Thursday, October 27, 2011

Far Efraim og Pippi Langstrømpe...

Mange tak for alle kommentarerne til mit indlæg om at skåne børnene. 
Det er virkelig dejligt, at kunne tage interessante emner op og få gode og tankevækkende kommentarer. Jeg bliver ved med at tage emner op indimellem, som ligger mig på sinde. Det kan jeg ikke lade være med.

Efteråret har sneget sig ind under huden på mig. Jeg kan altid mærke det. Mørket påvirker mig og jeg har lyst til at sidde i lænestolen, med en varm kop te, et slumretæppe, gode bøger og strikketøj. Efteråret indbyder til at se indad og jeg mærker mine følelser endnu mere tydeligt nu.

I øjeblikket er jeg ved at læse Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe for Storm. Jeg tror det er tiende gang, vi læser dem, men bøgerne bliver aldrig kedelige.

Pippi, Tommy og Annika forlod i går aftes Kurrekurredutøen og nåede hjem til den lille by i Sverige. Lige netop det kapitel, hvor de ser den lille bys lys og mærker savnet, vækker så mange følelser hos mig.
Regntiden på Kurrekurredutøen er ved at begynde og Far Efraim, mener det er bedst, at børnene tager hjem til den lille by, for netop i regntiden, vil han helst sidde i sin hytte og gruble over livet. Han mener, at børnene vil blive kede af at være på øen, når han har det sådan.

Det er netop af de grunde, at jeg elsker Astrid Lindgrens bøger. Der er så meget dybte og de er vidunderlig læsning for både børn og voksne. De kan læses om og om igen.

Hele livet er en lang udvikling, men om efteråret bliver det endnu mere tydeligt for mig.

Tiden er til hjemlige sysler. Dukkesyning og hæklerier. Alma har netop færdigjort sin første bestilling. For nogle uger siden, hæklede hun en mobiltaske til verdens sødeste nabo (som vi er så heldige at bo ved siden af). Da naboens veninde så den, ville hun også gerne have én. Alma var stolt som en pave, da hun overleverede den fint indpakkede taske... 

8 comments:

  1. Historien om Pippi er fantastisk og dejlig (højt)læsning. Selvom jeg kender historien og alle de medvirkende, har Mastodonternes opsætning af Pippi rørt mig til tårer til hver eneste forestilling ! Ja, Astrid Lindgren er en fantastisk forfatter og står også i reolerne herhjemme - dejligt når børnene selv kan læse dem ;)

    ReplyDelete
  2. Ja, det bliver rigtig sjovt, når børnene selv kan læse historierne. Det glæder jeg mig til;o)

    ReplyDelete
  3. Astrid LIndgren er en fantastisk forfatter, som mine børn aldrig bliver træt af. Lige nu er det børnene i Bulderby der er godnathistorien for min søn på 8. Jeg har læst alle historierne mindst fem gange, alligevel er han ikke træt af dem.

    kh Bodil

    ReplyDelete
  4. Ja, børn elsker gentagelser... Selv når de er otte år;o) Tak Bodil!

    ReplyDelete
  5. Astrid Lindgrens bøger er så kloge, - måske fordi de har hele mennesket med også det, der ikke er så pænt.

    Jeg elsker altså dine billeder :)

    Tænk at Alma allerede hækler på bestilling.

    ReplyDelete
  6. smukke billeder. længe siden jeg har skrevet det til dig. elsker spindelvæv

    ReplyDelete
  7. Sikke nogle virkelig smukke billeder!

    ReplyDelete
  8. Efteråret er i sandhed eftertænksomhedens tid... Ikke mindst sådan som tågen har lagt sig over os. Også jeg længes mod lænestolen (den burde indkøbes!) og hjemlige syslerier (dem vil jeg så gerne have tid til...)...

    Kh Maira

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!