøger at leve mit liv så frit, som jeg kan og sortere alt det overflødige fra.

Er du god til at give slip!?

36 comments:

  1. Nej, jeg er elendig til det. I alle livets forhold. Jeg kunne virkelig godt bruge at lære det, men det kræver virkelig overvindelse og mod. For du har så ret - det fylder og tynger. Fylder os med det forkerte og ikke nødvendigvis med det vi har brug for lige i nuet. Flot at du kan det. Kh Anne

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, det er en udfordring, men man kan lære det og så længe du er bevidst omkring det, så er du allerede nået et stykke af vejen...
      Tak for din kommentar:o)

      Delete
  2. Godt skrevet. Jeg øver meg i at give slipp på ting.Vi flyttet sist sommer og da ble riktig mye gitt til gjenbruk og en god del smidt vekk. Det er deilig å eie lite ting, men når sant skal sies har jeg et sommerhus fullt av arvegods og minner, så der skal det ryddes opp. Et gammelt ord sier: "Eier du mer enn tre ting, er det tingene som eier deg." Sant nok, men litt skal vi ha tilbake. Likte forresten godt ditt innlegg om Steinerskolen, godt dine barn har kommet i folkeskole. Jeg er lærer i gymnasiet og har sett mange ganger at elever fra privatskoler ikke finner seg så godt til rette og mange har store "huller" i sine ferdigheter og kunnskaper.
    Ha det godt å lykke til i ditt liv og med dine valg. Du er modig og flott.
    Hilsen din navnesøster i Norge.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det var et fint ordsprog! Det vil jeg huske! Tak for det!!
      Og tak for kommentar om skole også!!

      KH Lisbeth

      Delete
  3. Ja jeg øver mig hver eneste dag! Mine venner ville nok sige, at jeg er en af de bedste til at give slip og jeg bliver oven i købet også nogle gange betalt for min evne til at rydde op i ting og sager. Det jeg så tilgengæld er en klovn til er at give slip på mennesker, det at miste et menneske man elsker er bare det aller aller sværeste jeg ved. Men en god gang oprydning og udsmidning kan altid anbefales, det frigiver energi og gør plads til at nye og spændende ting kan ske. Men mit krea-gen har da også rimeligt meget magt når det gælder stofrester og dimser ;-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Du har ret! Det sværeste er at miste og give slip dem man elsker...

      Og ja, sortering og udsmidning af det der fylder, giver nemlig plads til nyt!

      KH

      Delete
  4. Nej!! Kender kun alt for godt det med at gemme ting og sager, for det kan jo være at man får brug for det igen! Og helt rigtigt, det gør man sjældent, og hvis så er det ikke den rigtige farve eller mønster, så man køber alligevel noget nyt!! Og her i huset er jeg ikke ene om det, har en kæreste som er lige så slem!! Kunne være man skal lade sig inspirere og begynde at sortere i alle sagerne og stofresterne ;-) De fylder efterhånden en del!! Kh Sanne

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, gå i krig Sanne... Man bliver glad, når man spørger sig selv, om alt det man har, virkelig giver en en sand glæde...

      KH Lisbeth

      Delete
  5. Jeg er rigtig rigtig dårlig til at smide ud. Gemmer også følelser i ting som du fortæller om.

    En uge efter jul for 6 år siden ringede min farmor og sagde at hun havde en gave til mig hun havde glemt at afleverer sammen med de andre gaver. Hun døde den 25. Januar og det var tog derhen for at sige farvel på sygehuset og være med familien at jeg fandt gaven i hendes hjem. Hun betød verden for mig og jeg gemte gavepapiret fra gaven i alle disse år (kunne ikke smide det ud - følte det var det sidste jeg havde tilbage af hende). Smed det ud for en måned siden, fordi jeg ligesom dig indså at der ikke gemte sig noget lille stykke af min farmor inde i det gavepapir

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det er utroligt, at man kan have det sådan... Ved præcis hvordan det føles;o) Det lyder som en dejlig farmor du har og hun er helt sikkert ikke forsvundet med gavepapiret;o)

      KH Lisbeth

      Delete
  6. Super godt indlæg som rammer mig. For er der noget jeg arbejder på så er det at skille mig af med noget af det der fylder og som jeg ikke får brugt. Jeg elsker citater og her er et som jeg prøver at udleve. Have nothing in your houses that you do not know to be useful or believe to be beautiful.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Sikke et godt citat. Jeg lever efter det samme, selvom jeg ikke kendte citatet... - Jeg vil kun have ting i mit hjem, som har en særlig betydning, eller som er en nødvendighed for mig at have...
      Hvis man gennemgår hver eneste lille ting i ens hjem, er der rigtig meget, som man kan skille sig af med...

      Tak for kommentaren!!

      Delete
  7. Uha, jeg synes også det er svært. Men ligesom dig er jeg heldigvis blevet bedre til det. For mig er det også især de ting jeg har fra min mormor, som det er svært at give slip på. Og min mormor var kræmmer - komplimenterede jeg noget i hendes hjem, fik jeg det. Hun døde et par måneder før min fødselsdag, men havde sørget for at det var gave til mig og til det barn, hun vidste, vi kæmpede for at få. De ting vil jeg nok aldrig ku' skille mig af med.
    Det første år efter hendes død, værnede jeg meget om hendes ting. Men som dig er jeg nået til erkendelsen af, at minderne ikke lever i ting. Derfor er det stadig svært, hver gang jeg skal vurdere en af hendes ting i fht, om den skal beholdes eller ej.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg tror altid, at det vil være svært at skille sig af med ting, som man har fra mennesker, som har betydet meget i ens liv. Men jeg tror bare, at det er så vigtigt, at man ikke bliver alt for bundet fast i gamle minder osv. Personerne lever jo stadig videre i ens hjerte!

      Tak for din kommentar:o)

      KH Lisbeth

      Delete
  8. Ja. det er jeg egentlig.

    Jeg synes stadig jeg har mange ting, og jeghar bestemt også ting liggende som jeg ikke bruger, og som er gemt af den ene eller den anden årsag. Men i forhold til førhen er det ikke meget.
    Jeg har de sidste år smidt RIGTIG meget ud. Ryddet godt og grundigt ud i dims og pynt, og har nu kun ting stående jeg er virkelig glad for. Jeg har nogle ting i gemmerne, som jeg har planer for hvad jeg skal bruge til. Det er få pynteting jeg regner med at få brugt i fx haven. legehuset når vi får det igen, osv.

    Jeg synes det har været rigtig rart at skille mig af med ting. Hver gang noget ryger ud, giver det en form for lettelse synes jeg. Fx havde jeg førhen en rigtig stor samling af retrostoffer. Men efterhånden blev jeg træt af at kigge på det, og jeg fik det ikke brugt. Noget af det solgte jeg billigt, men det meste endte i en genbrugscontainer. Ligedan med samlinger af lysestager osv osv.

    FEDT indlæg du har skrevet her Lisbeth - det fik gang i både mine tanker, og andre læsere´s også kan jeg se.

    Kram Maria.

    Ps: Jeg er nærmest hysterisk med det jeg kalder rod, altså unødige ting der er gemt 'bare fordi'. Pudsigt nok, er min kæreste stik modsat, han samler og samler og samler.... Så jeg har accepteret at han er sådan, og jeg er på min måde. Men nogle af hans samlinger er altså også fede. Fx. har en han enorm tegneseriesamling jeg er ret duperet over.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg har jo fuldt med i din oprydning og jeg tror virkelig, at det er sundt! Også selvom det er hårdt... Tror også, at det er godt at flytte engang imellem og ruske lidt op i det hele, så man ikke gror fast...

      Jeg er slet ikke hysterisk, hvad angår rod. Vi roder en del, men det kommer selvfølgelig meget an på, hvad det er for en slags rod...;o)

      Samlinger osv. kan jo være så ganske fantastisk... Det at være meget passioneret omkring noget, kan jeg godt lide!! Så længe det ikke bliver sådan en afhængigheds-ting, hvor man bliver besat af at SKULLE have et eller andet bestemt...

      Tak for kommentaren Maria! Altid så rart at høre fra dig. Når jeg læser nogle af dine indlæg, så får du også sat tanker i gang hos mig... Specielt, da jeg læste om dig og Andreas bilture, hvor snakken pludselig flyder;o)

      KH

      Delete
  9. Ja jeg er god til at give slip og har også øvet mig i mange år :O) Jeg startede da jeg var allerførst i tyverne, fordi mine ting forhindrede mig i at leve frit, præcis som du skriver - 'at leve mit liv så frit som jeg kan' - så jeg gav rigtig mange af mine ting væk, så jeg kunne komme afsted og ud af fjerene og realisere mine drømme.
    Nu er jeg 'fastboende' og mor og med min vidunderlige familie, men det spiller stadig en stor rolle ikke at have for mange ting. Så vi kan bo mindre. Og ikke have så store faste udgifter. Så jeg kan gå hjemme. Frihed :-) Det hele hænger sammen.
    Og jeg er enorm glad for at nøjsomheden finder ind i vores hverdag. Moder Jord trænger til det :-)
    Tak for et dejligt indlæg. Du bærer smukke minder om farmor. :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor lyder det dejligt. Det er nemlig svært at realisere sine drømme, når en masse gammelt flyder...
      Jeg har det præcis som dig. Vi bor ganske småt, uden de store udgifter, for at vi kan bruge en masse tid på vores børn, mens de er små!!

      Sparsommeligheden har da gjort, at Martha ikke behøvede at komme i vuggestue, men kunne nyde livet herhjemme.

      Tak for din kommentar!!

      Delete
  10. Jeg stortudede en dag da en lille keramikskål som jeg havde fra min mormor faldt på gulvet og gik i tusind stykker. Den var umulig at reparere. Det gjorde bare så ondt for det var et godt minde fra hende. Heldigvis har jeg nogle andre ting fra hende.
    Jeg har skullet lære at samle. Det lyder måske underligt men jeg har altid levet meget spartansk. Har tit tænkt at jeg kunne leve på en sten. Men det kan altså godt blive ret tomt og jeg fortryder nogle gange ting jeg har sorteret fra i mit liv. Det kan altså godt blive for skrabet.
    Og apropos stofrester så må du endelig ikke smide dem ud. Det kan være de er topmoderne når du skal på pension ;o) eller andre kan få glæde af dem. Jeg syr selv babytæpper til som jeg donerer til f.eks. rødekors.
    God dag.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det er selvfølgelig en balancegang, men her er der ingen fare for, at vi pludselig bliver meget minimalistiske... Vi har mange mange ting og sager, som jeg holder af og det er det vigtigste... -nemlig, at de rummer en historie og har en betydning. Det gør mine stofrester ikke, så jeg forærer dem væk. Som udgangspunkt smider jeg meget lidt ud. Det meste bliver givet til genbrug... Men jeg passer også på ikke bare at give mit gamle møg videre, så hvis det er ting, som slet ikke er noget værd. Så må det til de ud.

      KH

      Delete
  11. Fantastisk tankevækkende indlæg, som giver stof til eftertanke. Tak.

    Vi har ikke ret meget opbevaringsplads, så vi er nødt til hele tiden at rydde op og ud i takt med at vores behov ændrer sig og nyt kommer til. Det er træls altid at skulle gøre det og ofte kræver det langt tilløb, men det føles altid så godt bagefter. Det ligger mig meget på sinde ikke at smide ting helt ud, så jeg insisterer altid på at give videre og til genbrug. Det kan jeg bedst lide.:)

    ReplyDelete
  12. Nej, men jeg har det sidste halve år været i gang med en tilsvarende proces, men jeg er ikke helt færdig med oprydningen. Det kommer!

    ReplyDelete
  13. ja det er svært at give slip ... jeg har det sidste år i uger af gangen smidt meget ud og der er stadig meget der skal ud ... jeg giver det væk til dem der vil have det eller kan bruge det ... men det er svært og jeg ved at jeg ikke vil byde mine børn at skulle stå med alt mit skidt, men at jeg kun gemmer det jeg ved de vil beholde (Tror jeg) men jeg går ud fra jeg nok når igennem mit rod i løbet af i år ..

    og jeg for mange ting gør en træt og tung og binder en for meget ... :)

    ReplyDelete
  14. Takk - det var et flott innlegg:-)
    Vi er en familie på 4, hvor alle er samlere..og det er så vanskelig å kvitte seg med med fine ting. Nå har vi akkurat flyttet, og det var en gylden anledning til å gi slipp! Vanskelig der og da, men etterpå føles det bare deilig! (Og mange av tingene er jo allerede glemt - ute av syne, ute av sinn)

    ReplyDelete
  15. Jeg siger til mig selv at jeg er en Janus......jeg samler, men spreder osse gerne. Arbejder i en genbrugs, så muligheden for atsamle er jo stor, men er der nogen der vil have det jeg har købt med hjem må de gerne få det, og så skifter jeg jævnligt ud med det der står i forvejen. Selvfølgelig er der "guld" ind i mellem som IKKE kommer ud af huset. En af mine sønner sagde en dag han var på besøg hos mig i genbrugsen:" Det er en dårlig konstellation med dig mor og det her sted. Jeg har en stil hvor gamle sager med en bestemt stil nemt kan indgå i hinanden så jegbibeholder en vis stil uden at blive "hjemløs". Tak fordi du lige satte mine tanker igang og på plads. Mange Kærlige hilsener bedstemorkaren@blogsplot.com

    ReplyDelete
  16. Åh Lisbeth, du rammer et ømt punkt.. Men hvor har du ret! Jeg øver mig, men falder meget tit i. Men der er håb forude, ik - øvelse gør jo mester :-)

    ReplyDelete
  17. Nej. Men jeg øver mig... ;-)
    Tak for din fortælling.
    Kh. Gunilla

    ReplyDelete
  18. Åh, jeg er DÅRLIG til det, men nogle gange kommer det over mig og jeg GØR det. fx smed jeg for nogle måneder siden den procelænsfigur ud jeg fik af min mor på min 18 års fødselsdag (for 14 år siden). Jeg har altid hadet den - og jeg har altid troligt haft den stående fremme. men da jeg stod og pakkede mit hjem ned i forbindelse med en flytning og jeg stod med den i hånden tænkte jeg, at jeg jo aldrig har været glad for den og at mit nye hjem ikke skal have alle de hersens pligtfyldting overalt.
    Det har nu resulteret i, at vi har fået et "yngre" hjem, fordi jeg også har undladt at sætte ALT frem, som vi har fået fra min mands afdøde forældre, men istedet har valgt med omhu, de ting der er fine, sjove og som passer til OS. For du har helt ret, minderne om dem - og andre, sidder ikke i de ting og hey...de er døde og kan ikke se hvad vi har stilt frem alligevel ;)
    Nu hvor vi har et barn, der aldrig har mødt sine farforældre, er det SÅ meget bedre, at mindes dem med ord og historier end med ting.

    Tak for et dejligt indlæg, det ramte mig virkelig i hjertet i aften <3

    ReplyDelete
  19. Tror jeg fik slettet mit indlæg. Jeg har spurgt til din hjerte bakke på istagram men kan lige pludselig ikke finde ud af hvordan jeg kommentere indlæg der inde!? Derfor skriver jeg her. Jeg er også interesseret i en af dine hjerte dåser hvis de heller ikke er solgt?

    ReplyDelete
  20. Jeg har ikke paypal så kan vi handle på en anden måde?

    ReplyDelete
  21. Hei!
    Jeg er så imponert hvordan du tar ordet. At du tør å skrive et så langt innlegg, og si noe så viktig! Jeg er opptatt av det samme som deg, og føler meg forvirret som blogger. For meg er det så viktig å ha et kreativt og koselig hjem, som jeg gjerne viser fram. Men samtidig ønsker jeg ikke å formidle en "kjøpekultur" der det nye og det som er "in" gjelder. Det er faktisk ikke så viktig! Å blogge om dette er viktig og vanskelig, men du klarer det. Jeg vil prøve å ta etter! Så, takk:)
    Hilsen Inger

    ReplyDelete
  22. Hei!
    Jeg er imponert over hvordan du "tar rommet," hvordan du skriver, om et så viktig tema! Jeg er opptatt av det samme, og føler meg ofte forvirret som blogger. For meg er det estetiske og kreative veldig viktig, men jeg ønsker ikke å være en del av en kultur der det gjelder å ha det siste og mest moderne. Jeg ønsker å formidle noe annet, noe mer. Og det er vanskelig!
    Du klarer det, jeg lar meg inspirere og vil prøve på det samme.
    Så, takk, og god helg!
    Hilsen Inger

    ReplyDelete
  23. Jeg faldt sådan over din blog og dit indlæg, og kom til at tænke over et motto, jeg engang fik fortalt, at det smukkeste vi mennesker her i livet kan formå, er dét at give slip. Om det så er på ting eller personer, følelser eller tider. På den måde vil vi vokse, som mennesker, og opdage nye sider af os selv. Og komme nærmere os selv :-)

    Super skøn og bekræftende indlæg :-)

    ReplyDelete
  24. This is the kind of things that we're made of. We let things go, but our remembrances grow stronger, our soul grows stronger. People we love are always with us... we don't need "things" to remember them. Great post! I've used a translator to read it, but I've enjoyed it very much :)

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!