Monday, October 3, 2011

Sørgmodighed

I formiddags gik Martha og jeg en tur til kirkegården, for at kigge på min fars grav. Jeg har kun været der enkelte gange og det er første gang, jeg ser graven med gravstenen på. Det har været for svært og tungt at gå der hen. Hver gang jeg er der, vælder alle følelserne op i mig og jeg kan ikke lukke af for dem.
Jeg vidste godt, at stenen ville være der, i dag, når vi kom og da jeg gik med Martha i klapvognen hen mod graven, lukkede jeg øjnene. Tanken om at se den der på afstand, virkede så overvældende og jeg var glad for, at der ikke var andre mennesker på kirkegården, for det må have set meget mærkeligt ud, at jeg gik der med lukkede øjne hen mod en grav.

Da jeg åbnede øjnene, var den der foran mig og jeg kunne ikke lade være med at græde lidt. "Der ligger morfar" sagde jeg og Martha sagde "ja" og så glad ud.

Jeg har flere gange fået mails fra nogle af jer, der læser med. Søde og rørende mails om, at det gjorde noget for jer, at læse det jeg har skrevet om min sorg over at miste min far. Jeg bliver altid meget rørt og glad for de mails, for det betyder meget at vide, at andre mennesker får noget ud af at læse, det jeg skriver og at de har overskud til at fortælle mig det, glæder mig endnu mere.

At have mistet én man holder af er noget, som er så svært at forholde sig til.
I den første tid havde jeg meget dårlig samvittighed.
Indimellem var jeg meget ked af det og græd og det kunne dem, der var tæt på mig forholde sig til. De kunne trøste mig og være der for mig. Andre gange var jeg bare som jeg plejer, glad og ubekymret i hvert fald uden på. Jeg havde dog hele tiden den dårlige samvittighed, som prikkede mig på skulderen. Græd jeg nok? Var jeg nok ked af det? Det at livet bare gik videre var så underligt.
Jeg kunne ikke være i sorgen hele tiden og det tror jeg, er en meget naturlig reaktion hos de fleste.
Mine børn havde stadig brug for mig og måske endnu mere end før, fordi de havde oplevet en af de mere alvorlige realiteter, livet byder på.
Jeg skulle gøre rent, smøre madpakker og alle de helt almindelige ting, som man nu engang skal. Jeg stod ikke og græd ned i madpakkerne, i hvert fald hele tiden og jeg følte mig indimellem helt følelsesløs.
Jeg tænkte på, om der var en opskrift på sorg. En opskrift, der fortalte hvordan man sørgede på den rigtige måde, med kvoter for hvor meget man skulle græde. Det ville lige godt være nemmere, hvis jeg havde haft en brugsanvisning.

Nu et år efter fylder min fars død stadig. Jeg tænker stadig på ham og savner ham meget. Min dag i dag, har været påvirket af, at jeg besøgte hans grav og jeg kan godt mærke, at jeg skal indstille mig mentalt på at besøge hans grav. Jeg skal have energi til at mærke følelserne. Jeg skal erkende at det tager rigtig lang tid at bevæge sig videre, men det er heldigvis blevet nemmere, end det var for et år siden og jeg kan for alvor føle lykken og glæden ved livet igen.

10 comments:

  1. Jeg kan godt huske dit indlæg og kan huske jeg sad med tårer og følte med dig. Glemmer aldrig dit indlæg og sætter pris på hverdagen hver dag.
    Tanker herfra:)

    ReplyDelete
  2. Sender dig store kys og kram.
    Jeg kender bestemt til de tanker med, at man kan gå ud af og ind i sorgen. Jeg kan huske, at da min farfar døde (han var den første jeg prøvede at miste) da undrede det mig, at avisen og posten kom som den plejede, føtex havde stadig ugens tilbud. Verden var gået i stå for mig, men ikke for alle andre. Det var svært.

    Jeg tænker lidt på, om det bliver mere virkeligt for dig, når du er ved din fars grav?

    ReplyDelete
  3. Uha, så vældede det lige op i mig med gammel sorg....men jeg ser ikke sorg som en negativ ting, men som en nødvendighed for at kunne blive hel igen...<3

    Min far døde i 1998 og jeg tænker stadig på ham hver dag (Nogle gange flere gange om dagen)...

    Jeg har haft nøgagtig samme tanker som dig...har jeg grædt nok? Var jeg ked af det længe nok?? Hvis jeg kom til at grine i tiden efter fik jeg rigtig dårlig samvittighed...Så det er nok helt normalt...

    Tak for indlægget, det er så befriende at læse når andre tænker de samme tanker..

    Kh. Trine

    ReplyDelete
  4. Der findes ikke nogen færdig opskrift på hvordan man forholder sig til sorgen. Lige så forskellige som vi mennesker er, lige så forskelligt bearbejder man sin sorgen. Det er en proces man helt selv skal igennem, og der er ikke noget der er rigtigt eller forkert. Det er hvad man har det bedst med. Jeg midstede min lillebror i år 2000, og dengang besøgte jeg hans gravsted flere gange om ugen, for den måtte ikke mangle blomster. Jeg følte at folk tænkte at jeg havde glemt ham. Sidste år mistede jeg min far,og han ligger ved siden af min bror. Jeg besøger ikke dem ret tit, for det siger mig ikke noget længere. Jeg har en masse gode minder og så har jeg to små billeder af dem til at stå, med to lys foran. Dem tænder jeg tit og og mindes. Istedet for at stå og se på en sten, så ser jeg på deres smilende ansigter og husker alle de gode ting. Og det er rart.

    ReplyDelete
  5. Jeg mistede min far tilbage i 2007, og kan genkende en del af de følelser som du beskriver: sørger man nu nok? Og sørger man på den rigtige måde? Jeg lever med min sorg over at have mistet min far. Jeg tror ikke, at man nogensinde kommer over det - man lærer bare at leve med savnet. Julen er den allerværste tid på året, da det er der, jeg bliver mindet allermest om, at han ikke er der. Der var der er traditioner, at jeg mangler ham.
    God tanker til dig, og tak for en åben og inspirende blog.
    Kh Karen

    ReplyDelete
  6. At lœse om din sorg på netop dette tidspunkt har bragt mange føleleser op for mig, da min Far lige nu kœmper en kœmp imod krœft og lœgerne har givet ham kort tid at leve. Det gør det ikke lettere at jeg sidder på den anden side af jorden og ikke kan dele denne tid med ham.
    Hans sygdom har ramt mig hårdere end noget andet i mit liv, og forbereder mig stille og roligt på den dag hvor jeg ikke lœngere kan se hans ansigt over SKYPE.
    Derudover mistede vi en kœr ven for nyeligt som bragte døden endnu nœrmere.
    Jeg har gjort mig mange tanker om dette emne og jeg skrev en post om det på min Blog, du kan kigge her hvis du har lyst at lœse den;
    http://momenttomomentdk.blogspot.com/2011/08/fly-angel-fly.html
    Døden er noget vi alle må se i øjnene og jo mere frit vi taler om det, jo mindre svœrt bliver det at se det øjnene når vi står foran den, tror jeg.

    ReplyDelete
  7. I do feel with you. In December it´ll be three years when my mother passed away. It´s easy to block it out in my daily routine here with my children and husband. Once a week my father is here with us for lunch. But it´s still so hard and painful to visit my parents house. The smell, her garden, everything. So I avoid it as often as I can, though I do know it´s not the right way to handle the grief. And there is still so much to do because all her stuff is still there, all her clothes. Someday I´ll have to sort it out and decide what to do with all that. I´m so frightened of that cause I know I will burst out in tears again and again.
    May you have all the strength you need.
    Gemma

    ReplyDelete
  8. Hej
    Læste dit indlæg den anden dag og har tænkt meget over det. Min far lever stadig i bedste stil -og hvor er jeg taknemmelig over det. Det havde jeg vist lige glemt indtil jeg læste dit indlæg.

    Er ny læser på din blog, men hvor har du mange fine tanker og ideer.
    Vi er pt. bosiddende i Luxembourg hvor jeg går hjemme med min dreng på snart to. Jeg frygter sådan at komme hjem og leve en tilværelse uden nærværet. Et liv hvor han går i børnehave, skole, fritidshjem osv fra 8 til 17 hver dag.
    jeg bliver glad når jeg læser din blog og kan se det er muligt med et liv med nærhed og tid med børnene selv i Danmark. Hernede er det så normalt at man kan vælge halv tid -også selvom man er i et spændende job. Jeg har i mine mange arbejdsår i DK aldrig mødt nogen med spændende job på halv tid. Det er ligesom prisen man må betale i det danske samfund - eller hvad?

    ReplyDelete
  9. Du berøre noget i mig med dit indlæg - rigtig meget. Hvorfor kan livet ikke bare være en dans på roser hele tiden? Jeg ville ønske.
    Jeg har ikke selv mistet en forældre men min bedste veninde mistede sin mor for snart tre år siden. Jeg husker som var det i går at hun fortalte mig det i telefonen. Vi græd begge og jeg huske at hun sagde "Jeg vil savne hende hver eneste dag resten af mit liv" Sådan tror jeg det vil være og sådan skal det have lov at være. Der er jo et uerstatteligt tomrum. Sorgen er vel en enorm kærlighed, som bliver lukket inde i kroppen på én. Det menneske som skulle have den er jo ikke længere...
    De kærligste og varmeste tanker til dig. Du virker utrolig stærk!

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!