Wednesday, August 17, 2011

Brev til mig selv

For nogle dage siden stod jeg og kiggede ind i klædeskabet. Når jeg står og kigger længe ind i skabet, er det som regel fordi, jeg håber, at jeg vil få øje på et eller andet tøj, som jeg ikke har brugt længe og som jeg har glemt, at jeg har. Et eller andet, som har hængt der i årevis og som pludselig er blevet fint og smart igen.
Jeg stod der og kiggede ind i skabet og fik øje på en jakke, som jeg havde glemt at jeg havde. Den hang bagerst i skabet og jeg tænkte på, hvornår jeg sidst havde haft den på. Sikkert før jeg fik børn, i hvert fald var det mange år siden, jeg havde haft den på sidst.
Jeg tog den ud, tog den på og blev enig med mig selv om, at den desværre aldrig havde klædt mig og aldrig ville komme til det.
Da jeg var ved at hænge den tilbage i skabet, bemærkede jeg et hvidt stykke papir, som stak op af den ene lomme.
Jeg tog det op, kiggede på det og så min egen håndskrift. Et papir fuld af ord, som jeg selv havde skrevet en gang for mange år siden.
Et brev til mig selv...

Til mig selv!

Jeg lover mig selv, at være tro mod mig selv fra nu af! Jeg vil have tillid til mig selv og tillid til at tingene sker, som de skal ske og på den måde, som er bedst for mig. Jeg vil lade andre mennesker have tillid til mig. Jeg vil acceptere at jeg er som jeg er og at jeg har alle de værktøjer med mig, som jeg skal bruge på min vej i livet. Jeg vil vide, at jeg er smuk og klog og at heldige situationer også kommer til mig, når de er nødvendige.
Jeg vil tage ansvaret for mig selv og mine egne handlinger. Tage ansvaret på alle planer, både det emotionelle, det fysiske og det mentale plan. Jeg vil være åben over for andre mennesker, lade dem komme til mig og lære af deres forskelligheder.
Jeg vil acceptere, at jeg ikke er som andre, at alle er forskellige og at jeg har noget, jeg skal udrette i mit liv, som er vigtigt, ikke kun for mig, men også for andre mennesker. Jeg vil bruge mine kreative evner til at skabe glæde, ikke bare i mit liv, men også i andres. Jeg vil give uden at forvente at få noget igen og jeg vil vide, at jeg får alt det jeg skal have.
Jeg vil være positiv og glæde mig over mit liv -hver dag!

Kærlig hilsen Lisbeth

Det var det - brevet, som jeg en gang har skrevet. Jeg kan ikke huske hvornår. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte den dag, jeg skrev det brev. I hvert fald fik det mig til at tænke over mit liv, som det er i dag. Lever jeg op til det, jeg skrev dengang?  
Mange af punkterne jo, men nok ikke alle sammen.
Jeg har det godt, jeg glæder mig over mit liv, men jeg vil arbejde videre, for arbejdet med mig selv slutter aldrig. Heldigvis.

Har du nogensinde skrevet et brev til dig selv?

7 comments:

  1. Nej, jeg har vist aldrig skrevet et brev til mig selv, men jeg blev helt glad, da jeg læste om dit fund i jakken.

    Jeg får sådan en lyst til at skrive et brev til mig selv - lige nu går jeg med mange tanker om, hvilken retning mit liv skal tage, så det er nok ikke en dårlig ide at få sin "vision" formuleret, f.eks. i et brev.

    Ha' en god dag.

    Kh. LisbethK

    ReplyDelete
  2. Hvor er det fint Lisbeth! Fedt at du fandt det! Jeg skrev et brev til mig selv sidste år, som jeg fik med posten for ikke så længe siden. http://itsapalace.com/2011/08/04/my-day-so-far/
    Det var fantastisk og kan kun anbefales!

    ReplyDelete
  3. Reading this letter reminds me of things i would write in my diary years and years ago. Thinking forward (when you are in your early 20's) how you want your life to be. Things change naturally and you may not want the same things as you did 15 years ago, but the wish to strive to be the person you were meant to be is the same. Thanks for sharing the letter, i might have to write myself an updated version of my diaries wishes and stick it my wardrobe door. (where i spend too much time pondering what on earth to wear).

    ReplyDelete
  4. Nej, men jeg har tænkt på, at jeg ville skrive ét til mig selv når jeg bli'r 40, 50, 60 etc. Kender en fyr, der som ung skrev breve til sig selv til sine runde fødselsdage - for at minde ham om ikke at blive stivsindet og krakilsk som så mange andre ældre.
    Han si'r det har hjulpet ham.

    ReplyDelete
  5. Ja, det gjorde jeg for et års tid siden, da jeg skulle have jaget nogle spøgelser ud af skabet.

    Breve til en selv er fine !!

    ReplyDelete
  6. Smukt brev, du har skrevet dengang. Især det med at stå ved sig selv og den man er, fordi man er god nok, ramte her ved skærmen.
    Da jeg gik på højskole, bad læreren os om at skrive et brev, som vi skulle have ti år efter. Jeg kan huske, at det var en stor beslutning at skrive - for hvad kunne man forvente at opnå og opleve på ti år? Der er stadig to år tilbage, til jeg skal have brevet. Jeg glæder mig vildt til at læse det - håber, at jeg har skrevet noget, der giver bare halvt så god mening som dit.

    ReplyDelete
  7. Nej det har jeg aldrig gjort, kun skrevet dagbog, men det tæller ikke!
    Mn hvor er det bare et fint brev og meget tankevækkende! Må hellere komme igang...

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!