Tuesday, November 30, 2010

Kære julemand...




Kan man ønske sig organisatorisk sans!? Hvis man kan, så er det nemlig det, jeg ønsker mig til jul!
(...og I har ikke set opvasken og vasketøjet og nullermændene under sofaen...! Jeg bliver træt ved tanken...
- vælger derfor at sidde ved computeren i stedet!)

Det fine maleri, som indtil videre står på min reol (til jeg finder det helt rigtige sted), er en ganske særlig gave fra én, som er virkelig dygtig til at male... Hun kom på besøg i torsdags sammen med sin nuttede Viola og havde det store maleri med sig under armen. Jeg er så glad for det.
Der er noget nært og rørende over Inas malerier... Kig ind på hendes hjemmeside og se hvad hun laver.

(...og se lige Bob-kattens ører... nu har den igen været oppe og skændes med de andre katte... )

På vej hjem...




Alt det smukke jeg ser, når jeg går mod mit barndomshjem. I den hvide villa bag træerne er jeg vokset op...

Monday, November 29, 2010

Weekend









Billeder fra Julebasaren på Almas skole og fra den smukke nybyggede Rudolf Steiner børnehave i Kvistgård lige ved skolen.
Jeg var i praktik i børnehaven for to år siden og det er virkelig et fantastisk sted for børn. De sødeste og mest inspirerende pædagoger og en dejlig atmosfære... Når jeg træder ind af døren, får jeg lyst til at blive og flytte ind!

Friday, November 26, 2010

Skytsengel


Skytsengel min
pas godt på mig
dag og nat
tidligt og sent
altid skal du passe godt på mig
så blir´jeg glad
Skytsengel min

Sådan synger børnene i Steiner-børnehaven, hver dag efter de har hørt eventyr. Jeg har lavet Skytsengle til Julebasaren på Almas skole i morgen.

Wednesday, November 24, 2010

Julebasar


På lørdag er der julebasar på Almas skole.
Jeg er ved at lave lidt fine sager til basaren.
I dag har ungerne været hjemme og vi har nydt sneen. Vi har kælket og bygget en snemand, spist pandekager og hygget.
Her i eftermiddag filtede Alma og jeg. Jeg fik lavet den lille kone med blad på hovedet og fluesvamp. Hun er sat fast på et stykke fra en birkegren. Hun kommer til salg på basaren og Alma har sagt, at hvis ingen køber hende, må jeg love, at hun skal have hende med hjem igen...

Julebasaren er på Rudolf Steiner Skolen i Kvistgård på lørdag fra kl. 10-16. Kom glad!

Tuesday, November 23, 2010

Den gode grønne...

I dag får I opskriften på den gode grønne sauce, som min kæreste har serveret til suppe på flere af mine dukkekurser...
Mange har spurgt om opskriften og nu har jeg endelig fået en "sådan cirka"-opskrift ud af ham. Saucen er min kærestes variation af "Salsa Verde". Jeg lover, at den er god (så god, at jeg konstant lugter af hvidløg og selv Martha kan lide den)!!!
Dyp yndlings grøntsagerne i den, brug den til brød, i suppe, til tortillas etc.


Salsa alá Jannik:

En halv håndfuld mandler
6-8 fed hvidløg (mellem-størrelse)
En spsk. rørsukker
Lidt salt
Et bundt koriander el. basilikum
En halv bakke persille
200 ml hvidvinseddike
200 ml god olivenolie

Det hele blendes og hældes på flaske!

Monday, November 22, 2010

Ny hjemmeside om Steinerskolerne

Der er kommet en ny hjemmeside om Steinerskolerne i Danmark. Jeg synes den er rigtig fin og der er masser af spændende læsning om pædagogikken, undervisningen, fordomme osv.
Du kan finde siden her!
I Politiken i dag, er der i øvrigt et tillæg om De frie skoler i Danmark, hvor der er annoncer om Steinerskolerne.
Dette er startskuddet på kampagnen "Danmark har en skole med læring for alvor", som har til formål, at opnå statsstøtte til Steinerskolernes 11.- og 12.- klasser.

Sunday, November 21, 2010

Engle...




Jeg har haft en fantastisk søndag sammen med syv søde kvinder. Vi fik syet og filtet de fineste engle... Jeg er så glad over de fine resultater, som de alle fik med sig hjem!

Thursday, November 18, 2010

Martha 10 måneder

Tænk... 10 måneder! Tiden går altså stærkt, når man har en lille unge!
Sød, sjov og kær er hun og rimelig tidskrævende!
Hun elsker at sove mellem mor og far og vil gerne ammes mange gange hver nat...Zzz...
Hun nyder livet og er helt utrolig nysgerrig....
Vi bruger babytegn med hende og hun gør nu fire tegn: "mad", "drikke", "amme" og "kat" og så vinker hun farvel og klapper kage...
Vi startede med tegn for "drikke" og "mad" og gjorde tegnene hver gang, hun skulle have noget at drikke og spise og for en måned siden, begyndte hun at efterligne tegnene. Nu gør hun tegn for drikke, når hun vil have noget at drikke. Det er en helt speciel oplevelse...
Det er virkelig utroligt hvad sådan en lille én kan i løbet af 10 måneder!

Martha elsker i øvrigt at hive sine strømper af... Jeg giver hende strømper og futter på mindst 50 gange hver dag!

Wednesday, November 17, 2010

Forberedelser




Jeg har huset fuld af det lækreste uld i smukke farver og jeg glæder mig rigtig rigtig meget til på søndag, hvor jeg skal lære 7 kvinder at lave fine engle. Det bliver dejligt at møde dem alle sammen og jeg glæder mig til, at se et par stykker, som jeg har mødt tidligere på nogle af mine dukkekurser...
Ih... jeg har sommerfugle i maven!

Nu hvor vi taler om engle... Så lyt lige Keren Ann´s smukke stemme.

Saturday, November 13, 2010

Kreativ leg


Børn har ikke brug for ret meget legetøj, når fantasien skal udforskes og den kreative leg skal sprudle.
Jo enklere jo bedre!


Koen har jeg lavet på seminariet sammen med en fantastisk lærer...

Friday, November 12, 2010

Favorit stund


Lille dejlige Martha hygger sig på lammeskindet med sove-dukken (uden ondt i maven)...
Tidligere havde hun dyppet ærmet i hokkaidosuppe og tegnet sig på skulderen med sin fars overstregningstusch... Kære barn!

Suk...

Ligger herhjemme og er sløj... Har været det siden i tirsdags! Det er længe siden, at jeg har fået penicillin og eftersom jeg stadig ammer Martha en hel del, har det ikke været så godt for hendes lille mave, så hun er lettere brokken... av for den da!
Så det er altså derfor her er så stille...

I får lige et par billeder fra soveværelset. I kommoden ligger Marthas bitte små strømper, sparkedragter, bukser og trøjer...

Monday, November 8, 2010

Endnu et dejligt dukkekursus





Så er endnu et dukkekursus veloverstået og sikke en dejlig weekend, sammen med 7 søde og MEGET snakkende damer... Jeg ved ikke hvilke emner vi ikke fik talt om!
Til trods for alt snakkeriet fik de også lavet noget og jeg synes, at de alle sammen tog hjem med rigtig flotte resultater oven på alle anstrengelserne!
Så fine og forskellige dukker kom der ud af det...

Sunday, November 7, 2010

Så er det i aften...

...At netauktionen på Foreningen Forældre og Fødsels hjemmeside slutter. Du kan vinde en af mine fine dukker og alle pengene går til foreningen.
Jeg lover, at den der vinder, ikke bliver skuffet uanset hvad prisen bliver...

For at finde auktionen kan du klikke her, gå ind i kategorien legetøj og se på side to. Man skal ikke være medlem af foreningen, men bare oprette sig som bruger for at deltage.