Thursday, January 20, 2011

BoligLiv



Foto: Tia Borgsmidt   Styling: Mette Helena 

I denne måneds nummer af Boligliv er der en artikel om seks bloggere, hvor jeg er en af de seks. Der er en lille artikel om mig og mine tanker om det at blogge og en idé fra mit hjem. Artiklen fylder kun en enkelt side, så jeg ville lige vise jer alt det, der ikke kom med i bladet og give jer muligheden for at læse hele interviewet:

Jeg hedder Lisbeth og er 31 år. Jeg læser til Steinerpædagog, men går lige nu hjemme med min datter Martha. Jeg designer børnetøj, holder forskellige kreative kurser og er ved at skrive en bog. Jeg har 3 dejlige børn.

Hvad blogger du om?

Jeg blogger om mit liv som mor, mit syn på tilværelsen, alt det kreative jeg laver, mine kurser og meget mere.

Hvor tit blogger du?

Jeg blogger nogle gange om ugen (når jeg har noget at blogge om).

Hvor længe har du blogget?

Et par år.

Hvad giver det dig at blogge?

Det giver mig rigtig meget at blogge. Jeg har fået et stort netværk og mange muligheder. Jeg nyder den stille stund, jeg har, når jeg sidder og skriver, redigerer billeder osv. Det er også en dejlig måde, at huske på alle de gode oplevelser jeg har sammen med min familie.

Hvorfor blogger du/ Hvad får dig til at blogge?

Jeg begyndte at blogge, fordi jeg havde lyst til at vise lidt af alle de ting jeg laver, jeg ville inspirere andre. I starten var det ikke ret tit, men efterhånden som der kom flere læsere til og mange skrev til mig, blev det rigtig sjovt. I dag er det at blogge blevet en del af mit arbejde, så nu er det både for sjov og for alvor.

Hvor finder/ henter du inspiration til at blogge?

Jeg henter primært inspirationen i mit eget liv, i mine børns hverdag, i de oplevelser vi har sammen osv.

Hvordan adskiller din blog sig fra andre bloggere?

Måske det, at jeg forsøger at vise et billede af et mere enkelt liv, at det er de små ting der betyder noget og at børn i høj grad har brug for nærvær, kreativitet og gode forbilleder. Jeg forsøger at skrive indlæg som er tankevækkende og ikke kun vise billeder.

Jeg vil rigtig gerne rykke noget hos folk og dræbe nogle af de fordomme, der er imod nogle af de emner der er vigtige for mig, som hjemmefødsler, min interesse for Steiner osv.
Jeg vil gerne få andre til at tænke over, at livet er lige nu og her, ikke i morgen eller i overmorgen og at det ikke nødvendigvis er de materielle ting der gør os lykkelige.

Hvilke bloggere kan du anbefale - danske som udenlandske? Har du selv en yndlingsblog?

Jeg besøger kun ganske få andre blogs. Simpelthen fordi mit liv er så fyldt op af børn og alle de ting jeg forsøger at nå…

Hvis jeg skal nævne én er det Rhythm of the home

Hvor blogger du - i hjemmet, på job, i sengen med laptop på skødet?

Jeg blogger når min datter sover om dagen eller om aftenen, når jeg har lidt ro. Jeg blogger udelukkende, når jeg er alene. Det er hygge-tid for mig.

Hvad får andre til at læse netop din blog?

Jeg har spurgt mine læsere om det og fik nogle fantastiske og rørende svar. Fordi jeg er lidt speciel og anderledes end de fleste, er inspirerende på min egen måde, tager smukke billeder og har en gennemført stil. Fordi jeg viser det der betyder noget og skriver rørende artikler. Det var nogle af de svar jeg fik.


Giv et bud på, hvorfor andre følger med i dit liv og alle dine kreative projekter?

Jeg håber det er fordi, at andre kan bruge mine idéer og bliver inspireret til at lave dejlige og kreative ting med deres børn. Der skal så lidt til for at gøre hverdagen særlig og børn kræver ikke ret meget andet end nærværende forældre for at føle sig særlige og anerkendte.

Hvordan er det at vide, at andre læser med i ens liv?

Jeg føler egentlig ikke at folk læser med i mit liv, for jeg er en meget privat person og det er langt fra hele mit liv, jeg lægger ud på bloggen, selvom jeg ofte tror, at læseren får den fornemmelse og det er nok også det der gør det interessant og får folk til at følge med.

Jeg tænker tit over de billeder, jeg lægger ud af eksempelvis mine børn. De har jo ikke valgt at være en del af projektet, men med tiden er min blog blevet en del af mit arbejde og det at den er personlig og viser en del af mit liv med børn, tror jeg også får folk til at læse med. Jeg synes det er vigtigt, at få det fulde billede af den der sidder og skriver, derfor er den dimension vigtig for mig. Var den der ikke, ville det blive upersonligt og kedeligt.

Hvordan bevarer du balancen mellem det private og det offentlige?

Det falder mig meget naturligt og er egentlig slet ikke noget, jeg tænker over.

Jeg er meget personlig på min blog. Jeg har fortalt om hvordan eksempelvis min fars pludselige død, har påvirket mit og mine børns liv. Jeg har fortalt om mine hjemmefødsler og tanker om et godt børneliv.
Jeg fortæller dog kun ting, som jeg føler hjælper mig selv til at komme videre og det er langt fra alt jeg fortæller.

Har du fået venner og kontakter gennem din blog?

Ja! En mine bedste veninder har jeg lært at kende gennem bloggen. Det er jeg meget taknemmelig over og det er helt sikkert det bedste bloggen har givet mig. Jeg har kun kendt hende et års tid, men føler jeg har kendt hende hele livet.
Jeg har fået flere henvendelser fra fotografer og stylister, som vil lave reportager og et forlag, som vil udgive min bog, så bloggen har bestemt givet mig mange fantastiske muligheder, som jeg ikke ville have fået uden den!

Hvorfor er det så in at blogge?

Jeg tror det handler rigtig meget om to ting: selviscenesættelse og anerkendelse. Vi vil alle sammen gerne anerkendes for noget og at blogge er at vise et ”glansbillede” af os selv. Jeg er meget bevidst om, at hele min identitet ikke skal være det billede, der er af mig på min blog. Jeg er langt mere end det…

Hvordan kan man profilere sig selv og sin virksomhed gennem blogging?

Det er en god måde at holde folk ajourført med de ting der sker. Man kan se udvikling hele tiden.

Din boligidé:


Hvilket boligtip, viser du frem?

Hjemme hos os har vi hver vores egen lille plads med navn. Under navnet er en dåse og i dem kan vi lægge små gaver til hinanden, små breve osv. Der er klemmer på dåserne og børnene har tegnet små tegninger med sure og glade ansigter. Det var noget min datter fandt på, for så kan man altid vise hvilket humør man er i. Det er vores måde at huske hinanden i en travl hverdag. Børnene er rigtig gode til at bruge dem og min er ofte fuld af sten, fjer og blomster fra børnene. De elsker at overraske og gøre mig glad og for dem er det en sjov måde at gøre det på.

Hvad har du gjort?

Ideen er lige til at gøre efter og kan bruges på mange måder, Jeg har klippet vores navne ud af fint gammelt tapet og har klistret navnene fast med tapetklister. Dåserne er helt almindelige kaffedåser, som er pyntet med papir og tapet. Jeg har boret hul i dåserne og skruet dem op på væggen. På dåserne sidder træklemmer, så breve og andet kan sættes fast.

Hvor er materialerne fra?

Kaffedåser fra supermarkedet og tapet købt på internettet.

15 comments:

  1. Skønne skønne billeder- jeg er så pjattet med din stil!

    ReplyDelete
  2. Dejligt indlæg med nogle lækre billeder! Tillykke med artiklen :-)
    Lyder rigtig fornuftigt de tanker du fremlægger vedr. blogning - har det selv stort set på samme måde.. :-)
    Stort kram fra Barbara
    www.kaerlighilsenb.blogspot.com

    ReplyDelete
  3. Dejlige billeder og et godt interview. Jeg synes det er forrygende, at bloggerne gør så god en figur og får så stor opmærksomhed som det er tilfældet her i boligliv.

    ReplyDelete
  4. Kul med artikeln! Grattis! Är det en egengjord klänning du har på dig eller är den inköpt i mexiko? Supersnygg!

    ReplyDelete
  5. Ja, kjolen er fra Mexico...:o) Tak for søde kommentarer!!

    ReplyDelete
  6. Har netop læst det nye Boligliv og blev lidt skuffet, da jeg også troede at det var en længere artikel... Så det er super at du har lagt det hele ud her! God aften :-)
    Kh. Anne
    Ps. er der noget nyt om Eventyrsøndagene?

    ReplyDelete
  7. Min dårlige samvittighed... Anne! Jeg har for meget at se til, for mange børn og for meget stress, så indtil videre er jeg ikke helt sikker på at starten bliver i januar... Det er svært, at få alle enderne til at mødes med Martha på armen...

    ReplyDelete
  8. Så fin... og ihh hvor er du god til farver...og kan du give mig et godt tip til, hvordan man får sin mand med på ideen, om alle de farver i ens hjem? Min går baglæns over pusse nusse ting og her i weekenden fik vi endelig hængt noget op på væggen, det tog også kun 2 år :) Glæder mig til og se flere inspirerende billeder fra dig.

    ReplyDelete
  9. Kære Lisbeth.
    Der er FULD forståelse herfra!! -Jeg tænkte nok at noget sådant var på spil ;-)
    Jeg afventer i spænding og har god tid, da datteren min jo kun er 20 mdr. og nyder remserne og vrøvle-versene! (Så INGEN hastværk for min skyld....)
    Kh. Anne

    ReplyDelete
  10. Så fin en idë med dåserne til små daglige gaver. Det er jeg helt vild med.
    Jeg har desværre ikke set Boligliv bladet men super fint hvad du har skrevet her. Meget tænksomt, jordnært og klogt og som altid magiske billeder fra dit smukke hjem :-)
    Knus Ulla.

    ReplyDelete
  11. Tak fordi du deler! Både artiklen, din dåse ide og dine smukke billeder:)

    Og hvor er ideen med dåserne og navnene gode, så man kan give hinanden små gaver. Rigtig hyggelig:)

    ReplyDelete
  12. Det var et fint intervju! Mange fornuftige tanker om det å blogge som var nyttig å lese for en nybegynner!

    Hilsen Line

    ReplyDelete
  13. Klart den bedste idé af bloggernes. Da jeg ikke lige kan bygge en seng eller møbler, var din idé lige til at bruge. Den vil jeg stjæle. Tak for en altid inspirerende blog.
    Kærlig Hilsen Louise

    ReplyDelete
  14. Uha sikke en fin blog. Har lige været et godt stykke tilbage i dine indlæg og jeg kigger helt sikkert forbi en anden gang, for her er skimse hyggeligt:-)
    Louise

    ReplyDelete
  15. Tak Louise! Gør mig glad:o)

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!