Tuesday, February 1, 2011

Stille...

...Så ligger jeg der, ud på de stille timer og tænker. Tænker på noget jeg skal huske at fortælle min far. Kommer i tanke om noget, jeg har lånt og har glemt at aflevere tilbage. Måske han skal bruge det nu? Jeg ser hans ansigt for mig og pludselig giver det et sæt i mig... Han er her jo ikke mere. Et halvt år er gået nu. Det er så tæt på og alligevel så langt væk.
Det er mærkeligt...

15 comments:

  1. Tid - det tager tid....
    Sender dig tanker herfra.
    Knus Ulla.

    ReplyDelete
  2. Kram, kram, kram til dig. Det er bare så ubeskriveligt hårdt, det du går igennem. Jeg kender det, desværre. 3. marts er det 2 år siden, jeg mistede min mor. Jeg savner hende dybt og inderligt hver evigt eneste dag. Sorgen er fortsat en stor del af mit liv og min hverdag.

    Forleden så jeg en lille video-sekvens. Det var egentlig mig, min mand havde filmet, mens jeg sad og snakkede med min mor. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg har ikke hørt hendes stemme i næsten 2 år, og så 'var' hun pludselig lige der!

    Sorgen aftager med tiden, det må vi tro på - men savnet, det vil altid være der.

    Mange varme tanker,
    Trine

    ReplyDelete
  3. Tak... Ja. Det tager tid og det går op og ned og op igen.

    ReplyDelete
  4. Tak Trine!
    Det er så svært... Det går egentlig godt, men så indimellem dukker det op. Det er så underligt at tiden bare går og går og han forsvinder længere og længere væk...
    Også masser af knus og tanker til dig!

    ReplyDelete
  5. Puha. Det må være så svært.....
    mange tanker herfra

    ReplyDelete
  6. Blev så berørt af det du har skrevet. Har mistet både min mor og far, med 11 års mellemrum, så jeg kender den situation du beskriver så uendeligt godt. Noget af det sidste min far gjorde, inden han døde, var at lægge sin hånd på mit bryst og sige: "Du har mig her", og det passer. Der er gået 12 år siden jeg sidst så ham, lugtede, ham, hørte ham, mærkede ham - men alligevel har jeg ham med mig, hver eneste dag. Kærligheden er evig. Uanset om man tror på et liv efter døden eller ej. Husk det!
    /Anna

    ReplyDelete
  7. Sånn har jeg det også. Min far døde for tre år og tre måneder siden. Fremdeles kan jeg slå nummeret hans for å ringe å fortelle når det skjer noe her. Men det går jo ikke. Han var den som forstod uten at jeg måtte si noe. Å ikke ha pappa her er vanskelig. Men så er han jo her likevel. Han lever videre i minnene og savnet. Vi er jo tross alt heldige da, som savner våre fedre. Sender en klem fra Norge...

    ReplyDelete
  8. Søde du, så sent som i går, tænkte jeg på dig. At det var langt tid siden, du havde skrevet om ham.
    Sorg og erkendelse tager tid. Og det gør ondt. Det tager tid at lære at trække vejret helt ned i maven igen.
    Jeg sender dig tanker og kram!

    ReplyDelete
  9. Det er SÅ svært det med savn, følelser og sorg. Jeg har ikke mistet min mor, men hun er blevet senhjerneskadet og jeg har ikke 'min' mor mere, men en helt anden mor...det gør ondt ondt ondt...jeg savner og længtes efter hende! Jeg synes det var rart at læse onkel Annes indlæg, det tager tid...lang tid!

    ReplyDelete
  10. Sorgen og savnet forsvinder aldrig.
    Mærkeligt så levende det hele kan blive i drømme, men med tiden kan de bringe lidt trøst :-)
    Varme hilsener fra Laura

    ReplyDelete
  11. stort knus Lisbeth. mærk ham inden i dig og tænd et lys for ham....

    ReplyDelete
  12. Varme, varme tanker herfra. Husker tydeligt hvor stort indtryk dit indlæg om din fars afsked gjorde på mig.
    De bedste ønsker fra Trine

    ReplyDelete
  13. Tak for dejlige kommentarer og trøst;o) Det hjælper faktisk!!

    Onkel Anne: Tak... Du har været en stor hjælp... Så betænksom. Sender dig tit en tanke!

    Anne Dorte: Det må være forfærdelig hårdt!! Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være. Knus til dig!

    ReplyDelete
  14. Tusind mange tanker. Det var rørende skrevet. Det var lige så jeg fik en klump i halsen.

    Jeg kan huske at jeg havde det på samme måde, som du beskriver, da min elskede mormor døde. Rigtig mange mange gange har jeg taget mig selv i at ville ringe til hende for at fortælle et eller andet, for i næste sekund at indse at hun ikke er her mere.

    Et halvt år er ingen tid.

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!