Monday, October 31, 2011

Jeg skal giftes...

I dag er den mest vidunderlige dag. Storm og jeg har fødselsdag og det er jo dejligt, men en anden og endnu mere vidunderlig ting er, at min kæreste i morges friede til mig og gav mig den fineste ring. Jeg er så glad så glad.

Vi har været kærester i 16 år, så mange vil nok sige, at det er på tide! 16 år og tre børn -Nu skal det være!

Sunday, October 30, 2011

Dejlig dag...

Jeg har haft en virkelig skøn dag sammen med de sødeste damer. Vi har syet løs og beundret de skønne og meget tålmodige børn, som var med på dagens kursus. Jeg tror de fornemmede, at det var meget vigtigt, det vi lavede, for de var meget artige, underholdte sig selv og hinanden og sov gode lange lure. Det er jo præcis sådan børn skal være, ikke!?

Det har været en rigtig hyggelig dag og jeg glæder mig til det næste dukkekursus med de store dukker, hvor jeg ser nogle af dagens kursister igen.

...Så sidder jeg i øvrigt her og glæder mig, for i morgen er det min og Storms fødselsdag. Jeg har ellers lige gået og bandet over, at jeg på trods af, at jeg selv har fødselsdag, alligevel skal pakke gaver ind, fordi Storm valgte at komme på MIN fødselsdag.
Jeg burde gå i seng nu, men jeg har to æblekager i ovnen, så Storm kan få kage med i børnehaveklassen i morgen. Det skal jo til!

Tak for kommentarerne til mine to forrige indlæg. Jeg svarer jer alle, når jeg har lidt tid til overs.

Saturday, October 29, 2011

Når det er svært at være mor...


Indimellem er det svært at være mor.
Det er det, når ens børn er kede af et eller andet. Nu tænker jeg ikke på, når ens barn har slået sig, eller noget i den retning, men når de møder et bump på vejen, som er svært at komme over.

En af Almas bedste veninder i klassen er begyndt i en ny skole. Hun startede i den nye skole efter efterårsferien, men snakken om den potentielle skole-flytning har varet meget længe og har påvirket mange af pigerne i klassen.

Alma har ikke rigtig ladet sig mærke med det før i mandags, da hun skulle tilbage til skolen efter ferien.

Hun ville slet ikke i skole. Hun har været rigtig ked af det i løbet af ugen, har grædt over det og fortalt, at hun ikke har nogen at lege med.  Hun afsluttede ugen med at blive syg med feber og ondt i ørerne.
Alma er meget følsom og meget melankolsk, så når hun først er rigtig ked af et eller andet, kan det komme til at fylde rigtig meget hos hende. Vi forsøger at lytte og være forstående, så godt vi kan, men hvor er det bare svært, når ens lille pige er så ked af det...

Friday, October 28, 2011

Tekniske problemer...

Jeg håber, at nogle måske kan hjælpe...
Rigtig ofte, når jeg kigger på min blog, kan jeg ikke se mine faste læsere. Rubrikken mangler simpelthen. Jeg har spurgt andre, som kigger på bloggen, om de oplever det samme og det sker desværre ret ofte, at rubrikken bare er pist væk. Jeg tænker, at jeg går glip af mange nye læsere på den måde. Det er da irriterende.

Ved I hvorfor det sker!?

Thursday, October 27, 2011

Far Efraim og Pippi Langstrømpe...

Mange tak for alle kommentarerne til mit indlæg om at skåne børnene. 
Det er virkelig dejligt, at kunne tage interessante emner op og få gode og tankevækkende kommentarer. Jeg bliver ved med at tage emner op indimellem, som ligger mig på sinde. Det kan jeg ikke lade være med.

Efteråret har sneget sig ind under huden på mig. Jeg kan altid mærke det. Mørket påvirker mig og jeg har lyst til at sidde i lænestolen, med en varm kop te, et slumretæppe, gode bøger og strikketøj. Efteråret indbyder til at se indad og jeg mærker mine følelser endnu mere tydeligt nu.

I øjeblikket er jeg ved at læse Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe for Storm. Jeg tror det er tiende gang, vi læser dem, men bøgerne bliver aldrig kedelige.

Pippi, Tommy og Annika forlod i går aftes Kurrekurredutøen og nåede hjem til den lille by i Sverige. Lige netop det kapitel, hvor de ser den lille bys lys og mærker savnet, vækker så mange følelser hos mig.
Regntiden på Kurrekurredutøen er ved at begynde og Far Efraim, mener det er bedst, at børnene tager hjem til den lille by, for netop i regntiden, vil han helst sidde i sin hytte og gruble over livet. Han mener, at børnene vil blive kede af at være på øen, når han har det sådan.

Det er netop af de grunde, at jeg elsker Astrid Lindgrens bøger. Der er så meget dybte og de er vidunderlig læsning for både børn og voksne. De kan læses om og om igen.

Hele livet er en lang udvikling, men om efteråret bliver det endnu mere tydeligt for mig.

Tiden er til hjemlige sysler. Dukkesyning og hæklerier. Alma har netop færdigjort sin første bestilling. For nogle uger siden, hæklede hun en mobiltaske til verdens sødeste nabo (som vi er så heldige at bo ved siden af). Da naboens veninde så den, ville hun også gerne have én. Alma var stolt som en pave, da hun overleverede den fint indpakkede taske... 

Tuesday, October 25, 2011

At skåne børnene...

Dette her indlæg har været længe under vejs. Jeg begyndte at tænke på det, da jeg hørte om den forfærdelige tragedie i Norge på Utøya. Jeg tænkte over det, men jeg følte, at emnet var så sårbart at tage op på det tidspunkt, at det forblev i mine tanker og ikke blev skrevet på papir.

Det handler om at skåne børnene.

En ting, som er rigtig vigtig for mig i min opdragelse af mine børn, er at skåne dem for de forfærdelige ting, der sker rundt omkring i verden. Børn er små mennesker, med en stor sårbarhed og jeg føler, at det er min opgave, at bringe dem så sikkert så muligt gennem de første år af deres liv. Det mener jeg gøres ved, at skåne dem for svære voksen-emner, som jeg mener det er, når en gal mand går amok og skyder vildt omkring sig.

Jeg blev virkelig forarget, da jeg fandt ud af at børnekanalen Ramasjang havde taget emnet op i et program. Jeg blev rent ud sagt rystet!
Jeg synes det er dybt problematisk at en fjernsynskanal for børn, vælger at tage et så voldsomt emne op, som lige netop det og i den bedste sendetid!
Som forælder vil jeg selv bestemme hvordan store og svære emner, skal formidles til mine børn og jeg vil aldrig have tillid til, at et fjernsynsprogram, kan tage vare på den opgave. Det er simpelthen for stort et ansvar og netop derfor, er jeg meget opmærksom på, hvad mine børn ser i TV.
Rigtig mange forældre tænder forståelig nok for Ramasjang i god tro og sidder ikke med og ser hvad børnene egentlig ser eller bliver udsat for.
Ramasjang er en børnekanal og derfor burde de mennesker der laver programmerne også tænke rigtig meget over, hvad der egentlig er for børns øjne at se. Jeg synes det er så misforstået, at børn skal involveres i alt. Der er rigtig mange ting, som uden problemer kan filtreres fra!
Jeg er klar over, at tragedien i Norge ramte alle nordmænd og at hele folket er præget af det der skete. Det kan derfor være vanskeligt at skåne børnene i den sammenhæng, men det er vores opgave som forældre, at forklare på en måde, som tager hensyn til barnets forståelsesevne. Det kan et tv-program ikke!

Rudolf Steiner inddeler livet i syv-års perioder. Temaet for den første periode af et barns liv, altså fra 0-7 år handler om, at give børnene tillid til, at verden er god. Jeg tolker det sådan, at når børnene gennem de første 7 år af deres liv har fået en dyb indre følelse af at verden er god, vil de altid bære den følelse med sig og være godt rustet frem i livet. De får en robusthed, som gør det nemmere at klare de svære ting i livet som kommer, om vi vil det eller ej.

Jeg mener bestemt, at det er et rigtig godt udgangspunkt og noget man som forælder bør tænke over.
Vi bliver alle udsat for svære ting i vores barndom, som præger os gennem livet. Det er umuligt at gå gennem livet uden slag, men vi forældre har et stort ansvar for, hvad der skal gå gennem filtret og videre til vores børn i de første år af deres liv. Jeg spørger tit mig selv, om det virkelig er nødvendigt, at fortælle små børn om død og ødelæggelse. Hvis behov er det? Gør det dem til bedre mennesker, at vide at der sker helt forfærdelige ting rundt omkring os? Vil de ikke tids nok finde ud af hvordan verden er skruet sammen? Der kommer et tidspunkt, hvor det er mere naturligt at tale om de store emner. Når de er ældre og modne til det.
Jeg lyver ikke for mine børn. Hvis de har hørt ting i skolen, som de sætter spørgsmålstegn ved, så fortæller jeg på et niveau, hvor de kan følge med og så skånsomt så muligt.
Vi har samlet penge ind for Røde kors og børnenes far arbejder i Sandholmlejren, så mine børn ved godt, at ikke alle mennesker har det nemt, men det er vigtigt for mig, at de hører om tingene fra mig og forklaret på en måde, som ikke går ned i de aller dybeste detaljer.

Mine børn har oplevet døden, da min far døde, så selvfølgelig er de klar over, at der kan ske ting, som er svære og triste. Vi voksne hjalp dem til at sætte ord på følelserne omkring det og til at forstå, men jeg ser endnu ingen grund til at fortælle dem om alle de frygtelige ting, der sker i verden. Det ville de slet ikke forstå og det ville kun bekymre dem unødigt.
Vi ser ikke tv-avis, når børnene er i nærheden og vi fortæller dem ikke om jordskælv og sultkatastrofer.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes børn skal have lov at leve i nuet og ikke bekymre sig om store og svære ting. Det er noget vi voksne er rigtig gode til at spolere.
Jeg lever ofte selv alt for langt ude i fremtiden eller i fortiden, men jeg er bevidst omkring det og øver mig hver dag i at leve nu og her. Det synes jeg også mine børn skal have lov til.

Hvad synes du?

Monday, October 24, 2011

I slow motion...

... Storm er en lille dreng med rigtig meget energi og indimellem har han svært ved at komme ned i gear!
Jeg fik en lille øvelse af min mors ven, som jeg vil dele med jer.
Når Storm er alt for hektisk, beder jeg ham om at gå i slow motion.
Han skal gå så langsomt, som han overhovedet kan med sine almindelige skridt. Det får ham helt ned i gear og han synes det er noget så sjovt...

Søndag



Søndag formiddag fik jeg syet de sidste sting på dukke Rosa, som senere på dagen, blev hentet af en pige, som går i Almas skole. Johanna og hendes mor blev og drak te og pigerne legede, filtede og tegnede et par timer.
Storm og naboens dreng legede og flere unger fra nabolaget kom til, så hele syv børn fyldte pludselig op i vores lille rækkehus. Jeg elsker de dage, hvor ungerne løber ind og ud og vi alle sammen er i gang med det ene og det andet.
Naboens dreng Jacob hjalp Alma med at lave aftensmad og blev og spiste med. Han er elleve år og Storm og Alma ser meget op til ham og er så glade for, at han vil være sammen med dem. Menuen stod på boller, frikadeller, syltede agurker, salat med kikærter og syltet hokkaido.
Dagen blev afsluttet med dans i stuen og nogle meget trætte børn.

Sunday, October 23, 2011

Saltede citroner

Tak for de søde kommentarer til mit forrige indlæg. Flere spurgte til de saltede citroner og hvad vi bruger dem til. Her kommer opskriften:

Salte Citroner:

Du skal bruge et par store patentglas og godt med økologiske citroner.

Citronerne skylles godt og grundigt.
Skær et dybt kryds i hver citron og fyld ca. en spiseskefuld salt i hver.
Fyld glassene godt op med citroner (og som jeg, evt. et par chilier og lidt laurbærblade) og put yderligere en håndfuld salt over. 
Dæk citronerne med kogende vand.
Det er meget vigtigt at vandet dækker citronerne helt. 
Sæt låg på og lad citronerne stå køligt og mørkt i mindst 1 måned. 
De bliver aller bedst, hvis de får lov at stå i 3 måneder, men det er svært at vente.

Når de tages op af glasset efter et par måneder er de noget så lækre. 
Skallen er ikke længere bitter og de kan nu skæres i stykker og bruges i salater, gryderetter osv.  

De smager helt vidunderligt! 

Saturday, October 22, 2011

syltetid...


En dejlig lørdag både ude og inde. Formiddagen blev brugt på oprydning, lytten til radio og vask og kogning af alle vores sylteglas, så de kunne blive klar, til alle de lækre grøntsager der skal i dem.
En lille tur til Krogerup blev det også til og hele eftermiddagen blev brugt i køkkenet. Vi har syltet æbler, pærer og svampe, lavet et kæmpe glas saltede citroner og i morgen vil jeg sylte rødbeder. Jeg elsker denne årstid og de sysler der følger med. Det er meditation for mig...
Jeg skal nok snart vise lidt flere billeder af alle de lækre syltede sager og måske en lille nem opskrift følger med...

Og hov... I har ikke mødt vores seneste familiemedlem... Katten Marcel. Opkaldt efter Marcel Proust. Marcel er en arve-kat, for min mor er ved at sælge sit hus (mit barndomshjem) og kan ikke længere have katten. Nu bor den her og er faldet rigtig godt til, som I kan se!

Friday, October 21, 2011

Jeg kan selv...

Alma har altid elsket, at være med sin far i køkkenet og lave mad. Nu har hun selv fået indført, sin helt egen maddag og vi bestræber os på, at hun laver mad en dag om ugen. Hun vil selv og får kun en lille  smule hjælp til de ting, som er lidt for svære for en otte-årig, men det er der ikke så meget der er, så det meste klarer hun selv. Hun kan lave en hel del forskellige retter og er fuld af gode idéer. I sidste weekend lavede hun pasta med persille-pesto.
Hun er noget så stolt når middagen kommer på bordet og hun har gjort det HELT SELV!
Det giver selvtillid...

Thursday, October 20, 2011

Feriemodus...

Der har været meget stille her på bloggen i de sidste par uger. Jeg startede med at blive syg og ligge helt stille på sofaen i flere dage. Det er totalt uvant for mig at ligge stille så længe (at ligge stille i det hele taget er en lettere udfordring for mig), men det var virkelig nødvendigt...
Så begyndte efterårsferien og jeg har haft alle de kære børn hjemme og så gik tiden med dem... Jeg håber, at I har kunnet holde stilheden ud og at I ikke har forladt mig. Jeg skal lige finde tilbage til "blog-rytmen", så i må bære over med mig. Jeg kommer stærkt igen...

Monday, October 3, 2011

Sørgmodighed

I formiddags gik Martha og jeg en tur til kirkegården, for at kigge på min fars grav. Jeg har kun været der enkelte gange og det er første gang, jeg ser graven med gravstenen på. Det har været for svært og tungt at gå der hen. Hver gang jeg er der, vælder alle følelserne op i mig og jeg kan ikke lukke af for dem.
Jeg vidste godt, at stenen ville være der, i dag, når vi kom og da jeg gik med Martha i klapvognen hen mod graven, lukkede jeg øjnene. Tanken om at se den der på afstand, virkede så overvældende og jeg var glad for, at der ikke var andre mennesker på kirkegården, for det må have set meget mærkeligt ud, at jeg gik der med lukkede øjne hen mod en grav.

Da jeg åbnede øjnene, var den der foran mig og jeg kunne ikke lade være med at græde lidt. "Der ligger morfar" sagde jeg og Martha sagde "ja" og så glad ud.

Jeg har flere gange fået mails fra nogle af jer, der læser med. Søde og rørende mails om, at det gjorde noget for jer, at læse det jeg har skrevet om min sorg over at miste min far. Jeg bliver altid meget rørt og glad for de mails, for det betyder meget at vide, at andre mennesker får noget ud af at læse, det jeg skriver og at de har overskud til at fortælle mig det, glæder mig endnu mere.

At have mistet én man holder af er noget, som er så svært at forholde sig til.
I den første tid havde jeg meget dårlig samvittighed.
Indimellem var jeg meget ked af det og græd og det kunne dem, der var tæt på mig forholde sig til. De kunne trøste mig og være der for mig. Andre gange var jeg bare som jeg plejer, glad og ubekymret i hvert fald uden på. Jeg havde dog hele tiden den dårlige samvittighed, som prikkede mig på skulderen. Græd jeg nok? Var jeg nok ked af det? Det at livet bare gik videre var så underligt.
Jeg kunne ikke være i sorgen hele tiden og det tror jeg, er en meget naturlig reaktion hos de fleste.
Mine børn havde stadig brug for mig og måske endnu mere end før, fordi de havde oplevet en af de mere alvorlige realiteter, livet byder på.
Jeg skulle gøre rent, smøre madpakker og alle de helt almindelige ting, som man nu engang skal. Jeg stod ikke og græd ned i madpakkerne, i hvert fald hele tiden og jeg følte mig indimellem helt følelsesløs.
Jeg tænkte på, om der var en opskrift på sorg. En opskrift, der fortalte hvordan man sørgede på den rigtige måde, med kvoter for hvor meget man skulle græde. Det ville lige godt være nemmere, hvis jeg havde haft en brugsanvisning.

Nu et år efter fylder min fars død stadig. Jeg tænker stadig på ham og savner ham meget. Min dag i dag, har været påvirket af, at jeg besøgte hans grav og jeg kan godt mærke, at jeg skal indstille mig mentalt på at besøge hans grav. Jeg skal have energi til at mærke følelserne. Jeg skal erkende at det tager rigtig lang tid at bevæge sig videre, men det er heldigvis blevet nemmere, end det var for et år siden og jeg kan for alvor føle lykken og glæden ved livet igen.

tit tit...

Da Martha og jeg var ude og gå tur her til morgen, kom vi forbi denne havelåge og en heldig hund, som kan holde øje med det hele... Se, det er da smart!

Nye dukkekurser

Jeg har netop opdateret kursuskalenderen for de sidste kurser i år.

Der var flere, som ikke fik en plads på kurset med dukker til de mindste. Derfor er der endnu et kursus med "dukker til de mindste" d. 30. Oktober fra kl. 9.00-17.

Det næste dukkekursus med de store dukker er d. 12-13. November. Der er allerede en del optagede pladser.

Der er endnu et par ledige pladser på "Engledagen" d. 6. november.

Jeg glæder mig til at se både nye og kendte ansigter!

Kommer du langvejs fra, er der fine muligheder for overnatning.