Tuesday, October 25, 2011

At skåne børnene...

Dette her indlæg har været længe under vejs. Jeg begyndte at tænke på det, da jeg hørte om den forfærdelige tragedie i Norge på Utøya. Jeg tænkte over det, men jeg følte, at emnet var så sårbart at tage op på det tidspunkt, at det forblev i mine tanker og ikke blev skrevet på papir.

Det handler om at skåne børnene.

En ting, som er rigtig vigtig for mig i min opdragelse af mine børn, er at skåne dem for de forfærdelige ting, der sker rundt omkring i verden. Børn er små mennesker, med en stor sårbarhed og jeg føler, at det er min opgave, at bringe dem så sikkert så muligt gennem de første år af deres liv. Det mener jeg gøres ved, at skåne dem for svære voksen-emner, som jeg mener det er, når en gal mand går amok og skyder vildt omkring sig.

Jeg blev virkelig forarget, da jeg fandt ud af at børnekanalen Ramasjang havde taget emnet op i et program. Jeg blev rent ud sagt rystet!
Jeg synes det er dybt problematisk at en fjernsynskanal for børn, vælger at tage et så voldsomt emne op, som lige netop det og i den bedste sendetid!
Som forælder vil jeg selv bestemme hvordan store og svære emner, skal formidles til mine børn og jeg vil aldrig have tillid til, at et fjernsynsprogram, kan tage vare på den opgave. Det er simpelthen for stort et ansvar og netop derfor, er jeg meget opmærksom på, hvad mine børn ser i TV.
Rigtig mange forældre tænder forståelig nok for Ramasjang i god tro og sidder ikke med og ser hvad børnene egentlig ser eller bliver udsat for.
Ramasjang er en børnekanal og derfor burde de mennesker der laver programmerne også tænke rigtig meget over, hvad der egentlig er for børns øjne at se. Jeg synes det er så misforstået, at børn skal involveres i alt. Der er rigtig mange ting, som uden problemer kan filtreres fra!
Jeg er klar over, at tragedien i Norge ramte alle nordmænd og at hele folket er præget af det der skete. Det kan derfor være vanskeligt at skåne børnene i den sammenhæng, men det er vores opgave som forældre, at forklare på en måde, som tager hensyn til barnets forståelsesevne. Det kan et tv-program ikke!

Rudolf Steiner inddeler livet i syv-års perioder. Temaet for den første periode af et barns liv, altså fra 0-7 år handler om, at give børnene tillid til, at verden er god. Jeg tolker det sådan, at når børnene gennem de første 7 år af deres liv har fået en dyb indre følelse af at verden er god, vil de altid bære den følelse med sig og være godt rustet frem i livet. De får en robusthed, som gør det nemmere at klare de svære ting i livet som kommer, om vi vil det eller ej.

Jeg mener bestemt, at det er et rigtig godt udgangspunkt og noget man som forælder bør tænke over.
Vi bliver alle udsat for svære ting i vores barndom, som præger os gennem livet. Det er umuligt at gå gennem livet uden slag, men vi forældre har et stort ansvar for, hvad der skal gå gennem filtret og videre til vores børn i de første år af deres liv. Jeg spørger tit mig selv, om det virkelig er nødvendigt, at fortælle små børn om død og ødelæggelse. Hvis behov er det? Gør det dem til bedre mennesker, at vide at der sker helt forfærdelige ting rundt omkring os? Vil de ikke tids nok finde ud af hvordan verden er skruet sammen? Der kommer et tidspunkt, hvor det er mere naturligt at tale om de store emner. Når de er ældre og modne til det.
Jeg lyver ikke for mine børn. Hvis de har hørt ting i skolen, som de sætter spørgsmålstegn ved, så fortæller jeg på et niveau, hvor de kan følge med og så skånsomt så muligt.
Vi har samlet penge ind for Røde kors og børnenes far arbejder i Sandholmlejren, så mine børn ved godt, at ikke alle mennesker har det nemt, men det er vigtigt for mig, at de hører om tingene fra mig og forklaret på en måde, som ikke går ned i de aller dybeste detaljer.

Mine børn har oplevet døden, da min far døde, så selvfølgelig er de klar over, at der kan ske ting, som er svære og triste. Vi voksne hjalp dem til at sætte ord på følelserne omkring det og til at forstå, men jeg ser endnu ingen grund til at fortælle dem om alle de frygtelige ting, der sker i verden. Det ville de slet ikke forstå og det ville kun bekymre dem unødigt.
Vi ser ikke tv-avis, når børnene er i nærheden og vi fortæller dem ikke om jordskælv og sultkatastrofer.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes børn skal have lov at leve i nuet og ikke bekymre sig om store og svære ting. Det er noget vi voksne er rigtig gode til at spolere.
Jeg lever ofte selv alt for langt ude i fremtiden eller i fortiden, men jeg er bevidst omkring det og øver mig hver dag i at leve nu og her. Det synes jeg også mine børn skal have lov til.

Hvad synes du?

27 comments:

  1. Kan kun være HELT enig, Lisbeth.
    Bedst Malene

    ReplyDelete
  2. Å, dette er så vanskelig - og så viktig. Jeg følger deg nok ganske langt med å ønske å skåne barna mine. De ser aldri nyheter på tv - og jeg vil selv være med og hjelpe dem med å tolke det de møter. Men jeg har også - etterhvert som barna blir eldre - naturligvis måttet se at jeg kan ikke "gjemme verden" for dem. Jeg kan være med dem, jeg kan skåne dem for bilder og det verste - men de må leve i verden - og jeg må hjelpe dem å takle det. Og sult og nød og jordskjelv er også en del av verden og vi må vite om det for å kunne hjelpe dem som trenger hjelp, så det vet mine barn om - og de samler inn penger til fattige barn fordi de vet at det trenges.
    Og vi lever i Norge - og 22. juli hørte vi smellet fra Oslo sentrum helt til oss - og da nyhetene om Utøya nådde oss, så min mann og jeg på hverandre og skjønte at dette var langt utenfor det vi kunne skåne barna for. Dette var noe av det verste - og dette måtte vi møte. Dette var så stort og så forferdelig - og det rammet hele landet - så de kunne ikke skånes - og da måtte vi som foreldre være de som fortalte dem om det hele. Dette har hele landet måttet leve med. Ungdommer fra vår bydel - og fra alle deler av landet - har omkommet eller blitt skadet for livet. Regjeringskvartalet er ødelagt. Og så har vi fortalt ungene at mannen som gjorde dette er arrestert. Og at når noen gjør noe så forferdelig så må vi andre vise ekstra sterkt at vi står for "det gode". Så vi tok med barna, tente lys i domkirken, la ned blomster i gatene, så at mange mange mange var med og sto for "det gode" i møtet med det onde.
    Så - jeg har vel lært at barna må møte verden og også det som vi skulle ønske ikke var med i verden. Men vi voksne skal være med dem, vi skal sile og vi skal tolke sammen med dem. Og vi må ha et budskap om det gode, om framtid, om hva vi kan gjøre og hjelpe til med - det gir barna håp og trygghet i møtet med det som ikke er godt

    ReplyDelete
  3. Kunne ikke være mere enig! At inddrage børnene for meget i voksenverdenen er desværre en af følgerne af begrebet "Det kompetente barn" som jeg som cand. pæd. forholder mig utroligt kritisk overfor. Mange (både pædagoger og forældre) har fejlfortolket dette begreb og dermed overvurderet deres børns evne til at kunne rumme og forholde sig til alt.

    ReplyDelete
  4. Jeg er helt enig med dig i at børn skal opleve verden som værende et trygt og dejligt sted. De kan simpelthen ikke rumme, de store "katastrofer" i livet, som små - Jeg ved godt at de på et tidspunt, ikke vil kunne undgå at se og høre om det, men jeg holder dem altså også fra alt hvad jeg kan af den slags så længe de er små.

    Min mor døde knapt et år før min store datter kom til verden, og vi besøger da ind imellem mormor - Men det er altså lidt underligt at hun bare ligger og sover dernede i jorden når vi kommer - Alle de andre børn fra børnehaven, kan jo lege med deres mormor... Jeg synes ind i mellem at det kan være svært at vide hvor meget jeg skal forklare mine børn, det her med døden og sygdom.

    ReplyDelete
  5. Jeg sidder og bliver lidt misundelig. Jeg ville ønske, at jeg havde haft de samme evner som dig. Alligevel er mine drenge blevet fornuftige unge mennesker, som klarer sig godt.
    Jeg synes du har helt ret i det du skriver.
    Jeg elsker tegnefilm, og derfor ryger jeg også sommetider ind i et børneprogram. Jeg bliver også chokeret sommetider, desuden synes jeg, at det er blevet et flat og urent dansk sprog man anvender der.

    ReplyDelete
  6. Jeg kan rigtig godt li dit indlæg, og jeg er fuldstændig enig. Nu er mine piger ikke så store endnu, så ramasjang ser de slet ikke. Det er stadig kun tegnefilm for merle på 3, og Neel der er 10 mdr ser bare reklamer :-)

    MEN, jeg har tænkt mig at gøre alt hvad jeg kan, for at de ikke skal tage stilling til alle de ting du skriver om, overhovedet foreløbig. Der er ingen grund til at bekymre dem. Det kan de, som du skriver, jo slet slet ikke forholde sig til.

    En lidt mindre ting i den her sammenhæng.... I merles børnehave slår de selv høns ihjel, det synes de børnene skal være med til... Og her er jeg så overhovedet heller ikke enig. "jamen de kan selv sige fra" siger de så.... Og så er vi der igen, hvor meget kan en på 3 selv sige fra, hun siger da bare ja til alt, hvis de andre gør det, så gør de også.... Og jeg frygter, at når den dag kommer, at hun blir rigtig ked af det, og slet ikke forstår det..... Overvejer at spørge hvornår det skal foregå næste gang, og så holde hende hjemme!!!!

    Hvad ville du gøre????

    KH Louise

    ReplyDelete
  7. Jag tycker du har helt rätt! Jag kände likadant efter det som hände i Norge och även efter andra våldsamma händelser. Barnkanalen i Sverige sänder "nyheter för barn" i ett program som heter "Lilla aktuellt", där de ska göra nyheterna och allt som händer ute i världen begripligt och mer lättförståligt för barn, men problemet är att det visas för tidigt på kvällen när min 4 1/2 åring fortfarande får titta på tv. Jag får stänga av och förklara att det är för äldre barn och att vi tittar igen när det programmet är slut. Det är inte bara händelserna i sig utan också de bilder som visas, det gör mig irriterad!

    ReplyDelete
  8. Kan kun være enig med dig, Lisbeth. Jeg ønsker også at mine børn bliver skånet for al verdens ulykker. Af den grund ser vi aldrig tv-nyheder mens børnene kigger på, de kan tids nok finde ud af hvordan verden hænger sammen.

    Kh Bodil

    ReplyDelete
  9. Hvor er det godt skrevet. Netop det med ikke at kunne styre fjernsynets programmer og hvad der kommer ud af skærmen har været medvirkende årsag til at vi slet ikke har Tv kanaler hjemme hos os. Vi har et fjernsyn og sammen ser vi de film, børne og voksenfilm, som vi selv vælger. Min ældste datter er hyper sensitiv, så hun fanger ALT hvad der rør sig, både godt og ondt, så her hjemme er vi meget opmærksomme på hvad der snakkes om og hvad der ligger fremme.
    Livet kan være hårdt og trist, og forfærdeligt, men det skal vores børn tidsnok finde ud af, og som du skriver er det en af vores fornemste opgaver at give dem troen på dem selv og styrken til at møde det når deres bevidsthed er modent til at forstå hvad der sker.

    ReplyDelete
  10. Vi vil kun vores børn det bedste og vil helst kunne beskytte dem hele vejen igennem livet. Det er en grum verden vi lever i og alt bliver serveret for os, både på tv og på nettet. Jeg ser ikke ret tit TV avisen, for jeg kan blive helt dårlig over alle de billeder de kan vise af dø og ødelæggelse. Jeg kunne godt ønske at der var strammer regler om hvad man må vise i tv og hvornår. Børn skal ha´ lov til at være børn, og ikke bekymre sig om alt ting.
    Det er en balance gang som forældre og finde udaf hvad der er rigtigt og forkert. Når de spørg om noget skal man så pakke tingene ind og undlade de dårlige ting?
    Da min lillebror døde for 11 år siden var vores den ældste 11 år, og vi havde igennem nogle år skånet hende for de grimme ting igennem min brors sygdoms forløb. Han tog livet af sig selv. Da hun blev lidt ældre og fik af vide noget mere om forløbet, blev hun meget sur over at vi havde pakket tingene ind. Vi troede vi gjorde det rigtige, men den dag idag kan hun stadigvæk nævne det. Så..... hvad er rigtigt at gøre, men det er godt at man stopper op og tænker over.

    ReplyDelete
  11. Jeg er ennig med dig at de skal skånes for de store katastrofer. Jeg synes dog det er vigtigt at de ikke får "halv" info eller hører noget ud af sammenhæng og derfor kommer til slev at forestille sig alle mulige grusomme ting. Men selvfølgelig, hvis man har haft mulighed for at skåne dem, har de jo slet ikke fantasi til at forestille sig grusomme ting. Jeg var selv utrolig bange for børnelokkere da jeg var lille og jeg aner ikke hvor det kom fra. Jeg må have hørt noget med et halvt øre eller noget. Men jeg tænkte meget over det og turde ikke køre hjem fra skole. Og det holdt jeg for mig selv. Men jeg synes da også helt klart at det er op til os forældre at bestemme hvornår og hvordan det skal formidles.

    ReplyDelete
  12. Et meget relevant og godt indlæg, og gode kommentarer. Og jeg er enig langt hen ad vejen. Jeg har en pige på 3 som er sprogligt langt fremme og derfor opfatter rigtig meget "voksensnak" og sætter spørgsmålstegn ved alt. Det sidste år har vi været igennem to akutte hundeaflivninger og en oldemor der pludselig ikke ved hvem man er, og alt dette har vi forklaret hende uden at pakke noget ind, hun forstår det jo bare på sin måde. Og vi behøver derfor heller ikke passe på med hvad vi siger og hvad andre i familien fortæller når hun er i nærheden. Dog får hun ikke lov at se noget i tv som ikke er for hende, når hun er hjemme! for det er straks sværere at styre hos bedsteforældre der altid skal se nyhederne kl 19. Derfor mener jeg det er vigtig at tale med sit barn om ubehagelige ting, så de ved de kan komme og spørge om andre ubehagelige ting de tilfældigvis har set eller hørt, men ikke helt forstår.
    Og jeg syntes det er ok at ramasjang tager et sådan emne op (så længe det bliver gjort ordentligt), da jeg ved der er utrolig mange børn i danmark der ikke bliver skånet for nyhederne eller andet, og ikke har forældre der tager de tunge snakke om verden. Og hvis nogle af disse kun har tv fra de kommer hjem til de skal i seng, hvem skal så prøve at forklare dem det??

    Håber det gav mening, for som sagt jeg er meget enig med jer alle, men desværre tager alle voksne ikke ansvaret på sig som de burde...

    Kreahilsner Charlotte

    ReplyDelete
  13. Et meget relevant og godt indlæg, og gode kommentarer. Og jeg er enig langt hen ad vejen. Jeg har en pige på 3 som er sprogligt langt fremme og derfor opfatter rigtig meget "voksensnak" og sætter spørgsmålstegn ved alt. Det sidste år har vi været igennem to akutte hundeaflivninger og en oldemor der pludselig ikke ved hvem man er, og alt dette har vi forklaret hende uden at pakke noget ind, hun forstår det jo bare på sin måde. Og vi behøver derfor heller ikke passe på med hvad vi siger og hvad andre i familien fortæller når hun er i nærheden. Dog får hun ikke lov at se noget i tv som ikke er for hende, når hun er hjemme! for det er straks sværere at styre hos bedsteforældre der altid skal se nyhederne kl 19. Derfor mener jeg det er vigtig at tale med sit barn om ubehagelige ting, så de ved de kan komme og spørge om andre ubehagelige ting de tilfældigvis har set eller hørt, men ikke helt forstår.
    Og jeg syntes det er ok at ramasjang tager et sådan emne op (så længe det bliver gjort ordentligt), da jeg ved der er utrolig mange børn i danmark der ikke bliver skånet for nyhederne eller andet, og ikke har forældre der tager de tunge snakke om verden. Og hvis nogle af disse kun har tv fra de kommer hjem til de skal i seng, hvem skal så prøve at forklare dem det??

    Håber det gav mening, for som sagt jeg er meget enig med jer alle, men desværre tager alle voksne ikke ansvaret på sig som de burde...

    Kreahilsner Charlotte

    ReplyDelete
  14. Malene: Tak;o)

    Underveis: Jeg tror i virkeligheden, at vi er helt enige. Børn skal leve i verden og kan ikke undgå at møde de store og svære ting, men vi forældre kan hjælpe dem til at forstå på en måde, som er meget bedre end tv'et og andre medier. Det der skete hos jer i Norge, ville altid slippe igennem, fordi det har berørt så mange. Så er man nødt til at tale om det på en måde som børnene kan forstå. Jeg tænker meget på de mindste børn med mit indlæg. Når de når en hvis alder, vil de gerne høre sandheden.
    Tak for dit indput!

    Anette: Det er meget interessant og noget jeg ikke har tænkt over. Vores børn er jo kloge og kompetente og alt muligt andet, men jeg synes også der er en tendens til, at forældre deler alt for meget med deres børn.

    Dorthe: Det er en stor udfordring at finde ud af hvor meget man skal fortælle om døden. Det oplevede jeg også da min far døde. Tror dog, at det vigtigste er, at vi voksne har et naturligt og afslappet forhold til døden. Det smitter af på børnene. Døden er jo ikke nødvendigvis noget forfærdeligt.
    Tak for din kommentar.

    Heksen: Så er du sikkert også en fornuftig mor... Jeg synes jeg laver tusinde fejl, men jeg tænker meget over tingene og forsøger at være den bedste mor jeg kan;o) Jeg er ikke den store fan af nye tegnefilm. Forstår ikke hvorfor det skal være så smart og gå så hurtigt... Jeg giver dig helt ret i at sproget bliver fladt og urent... Tak for indput!

    Louise: Tak for kommentaren. Hvor er det dog bare et svært spørgsmål. Har tænkt meget over det i løbet af formiddagen, for der er flere sider. På den ene side, synes jeg, at vi er alt for angste og forskrækkede over døden. De fleste spiser kød med stort velbehag, men vil ikke vide hvor det kommer fra og forholder sig ikke til dyrevelfærd og lignende. Tit aner børn ikke hvor maden kommer fra og at det er dyr vi spiser...

    Jeg synes det afhænger af så mange ting. Hvad er det for et barn, er hun interesseret, synes hun det er spændende? Hvordan er pædagogerne. Er de gode til at forstå børnene? Kan de se hvornår det bliver for meget?

    At se et dyr blive slået ihjel, kan være en virkelig traumatisk oplevelse. En høne bevæger sig jo længe efter den er død og skal holdes fast, for ellers ser det voldsomt ud. Nogle børn synes det er virkelig spændende og er der voksne omkring dem, som er gode til at forklare osv. Så kan det sikkert være en spændende og god oplevelse.

    Det er virkelig et dilemma, for et barn på 3 år, ved ikke hvad det går ind til og har derfor ingen mulighed for at sige fra på forhånd.

    Da jeg var 5-6 år, havde jeg en veninde som boede på en bondegård. De slagtede kaniner og en dag overværede jeg det. Det var en helt forfærdelig oplevelse og den sidder stadig i mig. Jeg var så chokeret og havde onde drømme om det længe efter. Det var simpelthen for overvældende for mig...
    På den anden side tror jeg, at hvis man er vokset op med det, så kan det være en helt naturlig del af livet og noget, som ikke er spor traumatiserende. Jeg må dog indrømme, at jeg synes det er lidt voldsomt og jeg ville som dig have store betænkeligheder. Der er dog også det i det, at børn på tre år, ikke er så farvet endnu, så de kan opfatte tingene helt anderledes end vi venter. De har ikke det samme forhold til liv og død, som vi voksne har... Men ja, det er svært. Jeg tror ikke man kan gøre andet, end at forsøge at lægge sine egne følelser til side og så se på sit barn og føle efter...

    ReplyDelete
  15. Elin: Tak for din kommentar. Jeg kan slet ikke forstå den slags programmer. Hvorfor pokker lader man ikke de ting være op til forældrene. Jeg undres gang på gang!

    Bodil: Tak for kommentaren;o)

    Camilla: Det er rigtig fint synes jeg. Man må ikke være fanatisk og afskrive alt tv, for så bliver det alt for spændende, men det er fint, at kunne vælge hvilke ting der egner sig!

    C.laus gavebod: Jeg tror at uanset hvad man gør, så vil ens børn altid bebrejde en et eller andet. Det er bare en naturlov. Selvfølgelig skal man ikke skjule en masse ting for dem, men jeg tror det er rigtigst at undlade nogle detaljer. Jeg er sikker på, at I gjorde det i fandt mest rigtigt... Selvmord, er også bare noget af det mest svære at forstå. Tanker herfra!

    Mia: Ja, det er så vigtigt, at de ikke hører noget og så digter videre selv. Det er en udfordring. Man må bare tænke så meget over tingene som forældre... Tak for kommentaren!

    ReplyDelete
  16. Flot indlæg du har fået skrevet. Jeg er helt enig, generelt synes jeg at der er tendens til at involvere børn i alt for mange voksen ting, det kan nogen gange gøre helt ondt i mit hjerte når jeg overværer det.
    Jeg tror af og til, at vi bliver betragtet som lidt sippede af vores omgangskreds, når vi skåner vores børn for alm. voksensnak.

    Dejligt at vide at andre har det ligesådan.

    ReplyDelete
  17. Jeg læste dit indlæg i morges og det har siddet i baghovedet hele dagen, for det er vigtigt! Mange forældre har det nok sådan i en travl hverdag, at det hele bare kører af sted, og der er nogle ting man ikke tænker over, men det ER enormt vigtigt, at vi som forældre tager stilling til de ting vore børn ser og bliver påvirket af. Vi er dem, der skal være et filter for vore børn, og der er bare så enorm stor forskel på, hvad en på 3 og en på 8 forstår! Min datter på snart 3 kan godt gå med tingene selv og tænke over dem uden at involvere os i det, men lige pludselig kan vi høre på hende, at hun har opfanget et eller andet, som hun måske tumler med i sit hoved. Hun kan endnu ikke rumme store ting, katastrofer eller voksensnakke og derfor er det mit ansvar at skåne hende for det jeg kan.

    Jeg tror, at det i bund og grund er vigtigt, at vi alle i vores hverdag er lidt kritiske over for de ting vi "udsætter" vore børn for - især de små bliver allerede bombarderet med indtryk bare ved at skulle i dagpleje eller børnehave! Og der er rigeligt, der skal tages stilling til i hverdagen. Alle de slemme ting i verden skal de nok høre om senere.

    Kh Anita

    P.s. Synes godt nok det lyder lidt voldsomt med slagtning i børnehaven!!! Tror ikke min datter kom i børnehave dén dag...

    ReplyDelete
  18. Hej igen

    Tak for dit søde og meget fyldestgørende var, det var dejligt at høre jeg ikke er den eneste som føler på den måde.... Og du har nok ret, man skal kigge på sit barn og tænke om hun kan takle den slags... Det må jeg lige gå i tankeboks omkring.

    Igen, tak for et godt og tankevækkende indlæg. Er meget glad for at læse med her inde.

    KH Louise

    ReplyDelete
  19. Louise:
    Efter at have tænkt videre i løbet af dagen, tror jeg egentlig at jeg er enig med Anita! Jeg ville ikke sende mine børn i børnehave den dag. Jeg synes egentlig, at den slags ting må ske i hjemmet og når pædagogerne siger, at børnene bare kan sige fra, så lyder det ikke som om, at de forstår det lille barns væsen. De er jo forbillederne og dem der viser vejen. Børnene følger bare med. Deres holdning omkring det og eventuelle afslappethed, vil selvfølgelig smitte af på børnene, men var det mine unger, ville jeg nok ikke udsætte dem for det...

    Anita: Ja, vi må være kritiske og være indover det der bliver serveret for vores børn. Jeg er helt enig med dig.

    Christina: Folk må bare tænke hvad de vil... Sådan tænker jeg;o) Det er bedst at lytte til sig selv, når det kommer til ens børn:o) Tak for kommentar!

    Charlotte Bergstrøm: Problemet med fjernsyn er bare at det ofte åbner en for en masse ting, som ikke bliver fulgt til dørs. Jeg kan ikke være enig i, at det er en god idé at tage den slags emner op i TV med børn som målgruppe. Jeg vil mene at de børn, som virkelig bliver sat foran tvét ville have langt mere ud af nogle opbyggelige og positive programmer (ikke at der findes ret meget af den slags, men alligevel). De store emner programmerne tager op kan åbne op for endnu flere spørgsmål. Det at mange børn bliver udsat for nyheder osv. er problematisk og det er ærgerligt at mange forældre ikke tager stilling, men jeg synes ikke det berettiger til at sende de programmer. Det er en balancegang, for selvfølgelig er der ting man ikke kan skærme for. Som jeg selv skriver, har mine børn også været gennem den store sorg at miste deres morfar. Storm har også mistet en hund og Alma en veninde der skulle flytte til en ny skole. Det har været store tab, som vi har talt rigtig meget om. Det skal man bestemt!! Tak for din kommentar. Det er virkelig dejligt at kunne bringe den slags emner op og få konstruktive svar;o)

    ReplyDelete
  20. Hei Lisbeth, Jeg er enig i mye av det du skriver om å skåne våre minste, men jeg kjenner meg også igjen i mye av det som underveis skriver i sin kommentar. 22. juli var en så nær hendelse at vi følte at dette var noe som vi måtte gå gjennom hele familien, hver på sin måte. Vi var nøye med at barna ikke fikk dette formidlet gjennom tv og aviser, men valgte å ta dem med på manifestasjoner og forklare på en enkel måte hva som hadde skjedd. Dette for å kunne forklare hvorfor så mange voksne, inkludert vi foreldre, som var lei seg og i sjokk, og for å unngå at de fanget opp ting som de ikke kunne håndtere fra andre steder og som kunne gjøre dem urolige. I vår steinerbarnehage valgte de å snakke med hver enkelt forelder for å høre på hvilken måte vi var involvert og hva barna evt hadde fått med seg, slik at de skulle være forberedt på hva som evt kunne komme opp i barnegruppen. De møtte barnas spørsmål etterhvert som de kom opp, men valgte å ikke ta det opp uten at barna selv gjorde det, og jeg syns det hele ble håndtert på en veldig fin måte.
    Takk for et fint innlegg!

    ReplyDelete
  21. Ja, Line. Jeg har stor forståelse for, at der er nogle ting, der skal tales om. Det der er sket i Norge har påvirket så mange mennesker og vil aldrig blive glemt!

    ReplyDelete
  22. Flott innlegg! (Jeg har lest den nydelige bloggen din lenge, men aldri kommentert, men her måtte jeg bare:) )
    Jeg er så enig i at barn bør skånes så mye som mulig. Vi valgte å fortelle vår eldste gutt på 5 1/2år kort om hva som skjedde i oslo, for at han skulle slippe å høre det fra andre barn, eller andre ubetenksomme voksne. Mange involverte sine små barn alt for mye, syns jeg, så sansynligheten for at det kunne skje var stor.
    Utøya har vi ikke sagt noe om, det er rett og slett for grusomt for et bittelite menneske å skulle bearbeide.

    Vi tok heller ikke med barna i butikken, fordi tabloid-avisene valgte å ha store, grusomme bilder på forsidene.

    Som en annen har skrevet lengre opp valgte også vår steinerbhg å snakke med alle foreldrene om hvor mye hvert barn hadde fått vite.

    Vi gjør som dere, ser ikke nyheter med barna, forteller ikke om store katastrofer som skjer i verden.

    ReplyDelete
  23. Hei Smilerynker !
    Helt enig ned deg. Her hjemme var det fakkeltog til minne om tragedien mandagen etter den 22 juli. Vi syntes det var så voldsomt for barna alt som skjedde både i media og rundt oss. Så vi valgte å ta de med på fisketur i skogen og grille pølser. Vi hadde en skjønn tur med gode minner. Er veldig glad for at jeg ikke dro med barna på fakkeltog som mange av våre venner gjorde. Det er vårt ansvar å beskytte de små, vi må huske at de ikke er små voksne.
    Takk for fint innlegg !
    Cecilie

    ReplyDelete
  24. takk for at du tar opp et viktig tema! virkelig noe å ta stilling til, jeg er enig. la verden være god og forstålig! vår gutt på 3 er redd for troll. Det er mer enn nok for han... og eldstemann på 10 liker bedre å leke i skogen enn å se barne-nyheter.

    ReplyDelete
  25. Børn skal have lov at være børn på en ubekymret måde så længe som overhovedet muligt! Jeg tror du har fuldstændig ret i at oplever de verden som god rigtig langt ind i barndommen vil det være grundstenene i dem - og det er jeg overbevist om vil gøre verden til et bedre sted.
    Efter tragedien i Norge kommer min ældste datter hjem fra sin farmor og siger "Moar, jeg har hørt at der har været en mand i Kvickly som har skudt nogle" Kvickly ligger lige ved siden af farmor. Så bare se hvilke forfærdelige tanker medierne kan skabe... Børns verden er endnu så lille og den skal være tryg og uden frygten for noget. Alt det skal nok komme senere i livet - desværre...

    ReplyDelete
  26. Jeg er meget enig med dig - af samme grund har vi ikke tv hjemme hos os. Sexfikserede og hjernevaskende reklamer og Tv-avis er ikke for børn - ikke mine børn i hvert fald. Vi ser Astrid Lindgren film, lille nørd, Busters verden og den slags på computeren. Men hvor må jeg dog ofte forsvare mit valg! Mine børn synes ikke vi er underlige ( Den dag mine børn synes at er et probklem anskaffer vi nok et tv.) - men deres kammerater er overbevist om at vi må være meget meget fattige :o)

    ReplyDelete
  27. Great! thanks for the share!
    Arron

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!