Monday, August 23, 2010

Øjeblikke man aldrig glemmer

Der er øjeblikke i livet, som man aldrig glemmer og for altid vil gemme i hjertet.

Vi står på parkeringspladsen udenfor hospitalet. Det er en smuk og lun sommeraften og hospitalet ligger der og ser så dystert ud mod den smukke lyserøde aftenhimmel. Solen er ved at gå ned og det er kun et par timer siden, at jeg fik af vide, at min far skal dø.

Min lillebror og min mor sidder stadig inde på hospitalsstuen og holder min far i hånden.
Min lillebror har lovet, at han vil blive hele natten, sammen med min mor og jeg er lettet, for tanken om at hun skal være der alene er ikke til at holde ud.

Jeg føler mig splittet. På den ene side vil jeg helst blive. Jeg vil ikke give slip på min fars hånd. Jeg vil ikke tro på, at han skal dø. Jeg vil ikke tro på, at det måske er sidste gang, jeg skal se ham ligge der og være varm og levende. I morgen er han måske væk for altid. På den anden side vil jeg gerne flygte. Jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg føler. Det hele har været så overvældende. Man kan da ikke være levende den ene dag og død den næste. Nej, jeg tror ikke på det!

Martha er faldet i søvn i autostolen. Hun må hjem og sove og hun er endnu ikke stor nok til at undvære sin mor en hel nat og jeg kan heller ikke undvære hende.
Alle forstår, at jeg også må tænke på, hvad der er bedst for hende. Tag nu hjem siger min mor til mig. Der sker ikke noget i nat Lisbeth, så gå nu.
Vi går. Ud af hospitalet. Ud i luften.
Mit hoved føles tungt. Alt er anderledes. Livet bliver aldrig det samme igen!

Vi står der min kæreste og jeg på parkeringspladsen i skumringen. Vi har lige vinket farvel til min storebror, som er kørt af sted på sin motorcykel. Vi kan stadig høre støjen fra motoren og jeg tænker på hvor rart det kunne være, at køre af sted, forsvinde, glemme hele denne dag og lade som om den aldrig har fundet sted.

Jeg sætter Martha ind på bagsædet og min kæreste er ved at sætte sig på forsædet, så han kan køre os hjem.
Jeg stopper ham… Ser på ham og får ham til at love, at vi aldrig må tage livet for givet. At vi skal elske hinanden hver dag og at vi skal kysse hinanden godnat hver eneste aften… Aldrig gå vrede i seng, aldrig tage hinanden for givet og aldrig tage livet for givet.
Han lover og jeg lover…

Livet føles så skrøbeligt. Jeg føler mig bange. Bange for døden, bange for at miste… bange!



Det er morgen. Min mor ringer fra hospitalet. Det er en uge siden hun fandt min far liggende på gulvet der hjemme.
Nu er han ved at dø, siger hun.
Klokken er lidt i fem. Jeg skynder mig ud af sengen. Tager hurtigt tøjet på. Farer forvirret rundt. Ved ikke helt hvad jeg skal. Kan ikke lide at køre i bil alene, men kan heller ikke vække børnene for, at Jannik kan køre mig til Glostrup. Jeg bryder sammen. Beder Jannik fortælle mig hvad jeg skal gøre!
Min mor ringer igen. Klokken er kvart over fem. Hun fortæller, at han er død nu. Hun sidder inde hos ham på stuen og var der da han døde. Hun græder og jeg græder med hende.
Jeg tager Martha op og kører af sted med hende alene. Motorvejen er næsten tom. Morgenen er så smuk og det lysner mens jeg kører mod Glostrup.

På stuen ligger min far med hænderne foldet om en hvid blomst. Han har fået hospitalets skjorte på og ligger der så fredfyldt og stille. Min mor græder. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Vi sidder hos min far hele formiddagen. Taler, græder og griner... Jeg er på en måde lettet. Nu gav han slip. Nu kan jeg tage hjem til mit liv.

En aften for nylig ligger min kæreste og jeg i sengen og skal sove. Jeg er sur over et eller andet, som jeg ikke kan huske nu. Sikkert en lille bagatel vi har været oppe og skændes om. Jeg lægger mig med ryggen til. Min kæreste holder om mig, kysser mig på kinden og siger godnat… Jeg smiler…

Ja, sådan skal det være! Livet går videre og jeg glemte det jeg lovede. Han glemte det ikke. Jeg er taknemmelig!


Sorg.

Det er så svært, at vide hvordan det føles, før man står midt i den -sorgen.
Det ene øjeblik har jeg det fint. Tænker, at jeg er kold, at jeg er forkert, fordi jeg intet føler. Det næste øjeblik er det så svært og ubegribeligt. Det føles helt urimeligt og som noget ingen skulle have lov til at gennemgå…

Jeg tror på, at man ikke får større udfordringer end man kan klare og jeg ved, at mange andre oplever sorger, som er endnu større eller i hvert fald anderledes end min. Nogle oplever at miste et barn og den sorg må virkelig være så helt igennem svær og uretfærdig. En sorg som slet ikke er til at bære. På en måde er det rart at vide, at jeg ikke er alene om at have mistet og føle sorg...

Det sværeste er at sorgen er min og min helt alene. Ingen kan tage den fra mig. Jeg må bare igennem den. Jeg må leve med den på min måde.
Livet fortsætter uden for vinduet og mit eget liv fortsætter også. Mennesker rundt om mig har travlt. De tænker på mig nu. De ringer, de skriver, de sender mig blomster og jeg er taknemmelig, men ved også at livet går videre. Det skal det også, men indimellem ville jeg gerne stoppe op og spole tilbage…

Jeg er taknemmelig over, at jeg lever. Jeg vil nyde alle de dage, jeg har sammen med dem jeg elsker, for man ved aldrig hvornår, man ikke har dem hos sig længere...

25 comments:

  1. Smukt... Føler, føler med dig.

    ReplyDelete
  2. Kære Lisbeth.
    Jeg bliver helt rørt. Simpelthen så smukt skrevet.

    ReplyDelete
  3. Lige mine ord....: meget smukt skrevet.

    ReplyDelete
  4. Det goer mig saa ondt med din far!
    Du skriver simpelthen saa smukt, og her sidder jeg og graeder med dig.. Det at miste er nok det svaereste vi nogensinde skal igennem.
    Stor kram til dig og din familie

    ReplyDelete
  5. Hvor er det smukt skrevet! Og smukt og grimt på samme tid. Smukt, fordi du lyser af kærlighed til livet, din far og din familie, og grimt grimt grimt, fordi det er så forfærdeligt at miste. Det gik lige i hjertet på mig, og jeg sidder her og græder lidt med dig. Tænker på dem, jeg holder af, og på dem, jeg har mistet. Tak for et meget ægte indlæg.

    Mange smil,
    Kat

    ReplyDelete
  6. Jeg føler med dig. Det er det sværeste vi går igjennem, det at miste en vi elsker. når du nu er heldig og har nogen at dele sorgen med, bliver den kun halv så tung. Det er i hvert fall godt oppe i det hele. Nyd familie og venner og ha en god uge.

    Lilli

    ReplyDelete
  7. Ja, så smukt og sørgeligt - nøjagtig som Livet selv.Føler med dig - du vænner dig til det, fordi du skal, men det vil altid sidde et sted - og gøre ondt. knus

    ReplyDelete
  8. Kære Lisbeth,

    Man kan bestemt ikke gradbøje sorg, og den ene er ikke mere valid end den anden, uanset hvem vi har mistet.

    Og husk, at selvom sorgen er din alene, og noget du selv skal bearbejde, så har du mennesker omkring dig, der også er i sorg - og som forstår.

    For nej, man ved nemlig ikke hvordan det er, før man selv står i det. Så husk, at du, din mor og din bror kan bruge hinanden.

    Da jeg mistede min mor for mange år siden, svingede jeg også imellem en følele af "ligegyldighed" og et knust hjerte. Det er pisse frustrerende, men vel sindets måde at kapere tingene på.

    Al mulig medfølelse herfra.

    K.H June

    ReplyDelete
  9. Kjære deg. Sorg er tung og tar tid å bearbeide. Det finnes ingen "riktig" måte å sørge på, for vi er alle så forskjellige. Jeg ønsker deg lykke til med prosessen! Og det er som du sier viktig å ta vare på hver dag vi har...

    Jeg ønsker deg en god uke. Klem

    ReplyDelete
  10. Lisbeth, I am sorry your father has passed on. I want to thank you for sharing your feelings & opening your heart to us...Tonight I will keep my family close & let them know that I love them.

    ReplyDelete
  11. Kæreste Lisbeth,
    AV-sikke et indlæg. Græder sammen med dig og er så dyb taknemmlig for, at jeg kan få lov til at flygte fra sorgen, lige så snart jeg forlader skærmen. Av, det må gøre så ondt helt ned i den inderste knogle, at miste så pludseligt.
    Jeg suger dine vise ord til mig og vil huske på, at jeg skal nyde hver eneste dag med mine elskede børn, min elskede mand og min elskede søster, mor, far osv. Tak for at jeg er i live.
    Stort og varmt knus til dig Lisbeth- du må lade tiden tage de sværeste dage og nyde de gode dage

    ReplyDelete
  12. Så flott skrevet, tårene renner i strie strømmer her jeg sitter å leser. Utrolig trist at din far måtte reise fra dere så tidlig. Ta vare på de gode minnene om han og sorgen blir nok lettere med tiden....selv om savnet vil være like stort!
    Det er godt du har en så god og snill mann, som ikke glemte ;)

    Klem fra Norge ;)

    ReplyDelete
  13. Hvor er det smukt skrevet. Jeg sidder her med tårer på kinderne. Sorgen kan ingen tage fra dig - og den kan tage lang tid at bearbejde.
    Det er smukt at I, i hverdagen husker hinanden´, og den betydningen livet har. For livet er bestemt ikke noget vi kan tage for givet.

    Min far har cancer - så hans død kommer ikke pludselig, men jeg tror bare ikke man kan "vænne" sig til tanken om at en forældrer skal gå bort. Især ikke når han kun er 53.!!!

    Jeg sender dig en masse varme kram, og tanker. Betina.

    ReplyDelete
  14. Kæreste Lisbeth,

    Så sidder jeg her med tårene trillende ned i tastaturet. Hvor skriver du smukt og klart om noget så personligt og svært.

    Tak fordi du deler med mig. For indblikket i dit liv, som det ser ud lige nu, hvor det er aller sværest.

    Jeg kan nikke genkendende til alt, du skriver, men det er egentlig slet ikke det vigtige, tænker jeg. Jeg kan mærke dig. Det er vigtigt og godt.

    Du minder mig om, at vi mennesker er lavet af samme stof, at verden er stor og afgrundsdyb, og at livet... Det satans liv - dét skal leves mens vi har det.

    Helle

    ReplyDelete
  15. Fantastisk smukt formuleret søde Lisbeth. Du rører mit hjerte.

    Sorg er en underlig størrelse. Vi har hver vores egen måde at bearbejde den på.
    Men hver især skal vi igennem, ikke over.

    Tak, tak for dine tanker. Du har ret. Livet er så skrøbeligt og til tider alt for kort.
    Lad os fylde det med kærlighed til hinanden.

    Send kloge og søde Jannik en krammer fra mig også. Han er en god en, at have ved sin side.

    Knus og kram,
    Synne

    ReplyDelete
  16. Så smuk en fortelleing om livets slut, men også om liv der skal leves videre.

    Et stort knus til dig:)

    ReplyDelete
  17. Tak fordi du deler. Tak fordi du lige får mig til at stoppe op, og mærke. Mærke hvad det nu lige er livet handler om. Jeg sidder her med tårerne løbene ned af kinderne, det er så smukt beskrevet, så dybt, så personligt. Jeg er rørt, og jeg græder med dig. Som du selv skriver, an ingen tage sorgen fra dig - heldigvis - for den skal du have lov at have i fred, det er kun dig der bestemmer hvordan og hvor længe den skal vare. Kære Lisbeth, jeg sender dig et kram og et håb om at tiden arbejder for og med dig, og læger dine sår, så de bliver til dejlige minder om din elskede far. KRAM

    ReplyDelete
  18. Kære Lisbeth

    TAK fordi du skriver så smuk en beretning! Den rører mig dybt, og savnet til alle dem jeg har mistet gør igen ondt!

    Citatet fra TV2 bruger jeg nogle gange når det hele er sort, så her får du det også:

    "Kys det nu, det satans liv
    grib det, fang det før det er forbi".

    Mange tanker fra Mia

    ReplyDelete
  19. Så smukt skrevet. Sidder her og er helt rørt. Kun 1 1/2 år siden jeg mistede min far. Kender sorgen og tankerne.. KH Ulla

    ReplyDelete
  20. Det gør mig ondt du har mistet din Far. Meget smukt og rørende skrevet.
    Knus.

    ReplyDelete
  21. så nydelige ord.. Takk for påminnelsen. Jeg har tårer som renner nedover kinnene og føler med deg, selv om som du sier, man vet ikke hvordan sorgen er før man er oppe i det. Men tusen takk for at du minner oss på at livet er her og nå! Gode tanker til deg.

    ReplyDelete
  22. En pige jeg engang kendte, havde mistet hendes far et par år før, jeg mødte hende. Hun beskrev sorgen, som at bære på glasskår.
    I starten er de skarpe og gør meget ondt, men med tiden bliver de mere og mere som de slebne glasskår, man finder på stranden.
    Men man vil altid bære dem med sig...
    Smuk metafor, synes jeg.
    Som sygeplejerske med en del erfaring i sorg, vil jeg bare sige til dig, at det bedste du kan gøre, er at være i sorgen og give dig selv lov til at føle, det du gør. Og del den med andre.
    Knus og alt det bedste til dig.
    Kh Anemone

    ReplyDelete
  23. Det gør mig ondt, at du har mistet din kære far.

    ...jeg er dog sikker på, at dine smukke ord rent faktisk hjælper dig en smule her i sorgen.. At få sine tanker ud og ned på papir kan være forløsende og helende.

    Du har ret, sorgen skal man bære alene. Ingen kan tage den fra dig eller få dig til at komme igennem den hurtigere. Sorgen tager tid. Men ved at have nogle gode og ægte mennesker hos sig, som tør se, mærke og røre dig i sorgen, så vil den føles knap så tung bære..

    Mærkede et lille varmt smil i min ene mundvig, da jeg læste om det løfte du og din kæreste så ømt gav hinanden der på parkeringspladsen.

    Selvom livet vil gå videre og hverdagens sysler vil gøre, at du ikke altid husker dette smukke løfte om ikke at tage livet for givet, så vil du stadig have det med dig..

    At miste noget dyrebart lærer for alvor én at værdsætte det virkelig vigtige i livet..

    Lykken mærkes på sin vis mere intenst, når man har stået helt ude på kanten, hvor livet gør allermest ondt.

    Mange tanker til dig, din mor - og din far..

    Fra en lykkelig mor til 4
    - hvoraf den ene næsten lige er fyldt 5 år. Vi (hans mor, far, storebror og to mindre søstre) fejrede ham ved at sende balloner op til ham.

    Han ligger begravet på kirkegården tæt på vores hjem og er et af de mennesker der har lært mig allermest om livet..

    ReplyDelete
  24. N y d e l i g skrevet, utrolig nydelig. Jeg og min kjære har samme regel, det er så viktig. Det er også viktig å fortelle barna sine at man elsker dem HVER dag!

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!