Steinerskolen

Alma startede i første klasse for et par uger siden. Hun er allerede godt i gang med livet som skolebarn. I Steinerskolen er det en stor ting at begynde i første klasse. Hvor børnehaveklassens rytme ligner den i børnehaven med turdag mandag, maledag tirsdag, maddag onsdag, eurytmi torsdag og bagedag fredag, så starter den egentlige klasseundervisning i første klasse. Alma har haft sine første tysk og engelsktimer og form-tegning og håndarbejde. Det er en glad pige vi henter i skolen og på vej hjem snakker hun tysk med Storm. Så sidder de på bagsædet som små papegøjer og siger "guten Tag" og da jeg slet ikke kan tysk, kan jeg ikke helt følge med!

Jeg nyder Steinersskolens skønhed, kreativitet og varme. Her er lidt billeder fra Almas smukke skole.

Kunne du tænker dig at høre en rigtig fin udsendelse om Steinerskolen, så lyt til p1-programmet Apropos her!

Eftermiddag

En sund eftermiddags-snack til ungerne.
 -OG SLIK PÅ FREDAG!

Dukkekursus d. 9-10. oktober

Jeg afholder dukkekursus d. 9-10. oktober i Vanløse. Hvis du vil være med, så skynd dig at sende mig en mail. smilerynker@gmail.com

Livet er lige nu

Vi voksne har en tendens til at leve langt ude i fremtiden. Vi planlægger, glæder os og venter på ting, der skal ske i stedet for at leve her og nu og nyde det, vi har og gør netop nu!
Vi har det med at give det videre til vores børn. Vi fortæller dem flere uger i forvejen, at vi skal i Tivoli. Vi fortæller dem, at de skal i skole efter sommerferien, vi fortæller dem at mormor og morfar kommer lige om lidt.

Vi kender alle sammen billedet af os selv som børn, der står i vinduet og kigger efter gæsterne. Hele formiddagen har været rædselsfuld, fordi vi slet ikke kunne finde på noget at lege. Fordi vi hele tiden spurgte vores forældre, om gæsterne ikke snart ville komme.

Vi ventede og det var jo godt, for det er så sundt at have noget at glæde sig til.

Eller er det nu også det? Bliver oplevelser bedre, fordi man har ventet på dem? Bliver de bedre, fordi man har spurgt 17 gange om, hvornår et eller andet skal ske? Bliver det mere fantastisk, fordi man har store forventninger til noget?

Ikke nødvendigvis.

Jeg øver mig i at lade mine børn leve i nuet, for jeg mener barndommen er det eneste tidspunkt livet, hvor man for alvor kan være lige nu og her uden at skulle tænke og forholde sig til ting langt ude i fremtiden. Børn kan glæde sig over de ting, de oplever, mens de oplever dem og ikke tænke på alle de andre ting der skal ske lige om lidt. De behøver ikke bekymre sig om regninger, der skal betales, mad der skal købes ind og tøj, der skal vaskes.
Det er da ret smukt ikke??

Øvelse gør mester, og jeg øver mig i at huske, at mine børn har denne fantastiske mulighed for at nyde nuet. Hvis jeg da ikke spolerer det... indimellem har jeg lyst til at fortælle mine børn, at et eller andet vidunderligt skal ske, men hvis jeg fortæller dem om det, er det ikke for deres skyld, men for at dække mit eget behov. Fordi jeg glæder mig og har behov for at dele det med dem.

Vi gjorde for eksempel ikke et stort nummer ud af Almas skolestart. Vi fortalte hende ikke, hvornår hun skulle sige farvel til børnehaven og videre i skolen. Havde vi fortalt hende det lang tid i forvejen, ville hun have spurgt til det og jeg tror ikke hun ville have "været til stede" på samme måde i den sidste tid af sit liv som børnehave-barn. Vi fortalte selvfølgelig, da hendes sidste dag i børnehaven kom, og hun havde en dejlig afslutning. Jeg tror ikke, at dagen havde været mere særlig, fordi hun havde hørt om den flere uger i forvejen.

Vi voksne kan også øve os i at leve i nuet også, selvom jeg tror det er helt umuligt at leve hundrede procent her og nu, for vi er jo nødt til at forholde os til ting ude i fremtiden, men vi kan alligevel godt blive bedre til at glæde os over de oplevelser, der er lige nu i dag i dette øjeblik!

Min fars død har fået mig til at tænke mere over, at jeg skal nyde det, der er lige nu. Livet skal leves nu. Ikke i morgen eller om en uge, for vi ved aldrig, hvornår det er forbi.

At leve i nuet er livets teknik -
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
engang for altid er dette.

Piet Hein

Det kan man ikke lære for tidligt!

Alma strikker løs med sine små strikkepinde...
Mor må samle lidt masker op indimellem, men det går ret fint!

I skolen har hun haft sine første håndarbejdstimer og hun er i gang med at snitte sine egne strikkepinde.

Idé til tapet-elskere

Som de fleste nok ved, er jeg rigtig vild med smukt gammelt tapet.
Til Marthas lille seng kunne jeg dog ikke finde det helt rigtige og så fandt jeg på at tapetsere sengen med stof i stedet. Stoffet er fra gammelt sengetøj og det var rigtig nemt at sætte det på.
Jeg gjorde helt som med tapet, men levede tapetklister i en lidt tykkere udgave, for at være sikker på at det holder.
Man kan også bruge decoupagelim, men det er sikkert vældig giftigt, så det ville jeg ikke selv vælge. Jeg har heller ikke lakeret det og vil da også bare skifte det ud, hvis det skulle blive nusset.

Sengen har min mor fået af en veninde, som ikke kunne bruge den. Jeg fik lyst til at gøre den fin, for Martha kan ikke længere ligge i slyngevuggen og falde i søvn om aftenen.
Fra den ene dag til den anden, var det som om, hun ikke længere kunne holde gyngeriet ud (eller hun blev i hvert fald ikke beroliget af det længere).
En aften hvor jeg havde lagt hende i vuggen, begyndte hun at sparke helt vildt med benene, så vuggen bare fløj op og ned. Hun lettede næsten fra madrassen. Hun grinede over hele ansigtet og lignede en der sad i luftgyngerne i Tivoli... Fra den dag har vuggen været forlystelsespark og ikke en rolig soveplads! Det er da ret sødt, men ikke lige det man gider, når der er dømt mor-far-tid!

Nu lægger jeg hende til at sove i den lille lyserøde tøse-seng (Når nu Martha slet ikke er særlig tøset, så må der jo noget til at opveje det). Vidste I i øvrigt at lyserød var den helt store "drengefarve" for 100 år siden!??
Nu går jeg ikke højt op i farver på den måde og Storm har da også gået i bukser med hjertelapper og blomster indtil han begyndte at sige "Mor... det er altså pige-bukser!"... Så går den altså ikke længere!

Martha ligger og falder i søvn i sengen og når vi så går i seng om aftenen, kommer hun over hos os... Længe blev hun også lagt til at sove i dobbeltsengen, men nu er jeg bange for, at hun kan rulle ud, når ikke vi ligger sammen med hende.
Jeg elsker altså samsovning og synes, det er nemt så længe hun stadig bliver ammet om natten, så det bliver ved lidt (længe) endnu!

En sød lille fyr

Det er så længe siden, at jeg har vist en dukke, jeg har syet.
Her er Linus. Han er på vej til en lille dreng i Norge. Linus har det skønneste røde hår og kan vist være lidt fræk! Han har en dejlig varm uldtrøje og lun hue på, så han er klar til efteråret!
Jeg håber hans far Jonas bliver rigtig glad for at se ham!

Lyspunkter og tak

På trods af alt det svære lige nu, sker der også gode og dejlige ting i mit liv...
Vi har været ude og se på den sødeste lille hundehvalp til min mor. En Golden retriever som forhåbentlig har et sind som min far. Godmodig og rolig!
Vi skal hente den d. 13. september. Det bliver rigtig godt for min mor med lidt selskab. Hun har mange mennesker omkring sig, men det bliver godt for hende, at have én som elsker betingelsesløst. Jeg glæder mig og det gør børnene også (de skal nok få gjort den hund gjort helt kulret på ingen tid)!

I sidste uge havde vi besøg af stylisten Mette Helena fra Retrovilla og fotografen Tia Borgsmidt. De er i gang med at lave nogle artikler om forskellige danske bloggere til bladet Boligliv.
Jeg skulle vise nogle kreative idéer, som bliver vist i bladet. Jeg er meget spændt på at se hvordan det bliver!
De lavede en boligreportage samtidig og hold fast et par effektive damer!
De klarede både at få børnene til at se skønne og glade ud, flyttede lidt rundt på møbler (ja... tro ikke på alt hvad du ser i bladene) og så fik de taget nogle virkelig fine billeder! Specielt familiebillederne var bare fantastiske og vi kom til at ligne den perfekte kernefamilie med tre glade børn der smilede på samme tid. Det er faktisk lidt af en bedrift, for Storm gider sjældent det med billeder. Han havde det da også ret sjovt med at kravle ind under Tias kamera og spørge om han måtte trykke på knapperne (selvfølgelig efter han allerede havde trykket). Storm har bare noget med knapper. De skal trykkes på!
Tia er en meget dygtig (og tålmodig) fotograf, må jeg nok sige og jeg anede kun ganske få nervøse trækninger! Det var en god dag.

Forrige weekend havde jeg mit tredje dukke-sy-kursus (se lige hvor dygtige de skønne damer var!). Det var virkelig en dejlig weekend og jeg kan mærke, at det bare er mig, det her med at give det kreative/ Steinerske videre på den måde. Jeg er vild med det. Det er rigtig rart, at møde mange forskellige og søde mennesker og alle er så positive! Det er noget jeg vil blive ved med, så i efteråret planlægger jeg endnu flere kurser!

Så vil jeg også takke. Takke for alle de dejlige kommentarer, jeg har fået til mine indlæg om min fars død og mine tanker om sorg. Selvom jeg ikke får svaret jer alle, så betyder det ikke, at jeg ikke sender jer alle en kærlig tanke, for det gør jeg. Jeg er virkelig overvældet over alle de smukke ord, idéer til bøger jeg skal læse, citater og i det hele taget al den trøst i sender mig, for det er sådan det føles. Det er en trøst at læse, at andre har det som jeg og bliver berørte af det jeg skriver. Tak!

Øjeblikke man aldrig glemmer

Der er øjeblikke i livet, som man aldrig glemmer og for altid vil gemme i hjertet.

Vi står på parkeringspladsen udenfor hospitalet. Det er en smuk og lun sommeraften og hospitalet ligger der og ser så dystert ud mod den smukke lyserøde aftenhimmel. Solen er ved at gå ned og det er kun et par timer siden, at jeg fik af vide, at min far skal dø.

Min lillebror og min mor sidder stadig inde på hospitalsstuen og holder min far i hånden.
Min lillebror har lovet, at han vil blive hele natten, sammen med min mor og jeg er lettet, for tanken om at hun skal være der alene er ikke til at holde ud.

Jeg føler mig splittet. På den ene side vil jeg helst blive. Jeg vil ikke give slip på min fars hånd. Jeg vil ikke tro på, at han skal dø. Jeg vil ikke tro på, at det måske er sidste gang, jeg skal se ham ligge der og være varm og levende. I morgen er han måske væk for altid. På den anden side vil jeg gerne flygte. Jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg føler. Det hele har været så overvældende. Man kan da ikke være levende den ene dag og død den næste. Nej, jeg tror ikke på det!

Martha er faldet i søvn i autostolen. Hun må hjem og sove og hun er endnu ikke stor nok til at undvære sin mor en hel nat og jeg kan heller ikke undvære hende.
Alle forstår, at jeg også må tænke på, hvad der er bedst for hende. Tag nu hjem siger min mor til mig. Der sker ikke noget i nat Lisbeth, så gå nu.
Vi går. Ud af hospitalet. Ud i luften.
Mit hoved føles tungt. Alt er anderledes. Livet bliver aldrig det samme igen!

Vi står der min kæreste og jeg på parkeringspladsen i skumringen. Vi har lige vinket farvel til min storebror, som er kørt af sted på sin motorcykel. Vi kan stadig høre støjen fra motoren og jeg tænker på hvor rart det kunne være, at køre af sted, forsvinde, glemme hele denne dag og lade som om den aldrig har fundet sted.

Jeg sætter Martha ind på bagsædet og min kæreste er ved at sætte sig på forsædet, så han kan køre os hjem.
Jeg stopper ham… Ser på ham og får ham til at love, at vi aldrig må tage livet for givet. At vi skal elske hinanden hver dag og at vi skal kysse hinanden godnat hver eneste aften… Aldrig gå vrede i seng, aldrig tage hinanden for givet og aldrig tage livet for givet.
Han lover og jeg lover…

Livet føles så skrøbeligt. Jeg føler mig bange. Bange for døden, bange for at miste… bange!



Det er morgen. Min mor ringer fra hospitalet. Det er en uge siden hun fandt min far liggende på gulvet der hjemme.
Nu er han ved at dø, siger hun.
Klokken er lidt i fem. Jeg skynder mig ud af sengen. Tager hurtigt tøjet på. Farer forvirret rundt. Ved ikke helt hvad jeg skal. Kan ikke lide at køre i bil alene, men kan heller ikke vække børnene for, at Jannik kan køre mig til Glostrup. Jeg bryder sammen. Beder Jannik fortælle mig hvad jeg skal gøre!
Min mor ringer igen. Klokken er kvart over fem. Hun fortæller, at han er død nu. Hun sidder inde hos ham på stuen og var der da han døde. Hun græder og jeg græder med hende.
Jeg tager Martha op og kører af sted med hende alene. Motorvejen er næsten tom. Morgenen er så smuk og det lysner mens jeg kører mod Glostrup.

På stuen ligger min far med hænderne foldet om en hvid blomst. Han har fået hospitalets skjorte på og ligger der så fredfyldt og stille. Min mor græder. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Vi sidder hos min far hele formiddagen. Taler, græder og griner... Jeg er på en måde lettet. Nu gav han slip. Nu kan jeg tage hjem til mit liv.

En aften for nylig ligger min kæreste og jeg i sengen og skal sove. Jeg er sur over et eller andet, som jeg ikke kan huske nu. Sikkert en lille bagatel vi har været oppe og skændes om. Jeg lægger mig med ryggen til. Min kæreste holder om mig, kysser mig på kinden og siger godnat… Jeg smiler…

Ja, sådan skal det være! Livet går videre og jeg glemte det jeg lovede. Han glemte det ikke. Jeg er taknemmelig!


Sorg.

Det er så svært, at vide hvordan det føles, før man står midt i den -sorgen.
Det ene øjeblik har jeg det fint. Tænker, at jeg er kold, at jeg er forkert, fordi jeg intet føler. Det næste øjeblik er det så svært og ubegribeligt. Det føles helt urimeligt og som noget ingen skulle have lov til at gennemgå…

Jeg tror på, at man ikke får større udfordringer end man kan klare og jeg ved, at mange andre oplever sorger, som er endnu større eller i hvert fald anderledes end min. Nogle oplever at miste et barn og den sorg må virkelig være så helt igennem svær og uretfærdig. En sorg som slet ikke er til at bære. På en måde er det rart at vide, at jeg ikke er alene om at have mistet og føle sorg...

Det sværeste er at sorgen er min og min helt alene. Ingen kan tage den fra mig. Jeg må bare igennem den. Jeg må leve med den på min måde.
Livet fortsætter uden for vinduet og mit eget liv fortsætter også. Mennesker rundt om mig har travlt. De tænker på mig nu. De ringer, de skriver, de sender mig blomster og jeg er taknemmelig, men ved også at livet går videre. Det skal det også, men indimellem ville jeg gerne stoppe op og spole tilbage…

Jeg er taknemmelig over, at jeg lever. Jeg vil nyde alle de dage, jeg har sammen med dem jeg elsker, for man ved aldrig hvornår, man ikke har dem hos sig længere...

Jeg er her stadig...

...og jeg glæder mig til at blogge igen...

Farvel til min far...

I tirsdags blev min far bisat. Det var en meget hård, men smuk dag.  Kirken var fuld af blomster og mennesker og jeg var så overvældet over hvor mange, der var kommet for at vise, at de har holdt af ham. Jeg tror han har siddet et sted og kigget på os og været glad for hvor smukt det var.

Præsten sagde utrolig mange pæne ting om min far og bagefter samledes vi alle i mit barndomshjem. Stemningen var faktisk rar og let. Det er meget sjældent hele familien og venner er samlet på en gang, så jeg glædede mig over, at se mennesker jeg ikke har set i mange år. Selvom anledningen var trist, så var det en god dag. Om eftermiddagen gik børnene og jeg over og så hans grav. Blomsterne var blevet lagt på graven og der var så mange, at de lå helt ud på stien.

Det er virkelig mærkeligt ikke længere at have min far i nærheden. Sorgen er helt ubeskrivelig. Jeg er så ked af at min far ikke får set mine børn vokse op.  At han ikke mere kan lege med Storm, vise ham hvordan man skruer skuer i væggen og alle de der mande-ting, som Storm ser rigtig meget op til! Storm har elsket sin morfar højt og kommer til at savne ham!

Selvom det hele har været utrolig hårdt, så er jeg rigtig stolt og glad over måden, vi har taklet det på overfor børnene. De har været med i det hele. Tab og sorg er jo en del af livet og jeg synes det er vigtigt at involvere børnene.

Både Storm og Alma fik set deres morfar på hospitalet og fik sagt farvel til ham. Jeg havde forklaret dem, at morfar ikke længere skulle være hos os her på jorden og at mormor og jeg ville være kede af det i lang tid.
På vej ned af hospitalsgangen stoppede Storm mig og sagde "mor... morfar er allerede blevet en engel!"
Da Storm så sin morfar ligge der i hospitalssengen, kiggede han på ham og sagde endnu engang "der kan du selv se mor, det er altså rigtigt, han er blevet til en engel!".
Ingen af børnene virkede som om det var en skræmmende oplevelse. De var begge glade og syngende på vej ud fra hospitalet og syntes begge, at det var lidt spændende at tænke på, at morfar nu kunne flyve...

Det hårde bliver i tiden fremover. I hverdagen, hvor han ikke længere er der. Alle de øjeblikke han altid har været en del af og som nu ikke er mere. Jeg kan stadig ikke helt forstå det og veksler mellem sorg, vrede og tomhed... Tænk at livet er så skrøbeligt og kan ende fra den ene dag til den anden. Det er slet ikke til at fatte!

Jeg ved, at han har det godt, der hvor han er, men jeg synes det var alt for tidligt, han blev taget fra os!
Jeg vil savne ham så meget!

Sorg

Tusinde tak for alle jeres søde, varme og dejlige hilsner og tanker. Jeg suger dem alle til mig og det hjælper virkelig. Selvom jeg ikke kender jer alle personligt, er det rart at vide, at mange mennesker sender mig og min familie kærlige tanker i en svær tid.
Min far døde onsdag morgen. Vi håbede til det sidste, at han ville overleve, men det gjorde han ikke.
Nu skal vi leve videre uden ham. Det bliver svært og tungt, men jeg tror på, at vi klarer os igennem den store sorg det er at miste en far, morfar, farfar, svigerfar og mand alt for tidligt!
Jeg ved, at jeg aldrig vil komme mig over tabet af min far, men jeg ved også at smerten med tiden vil blive mindre og selvom det er rigtig svært lige nu, så bliver livet lysere og lettere med tiden.
Forløbet på Glostrup hospital var rigtig hårdt. Min far lå bevidstløs i en uge før han døde og det var virkelig hårdt at vente. Selvom vi godt vidste, at han ikke ville vågne igen, var det svært ikke at håbe på et mirakel, men sådan skulle det ikke være. Jeg kan slet ikke forstå, at livet er så skrøbeligt og at man bare kan dø fra den ene dag til den anden. Livet må man ikke tage for givet!
Nu vil jeg passe ekstra godt på min lille familie. Jeg vil være mere sammen med mine brødre og passe godt på min mor!
Jeg vil tænke på de dejlige tider vi har haft sammen og mindes alt det gode han har givet mig...