Friday, August 31, 2012

Nu er jeg Fru!


Der er sket så meget denne sommer. Store og afgørende beslutninger er truffet og vores lille familie, har fået et nyt og lidt nemmere liv. Det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Det største der er sket denne sommer er selvfølgelig, at min mand og jeg blev gift i lørdags. Efter 17 års opvarmning, 3 børn, 2 katte og en uanet mængde af kaniner, skete det endelig!
Det var værd at vente på!

Det var en helt fortryllende og eventyrlig dag (og nat) og alt blev, som vi gerne ville have det!

Vi har selv stået for alt fra madlavning til pynt og omsyning af vintage brudekjole fra 50érne, så det var så fedt, at det hele lykkedes!
Min svigerfar havde lavet bryllupskage i tre etager. Svigermor havde lavet brudebuketten af haveblomster og alt pynt havde jeg selv stået for.
Smukt var det og fuldstændig, som vi havde drømt om;
En fantastisk fest med gode venner, familie og børn, som legede og hyggede sig til kl. 3 om natten.
Storm har spurgt, hvornår vi skal giftes igen, for når man bliver gift, må børn nemlig alt, som han siger!

Festen blev holdt i vores lille bitte have og der var lige plads til et lille telt, hvor roser og buske kom med ind som del af dekorationen. Det var så skønt at holde det hjemme og det blev meget personligt på den måde.
Oprydningen var jeg lidt bekymret for, men det skulle jeg ikke have været, for kl. 10 næste formiddag stod det første hold naboer klar og gik i gang med at rydde op. Behøver jeg at sige, at vi har verdens bedste naboer!?

I aften skal jeg se de billeder, der blev taget til festen. Jeg er vanvittig spændt! I skal nok få lov at se lidt billeder også, men I må vente i spænding lidt endnu!